En hel dag uden store smerter, ingen værre end at blive brændt af en brændenælde. O g det behøver man jo ikke norfinlignende stoffer for at kunne klare.
Jeg har være kørt ud at ryge igen i dag. Et dejligt "frikvarter" fra stuen. Ud at se andre huse, træer, ys, mennesker og misser.
Så kom jeg i tanke om, at jeg kan holde til at sidde i lænestolen på stuen i 10 minutter, hvorimod jeg kan sidde i kørestolen i flere timer i træk, så vi ommøblerede lige stuen. Så nu står kørestolen lige ved siden af sengen, så jeg let kan hoppe over i den, og så kan jeg selv køre på toilet, når jeg engang får kræfter nok til det. For da jeg prøvede i dag, måtte jeg betale med at kaste alt indtagen føde efter aftensmaden op. Så kan jeg lære det, kan jeg.
Jeg har heller ikke haft dårlig samvittighed over at støtte på foden 3 gange i dag. Ingen frygt for om de meget fine sår ville springe op. Til gengæld har jeg lært hvor meget det betyder for mig at komme i et dejligt varmt bad hver dag. Det sprang jeg over i dag, men hvor har jeg savnet det. Nu har der heller ikke været alt for varmt på stuen, men nu er der skruet lidt op for varmen.
Der blir fyret meget nytårskrudt af allerede nu. Jeg glæder mig til nytårsaften at skulle spise Guf-stav sammen med en god veninde og min mand. Bare det at komme væk igen et par timer.
Men hvor er kroppen ude af form.
lørdag den 29. december 2012
torsdag den 27. december 2012
Går det mon fremad?
Endnu ved ingen, hvor meget jeg får lov at beholde. I dag var der ingen negative ord omkring udseendet, men om det ender godt, at jeg ikke mister flere tæer, eller hvordan, ja det står hen i det uvisse.
Det er hårdt for min mand at skulle arbejde, så komme her, helst 2 - 3 timer, hjælpe med at vaske mig, køre hjem og så tage sig af alle dyrene. Heldigvis er 2 af de 3 pindsvin gået i delvist hi, så de ikke skal fodres og vandes hver dag.
Efter 4 uger på ryggen, fandt vi ud af juleaften, at det ikke, på trods af tilladelse fra læge, er sådan lige at slippe ud fra hospitalet. Så nu er jeg begyndt at "ryge". Det kræver, at jeg kommer udenfor, så det gør jeg så. Men jeg ryger kun på helligdage. Til hverdag vil det være endnu mere for meget for min stakkels mand. Men han er jo den eneste, jeg snakker med, ud over lige, vi skal lige tage nogle målinger, og hvad vil du have at spise. Jeg glæder mig sådan til næste år, så skal jeg nok have skiftet sengetøj, så er jeg fri for at kikke på de blodpletter, der er på det her sengetøj.
Lægen sagde, jeg skal bo her lang tid endnu, og det kan jwg også godt se, når jeg ser foden. Ind imellem spekulerer jeg på, hvornår jeg ikke skal sidde i kørestolen mere, når jeg skal rundt. I dag er første dag, jeg har vovet at støtte på hælen mens Sven var der, så han kunne gribe ind,hvis noget skulle gå galt. Men det var ikke med den helt store glæde, jeg lagde vægten på hælen, jeg ser jo såret for mig. Heldigvis er jeg nede i 3 - 4 i smerter, kun når de har pakket ud og soigneret såret gør det vanvittigt ondt resten af dagen.
Det er hårdt for min mand at skulle arbejde, så komme her, helst 2 - 3 timer, hjælpe med at vaske mig, køre hjem og så tage sig af alle dyrene. Heldigvis er 2 af de 3 pindsvin gået i delvist hi, så de ikke skal fodres og vandes hver dag.
Efter 4 uger på ryggen, fandt vi ud af juleaften, at det ikke, på trods af tilladelse fra læge, er sådan lige at slippe ud fra hospitalet. Så nu er jeg begyndt at "ryge". Det kræver, at jeg kommer udenfor, så det gør jeg så. Men jeg ryger kun på helligdage. Til hverdag vil det være endnu mere for meget for min stakkels mand. Men han er jo den eneste, jeg snakker med, ud over lige, vi skal lige tage nogle målinger, og hvad vil du have at spise. Jeg glæder mig sådan til næste år, så skal jeg nok have skiftet sengetøj, så er jeg fri for at kikke på de blodpletter, der er på det her sengetøj.
Lægen sagde, jeg skal bo her lang tid endnu, og det kan jwg også godt se, når jeg ser foden. Ind imellem spekulerer jeg på, hvornår jeg ikke skal sidde i kørestolen mere, når jeg skal rundt. I dag er første dag, jeg har vovet at støtte på hælen mens Sven var der, så han kunne gribe ind,hvis noget skulle gå galt. Men det var ikke med den helt store glæde, jeg lagde vægten på hælen, jeg ser jo såret for mig. Heldigvis er jeg nede i 3 - 4 i smerter, kun når de har pakket ud og soigneret såret gør det vanvittigt ondt resten af dagen.
onsdag den 26. december 2012
En dag med rygepause uden for stuen
En dag uden de helt store begivenheder. Jeg har været ude at ryge igen i dag. Og igen i et par timer. Hvor er det dejligt at være ude i en helt normal verden, hvor det hele ikke drejer sig om sygdom. Næste gang blir først om et par dage.
Ind imellem smerter, også voldsomme smerter. De er svære at forholde sig til, da jeg ikke ved om det er gode eller dårlige smerter, er det fordi foden læges eller er det fordi den fortsat rådner. Der er kommer rimeligt meget flydende i vac-en, blod, lymfe og hvad den ellers formår at suge ud af foden. Men i morgen skal foden igen pakkes ud og tilses af min overlæge.
Det har været noget usædvanligt her på hospitalet: der blev tilbudt portvin til aftenskaffen. Der var ligeledes kage. Næsten som at være at helt normalt menneske.
Jeg har fået julegaver af naboerne, som vi skulle have været på besøg hos juleaften. Åh, hvor var det dejligt med besøg af dem. Der skal så lidt til at det for en tid er til at holde ud at være her.
Ind imellem smerter, også voldsomme smerter. De er svære at forholde sig til, da jeg ikke ved om det er gode eller dårlige smerter, er det fordi foden læges eller er det fordi den fortsat rådner. Der er kommer rimeligt meget flydende i vac-en, blod, lymfe og hvad den ellers formår at suge ud af foden. Men i morgen skal foden igen pakkes ud og tilses af min overlæge.
Det har været noget usædvanligt her på hospitalet: der blev tilbudt portvin til aftenskaffen. Der var ligeledes kage. Næsten som at være at helt normalt menneske.
Jeg har fået julegaver af naboerne, som vi skulle have været på besøg hos juleaften. Åh, hvor var det dejligt med besøg af dem. Der skal så lidt til at det for en tid er til at holde ud at være her.
tirsdag den 25. december 2012
Min værste juleaften
Glædelig jul
kl. var kun 01.05 da jeg blev vækkeet af en sygeplejerske for at få at vide, at der ikke ville blive noget tilsyn den 24. Og så ville hun have lov til at måle blodsukker, d a jeg ikke havde fået vådt eller tørt siden kl. 14. Det vil sige i 11 timer. Jeg var meget imod det, men hun fik lov, så jeg kunne få lov at sove.
Nu er klokken så yderligere blevet 11.20, og der har stadig ikke været nogen læge at kikke på min fod.
I eftermiddag skal jeg ud at ryge. Jeg ryger ellers ikke, mne vaner kan jo blive ændret. F.eks. har jeg haft for vane at spise, bare lidt, juleaften, men jeg fik jo ikke noget i går aftes. De har tilbudt mig nikotinplaster, men det har jeg sagt nej tak til. Jeg vil ud at ryge.
Klokken nåede at blive 11.50 inden lægen kom. Ja, afdelingslægen, som ikke er operationslæge, men dog læge. Han kikkede sammen med en sygeplejerske på foden, og de blev enige om, hævelsen ikke havde bredt sig, at det ikke var truende, og at man ikke behøver at operere på den før tidsligst torsdag, i dag er det tirsdag.
Det overrasker mig voldsomt, hvor hurtigt foden er kommet til at se fornuftigt ud. Min spontane indskyldelse er, at nu ligner den et stykke Osso Bucco. Og det er en langt skrift fra at for 6 dage siden lignede den en massakra foretaget med en løbsk kædesav.
Så foden blev monteret med vacumsug igen, forbundet og lynhurtigt kom jeg i almindeligt tøj, hvorefter jeg bekendtgjorde overfor en sygeplejerske, at nu gik jeg ud for at ryge.
2 timer senere, det tager jo tid at ryge en Malboro 100, var jeg tilbage på stuen igen. Et bad, iklædning af patienttøj, bestilling af aftensmad, en lille lur og jeg var næsten lige så frisk som brugt.
I morgen er det helligdag igen, og så har jeg aftale om at komme ud at ryge igen.
De nyeste videoer er uploaded på youtube.com/user/superingelise/videos?view=0
kl. var kun 01.05 da jeg blev vækkeet af en sygeplejerske for at få at vide, at der ikke ville blive noget tilsyn den 24. Og så ville hun have lov til at måle blodsukker, d a jeg ikke havde fået vådt eller tørt siden kl. 14. Det vil sige i 11 timer. Jeg var meget imod det, men hun fik lov, så jeg kunne få lov at sove.
Nu er klokken så yderligere blevet 11.20, og der har stadig ikke været nogen læge at kikke på min fod.
I eftermiddag skal jeg ud at ryge. Jeg ryger ellers ikke, mne vaner kan jo blive ændret. F.eks. har jeg haft for vane at spise, bare lidt, juleaften, men jeg fik jo ikke noget i går aftes. De har tilbudt mig nikotinplaster, men det har jeg sagt nej tak til. Jeg vil ud at ryge.
Klokken nåede at blive 11.50 inden lægen kom. Ja, afdelingslægen, som ikke er operationslæge, men dog læge. Han kikkede sammen med en sygeplejerske på foden, og de blev enige om, hævelsen ikke havde bredt sig, at det ikke var truende, og at man ikke behøver at operere på den før tidsligst torsdag, i dag er det tirsdag.
Det overrasker mig voldsomt, hvor hurtigt foden er kommet til at se fornuftigt ud. Min spontane indskyldelse er, at nu ligner den et stykke Osso Bucco. Og det er en langt skrift fra at for 6 dage siden lignede den en massakra foretaget med en løbsk kædesav.
Så foden blev monteret med vacumsug igen, forbundet og lynhurtigt kom jeg i almindeligt tøj, hvorefter jeg bekendtgjorde overfor en sygeplejerske, at nu gik jeg ud for at ryge.
2 timer senere, det tager jo tid at ryge en Malboro 100, var jeg tilbage på stuen igen. Et bad, iklædning af patienttøj, bestilling af aftensmad, en lille lur og jeg var næsten lige så frisk som brugt.
I morgen er det helligdag igen, og så har jeg aftale om at komme ud at ryge igen.
De nyeste videoer er uploaded på youtube.com/user/superingelise/videos?view=0
mandag den 24. december 2012
Endnu en dag uden ret meget mad og det juleaften
Ensom morgenmad
Første måling kl 6.45 inden nattevagten gik. Derefter de andre målinger. Og venten på morgenmad, som kom kl. 8.45. Igen en morgenmad alene, som der nok kommer 60 flere af. 60 dage mere hvis jeg er heldig. Venten, venten, venten. Liggen på ryggen og bare vente på tiden går.
kl. 14 ville han kære hjemmefra og dermed være her kl. 14.30, så skulle jeg i bad, og hvis vi kørte kl. 17.00 ville vi kunne overholde invitationen til julemiddagen hos naboen.
Og så, lige som det hele skulle til at løbe af stablen, blev det tid for at pakke foden ud. Den så ikke så godt ud, som vi havde forventet. Så der blev tilkaldt en læge, som tilkaldte en operationslæge, som lige var gået i gang med en operation kl. 15. Så nu kan vi bare vente på, om jeg får lov at tage nogle timer hjem eller jeg skal på operationsbordet i nat. Og miste endnu flere tæer.
Nu er klokken midnat, og jeg har ikke set skyggen af en læge, eller fået hverken vådt eller tørt.
Glædelig jul
Første måling kl 6.45 inden nattevagten gik. Derefter de andre målinger. Og venten på morgenmad, som kom kl. 8.45. Igen en morgenmad alene, som der nok kommer 60 flere af. 60 dage mere hvis jeg er heldig. Venten, venten, venten. Liggen på ryggen og bare vente på tiden går.
kl. 14 ville han kære hjemmefra og dermed være her kl. 14.30, så skulle jeg i bad, og hvis vi kørte kl. 17.00 ville vi kunne overholde invitationen til julemiddagen hos naboen.
Og så, lige som det hele skulle til at løbe af stablen, blev det tid for at pakke foden ud. Den så ikke så godt ud, som vi havde forventet. Så der blev tilkaldt en læge, som tilkaldte en operationslæge, som lige var gået i gang med en operation kl. 15. Så nu kan vi bare vente på, om jeg får lov at tage nogle timer hjem eller jeg skal på operationsbordet i nat. Og miste endnu flere tæer.
Nu er klokken midnat, og jeg har ikke set skyggen af en læge, eller fået hverken vådt eller tørt.
Glædelig jul
fredag den 21. december 2012
En dag fuld af smerter, og jeg skal bo her i lang tid
Godmorgen. Jeg vil gerne tage en blodsukkerårøve på dig. Værsgo, det må du gerne. Straks efter sad jrg og spiste hytteost, dejligt. Og kl. var kun lidt i 7. Da de så senere kom for at ville tage temperatur, blodtryk, om jeg ilster nok og hvad de ellers finder på, nægtede jeg dem at få lov at tage så meget som en eneste prøve, før alle klamperne var ud af min krop. Jeg var blevet lovet dagen før, at de ville blive fjernet i løbet af dagen, senere ville det ske i aftenvagten, og siden måtte aftenvagten give det videre til dagvagten.
Men det var mig, der havde rædselsfulde smerter. Mig der ikke kunne bevæge mig uden det bed og stak og gjorde ondt. Og jeg gjorde dem opmærksom på, at redaktionen på Ekstra Bladet lukker kl. fredag, for at gå på weekend. Så de skulle være ude inden da, da jeg ellers ville sende dokumentet til avisen.
Knap ½ time senere kom en meget flink dame og begyndte at trække dem ud. Den første i lysken gjorde ondt, men det var ikke noget imod hvordan de andre 19 gjorde ondt. Ind imellem måtte jeg bede hende stoppe, mens tårerne løb ned ad kinderne. Det viste sig, at der var betændelse omkring nogle af klammerne.
Efter 5 minutters pause gik vi videre med at fjerne de andre 49 ned langs benet. Det var ikke så slemt, der var ikke så meget betændelse.
Nu fik jeg en omgang A-38 og en kop te. Det blev også tid til en lille lur. Men så skulle vac-en skiftes. Og et nyt smertehelvede begyndte, som først er begyndt at klinge af nu, 6 timer senere.
Læge Franks ord var, at det på visse steder så bedre ud, men at der op mod 3. tå var mere råd. Hvad vej det går, kan han ikke sige. Men min adresse er her på hospitalet et stykke tid endnu, måske et par måneder.
Det mest glædelige er dog, at jeg kan få lov at få orlov i et par timer juleaften. Nok til at jeg blir hentet af min mand og kørt hjem og nogle timer senere, efter en forhåbentlig hyggelig aften hos naboen, blir kørt tilbage til hospitalet.
Den 27. skal vac-en skiftes igen, da er Frank på arbejde mellem jul og nytår. Så kan jeg begynde at "plage" om at få et par timers orlov nytårsaften.
Med blandt pillerne til morgen var den grønne Centyl med Kaliumklorid. Nu har jeg snart et helt lille lager af dem.
For at opnå at indtage mine 70 gr protein om dagen, er jeg begyndt at drikke flere glas mælk med protein i. 3 glas i går medførte hurtig overflytning til toilettet. 2 gange endda. Måske lige i over kanten, men rart at vide at jeg gør hvad jeg kan for at få foden til at gro sammen.
Nu har jeg vasket sårene grundigt, der er opstået hvor klammerne var hæftet i lysken. At have klammer i 14 dage var nok lige længe nok. Nu skal der så bare et plaster på, man skal være forsigtig, når man har diabetes.
Men det var mig, der havde rædselsfulde smerter. Mig der ikke kunne bevæge mig uden det bed og stak og gjorde ondt. Og jeg gjorde dem opmærksom på, at redaktionen på Ekstra Bladet lukker kl. fredag, for at gå på weekend. Så de skulle være ude inden da, da jeg ellers ville sende dokumentet til avisen.
Knap ½ time senere kom en meget flink dame og begyndte at trække dem ud. Den første i lysken gjorde ondt, men det var ikke noget imod hvordan de andre 19 gjorde ondt. Ind imellem måtte jeg bede hende stoppe, mens tårerne løb ned ad kinderne. Det viste sig, at der var betændelse omkring nogle af klammerne.
Efter 5 minutters pause gik vi videre med at fjerne de andre 49 ned langs benet. Det var ikke så slemt, der var ikke så meget betændelse.
Nu fik jeg en omgang A-38 og en kop te. Det blev også tid til en lille lur. Men så skulle vac-en skiftes. Og et nyt smertehelvede begyndte, som først er begyndt at klinge af nu, 6 timer senere.
Læge Franks ord var, at det på visse steder så bedre ud, men at der op mod 3. tå var mere råd. Hvad vej det går, kan han ikke sige. Men min adresse er her på hospitalet et stykke tid endnu, måske et par måneder.
Det mest glædelige er dog, at jeg kan få lov at få orlov i et par timer juleaften. Nok til at jeg blir hentet af min mand og kørt hjem og nogle timer senere, efter en forhåbentlig hyggelig aften hos naboen, blir kørt tilbage til hospitalet.
Den 27. skal vac-en skiftes igen, da er Frank på arbejde mellem jul og nytår. Så kan jeg begynde at "plage" om at få et par timers orlov nytårsaften.
Med blandt pillerne til morgen var den grønne Centyl med Kaliumklorid. Nu har jeg snart et helt lille lager af dem.
For at opnå at indtage mine 70 gr protein om dagen, er jeg begyndt at drikke flere glas mælk med protein i. 3 glas i går medførte hurtig overflytning til toilettet. 2 gange endda. Måske lige i over kanten, men rart at vide at jeg gør hvad jeg kan for at få foden til at gro sammen.
Nu har jeg vasket sårene grundigt, der er opstået hvor klammerne var hæftet i lysken. At have klammer i 14 dage var nok lige længe nok. Nu skal der så bare et plaster på, man skal være forsigtig, når man har diabetes.
torsdag den 20. december 2012
Kampen om lampen, nødkaldet og vægte
Det er jo bare at ligge på hospital, hvor svært kan det være? Ja, der er jo lige kampen om sengelampen. Er den sat op for at plejepersonalet kan se noget i dens lys, eller er den ment som en hjælpe til patienter til at kunne læse og se noget i den mørke tid, fra kl. 16 til kl. 9?
Hvis det et det første er det elvfølgelig helt naturlig at noget plejepersonale skubber den så langt ud af rækkevidde, at man ikke kan nå den, lige meget hvor meget man rækker og strækker sig. Men er den nu tænkt som et hjælpemiddel, så patienten kan se og læse, så er det meget upraktisk, at visse plejepersoner får skubbet den så langt ud til siden at men vil falde ud af sengen, hvis man vil når den. Hvad gør man så?
Så tager man et 2 cm bredt rødt (julefarvet) silkebånd og binder den ene ende til lampen og den anden ende til en stol, så har man altid mulighed for at trække lampen til sig. På dette bånd kan man binde nødkaldssnoren, så forsvinden den heller ikke ud af rækkevidde.
En dag blev jeg kørt på toilet. Da jeg var færdig, og hoppet over på kørestolen igen, opdagede jeg, at nødkaldet var så langt væk ovre ved håndvasken at det ville kræve større anstrengelser at få fat i den. Så jeg satte mig, godt tilrette, i stolen og ventede på, at sygeplejersken ville begynde at savne mig. Jeg skulle jo overflyttes til en anden afdeling, så det ville ske på et eller andet tidspunkt. Og laaang tid senere, vel ½ times tid, kom hun da også og lettere rød i hovedet og generet spurgte om jeg ikke havde kunne nå snoren. Dertil kunne jeg jo kun svare nej. Hvorfor kaldte du så ikke? Nej, mna råber og skriger da ikke på et sted, der er fyldt med syge mennesker. Og jeg var jo ikke i hverken fare eller andet. Kun gjorde det som sædvanligt satans ondt i benet når blodet løber ned i foden.
Jeg havde på fornemmelsen, at jeg havde taget voldsomt på. Huden omkring lårerne og armene strammede. På mit spørgsmål om jeg kunne blive vejet, fik jeg at vide, at man ikke havde ne vægt på afdelingen. "Tilfældigvis" overhørte en sygeplejerske at jeg ringede til min mand og bad ham tage min vægt med, så jeg kunne se, hvordan vægten lå. Og se der, pludselig havde man, ovenikøbet, flere forskellige vægte, bl.a. en stol, man satte sig på. Jeg havde nu kun taget 5 kg på i løbet af 3 uger. De 4 har jeg så tabt igen ved jernhård fødeindtagelse.
Jeg har lært at sætte pris på de t-shirts, med små ærmer, der findes indenfor hospitalstøjet. Dem bruger de på Skejby, på Hjerteafdelingen på Tage Hansensgade og på MEA. Men de fandtes ikke på ESA. Heldigvis begyndte de at få dem allerede dagen efter. Det er nu dejligt at have et lille ærme i trøjen, når man er vant til noget på skulderene. Men det kan være at et "nej, det har vi ikke" er nemmere end at gå og hente en trøje.
I dag kom lægen med et lille bitte lyspunkt: mine infektionstal falder som de skal, hvilket kan tyde på, at der ikke dannes så megt råd, men at det måske er gået i gang med at hele. Der har ikke været åbent til foden siden mandag, og blir det heller ikke før i morgen. I dag gælder det om at få fjernet alle de clips, der er clipeset op langs såret på hele benet. Men kan nu heller ikke se ret meget på benet, idet såret er dækket af sort skumgummi, der er oversækket af klart plast og hvor der er et lille hul i, som en vacummaskine kan suge væske op igennem. Den sorte svamp skal skiftes i morgen: bakterier o.l.
Det er nemt at se, hvor jeg ligger, især udefra: Vinudeskarmen er fyldt med proteindrik-pulver, en limtube, en sparepærer der gir mere lys end den, der var i lampen på stuen, en themokande med kogende vand, en kuffert til sugemaskinen, og nå ja, så lidt julepynt: en 40 cm høj engle i rød kjole, en nisse på en træsko, et par kogler lavet af naboens 15-årige datter i pil, og i lampen hænger et kniplet hjerte, min søsters veninde har lavet til mig, hun er 83.
Ellers blir jeg jo sendt rundt mellem afdelingerne og sygehusene, jeg er blevet udset til at afprøve de forskellige afdelinger og give dem karakter. Så i de her 4 uger har jeg ligget på MEA på Nørrebrogade, på Kardiologisk på Skejby Sygehus, på ESA i bygning 9D, på Nørrebrogade, for nu igen at ligge på MEA i bygning 2 på Nørrebrogade, Århus kommunehospital.
Men, indrømmet, jeg er snart træt af t pakke kuffert og pakke ud igen. Der er jo meget, man slæber med sig rundt: julepynt, ugeblade, høretelefoner, 1 kg proteinpulver, en flaske lim, videokamera, sødemidler af forskellige slags, egen medicin, saks, spejl, pincet, telefoner, flere så der altid er en der er opladt, hytteost, ja, så jeg kan få noget mad, ligeså snart den vigtigste værdi er målt om morgenen. Hvad ligner det at skulle vente på morgenmad til kl. 9, når man er vågnet kl 4.45, og har fulgt med i at gangens gulv er maskinvasket kl. 5.45.?
Men jeg elsker hytteost, i hverfald lige for øjeblikket.
OG............. jeg vandt kampen om Centyl med kaliumklorid!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!
HVER gang jeg spiser dem, blir jeg efter et ar dage, tappet så meget for rkæfter, at jeg er nødt til at kravle på alle 4 fra toilet til sengen. Og det gider jeg ikke mere. Så jeg fortalte dem, at jeg ville blive liggende i sengen indtil man indstillede at give mig dem.
Da jeg i forvejen får 2 x 140 mg vanddrivende Furix, blev Centyl af lægen betegnet som en ært i forhold til et æble. Så dem måtte jeg gerne undlade at få. Det virkede så bare ikke lige i morges, men nu har jeg 1 liggende i skuffen. Og i morgen tager jeg den heller ikke, hvis den er i beholdnigen. Jeg har allerede på eget ansvar ophørt med at tage den 4 gange, så mon ikke jeg overlever endnu en gang? Og hvad er det for et liv ikke at have kræfter til at gå 5 skridt?.
Hvis det et det første er det elvfølgelig helt naturlig at noget plejepersonale skubber den så langt ud af rækkevidde, at man ikke kan nå den, lige meget hvor meget man rækker og strækker sig. Men er den nu tænkt som et hjælpemiddel, så patienten kan se og læse, så er det meget upraktisk, at visse plejepersoner får skubbet den så langt ud til siden at men vil falde ud af sengen, hvis man vil når den. Hvad gør man så?
Så tager man et 2 cm bredt rødt (julefarvet) silkebånd og binder den ene ende til lampen og den anden ende til en stol, så har man altid mulighed for at trække lampen til sig. På dette bånd kan man binde nødkaldssnoren, så forsvinden den heller ikke ud af rækkevidde.
En dag blev jeg kørt på toilet. Da jeg var færdig, og hoppet over på kørestolen igen, opdagede jeg, at nødkaldet var så langt væk ovre ved håndvasken at det ville kræve større anstrengelser at få fat i den. Så jeg satte mig, godt tilrette, i stolen og ventede på, at sygeplejersken ville begynde at savne mig. Jeg skulle jo overflyttes til en anden afdeling, så det ville ske på et eller andet tidspunkt. Og laaang tid senere, vel ½ times tid, kom hun da også og lettere rød i hovedet og generet spurgte om jeg ikke havde kunne nå snoren. Dertil kunne jeg jo kun svare nej. Hvorfor kaldte du så ikke? Nej, mna råber og skriger da ikke på et sted, der er fyldt med syge mennesker. Og jeg var jo ikke i hverken fare eller andet. Kun gjorde det som sædvanligt satans ondt i benet når blodet løber ned i foden.
Jeg havde på fornemmelsen, at jeg havde taget voldsomt på. Huden omkring lårerne og armene strammede. På mit spørgsmål om jeg kunne blive vejet, fik jeg at vide, at man ikke havde ne vægt på afdelingen. "Tilfældigvis" overhørte en sygeplejerske at jeg ringede til min mand og bad ham tage min vægt med, så jeg kunne se, hvordan vægten lå. Og se der, pludselig havde man, ovenikøbet, flere forskellige vægte, bl.a. en stol, man satte sig på. Jeg havde nu kun taget 5 kg på i løbet af 3 uger. De 4 har jeg så tabt igen ved jernhård fødeindtagelse.
Jeg har lært at sætte pris på de t-shirts, med små ærmer, der findes indenfor hospitalstøjet. Dem bruger de på Skejby, på Hjerteafdelingen på Tage Hansensgade og på MEA. Men de fandtes ikke på ESA. Heldigvis begyndte de at få dem allerede dagen efter. Det er nu dejligt at have et lille ærme i trøjen, når man er vant til noget på skulderene. Men det kan være at et "nej, det har vi ikke" er nemmere end at gå og hente en trøje.
I dag kom lægen med et lille bitte lyspunkt: mine infektionstal falder som de skal, hvilket kan tyde på, at der ikke dannes så megt råd, men at det måske er gået i gang med at hele. Der har ikke været åbent til foden siden mandag, og blir det heller ikke før i morgen. I dag gælder det om at få fjernet alle de clips, der er clipeset op langs såret på hele benet. Men kan nu heller ikke se ret meget på benet, idet såret er dækket af sort skumgummi, der er oversækket af klart plast og hvor der er et lille hul i, som en vacummaskine kan suge væske op igennem. Den sorte svamp skal skiftes i morgen: bakterier o.l.
Det er nemt at se, hvor jeg ligger, især udefra: Vinudeskarmen er fyldt med proteindrik-pulver, en limtube, en sparepærer der gir mere lys end den, der var i lampen på stuen, en themokande med kogende vand, en kuffert til sugemaskinen, og nå ja, så lidt julepynt: en 40 cm høj engle i rød kjole, en nisse på en træsko, et par kogler lavet af naboens 15-årige datter i pil, og i lampen hænger et kniplet hjerte, min søsters veninde har lavet til mig, hun er 83.
Ellers blir jeg jo sendt rundt mellem afdelingerne og sygehusene, jeg er blevet udset til at afprøve de forskellige afdelinger og give dem karakter. Så i de her 4 uger har jeg ligget på MEA på Nørrebrogade, på Kardiologisk på Skejby Sygehus, på ESA i bygning 9D, på Nørrebrogade, for nu igen at ligge på MEA i bygning 2 på Nørrebrogade, Århus kommunehospital.
Men, indrømmet, jeg er snart træt af t pakke kuffert og pakke ud igen. Der er jo meget, man slæber med sig rundt: julepynt, ugeblade, høretelefoner, 1 kg proteinpulver, en flaske lim, videokamera, sødemidler af forskellige slags, egen medicin, saks, spejl, pincet, telefoner, flere så der altid er en der er opladt, hytteost, ja, så jeg kan få noget mad, ligeså snart den vigtigste værdi er målt om morgenen. Hvad ligner det at skulle vente på morgenmad til kl. 9, når man er vågnet kl 4.45, og har fulgt med i at gangens gulv er maskinvasket kl. 5.45.?
Men jeg elsker hytteost, i hverfald lige for øjeblikket.
OG............. jeg vandt kampen om Centyl med kaliumklorid!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!
HVER gang jeg spiser dem, blir jeg efter et ar dage, tappet så meget for rkæfter, at jeg er nødt til at kravle på alle 4 fra toilet til sengen. Og det gider jeg ikke mere. Så jeg fortalte dem, at jeg ville blive liggende i sengen indtil man indstillede at give mig dem.
Da jeg i forvejen får 2 x 140 mg vanddrivende Furix, blev Centyl af lægen betegnet som en ært i forhold til et æble. Så dem måtte jeg gerne undlade at få. Det virkede så bare ikke lige i morges, men nu har jeg 1 liggende i skuffen. Og i morgen tager jeg den heller ikke, hvis den er i beholdnigen. Jeg har allerede på eget ansvar ophørt med at tage den 4 gange, så mon ikke jeg overlever endnu en gang? Og hvad er det for et liv ikke at have kræfter til at gå 5 skridt?.
onsdag den 19. december 2012
Forkert mads virkning
I forgårs aftes fik jeg et glas saftevand, med sukker, til min aftensmad, og det kan jeg jo ikke tåle, så det gav jeg Sven at drikke, så jeg ikke blev fristet af et glas dejlig væske.
I går aftes fik jeg igen et glas saftevand, jeg bad om et glas Fun, som de plejer at bruge som sukkerfri drik. Så jeg drak hele glaset selv, det var meget sødt. Ved blodsukkermåling om aftenen havde jeg et blodsukker på 16,8 det skal helst være under 10. Så jeg måtte sprøjte virkelig meget hurtigtvirkende insulin ind i kroppen.
I nat forarbejdede min krop insulin og sukker, så jeg svedte tran. Og lå og sov i et svømmebassin, så våd var jeg, tøjet og dynerne. Så der blev jeg rigtig røvrendt af sygeplejerskerne. Til gengæld ringede jeg på assistance allerede kl 7.20, nu kunne de godt begynde at måle blodsukker inden jeg gik i gang med at spise min banan. I går fik jeg morgenmad kl. 9. Og så længe gad jeg ikke vente i dag.
Ja, jeg lå godt nok på sygehus, men ikke på diabetesafdelingen, så jeg var selv ansvarlig for, at det jeg indtog, også var godt for mig. Ellers var reaktionen fra sundhedspersonalet: hvad har du dog syndet med?
Nu er det svært at synde med noget, når man ikke kan gå så meget som et eneste skridt, og derfor ikke kan hente noget spiseligt.
Min fod gør ind imellem vanvittig ondt. Om det er, fordi det heler, eller fordi det rådner, ved jeg ikke. Men kors hvor er det store smerter. Jeg kan ikke tåle morfin, eller i hverfald ikke den type, man har ment var den rigtige for mig. Jeg kaster op. Både når jeg skal spise, når jeg læser om ulykkkelige ting, når jeg hører et navneord på mad. Tænk at kaste op bare fordi jeg hørte ordet rugbrød.
Ellers sover jeg meget. Spilder meget tid med søvn. Men forhåbentlig hjælper det til med at hele min fod.
mandag den 17. december 2012
Man skal ikke for enhver pris redde mest muligt af en fod
Sådan sagde en sygeplejerske den anden dag. Med alt det hun havde set på afdelingen, vardet bedre at ofre meget af foden, benet, og få en smuk protese.
Min første tanke var, gad vide hvem der havde bedt hende om at overbevise mig om, det vil være bedre at lade dem save benet af under knæet.
I dag har foden været pakket ud igen, den nyeste video ses på youtube.
Ud over bekymringen om foden, skal jeg også passe på min diabetes. I går blev jeg tilbudt et glas saftevand. Straks jeg fik den første dråbe på læben, kunne jeg smage, det var fyldt med sukker, så det fik min mand lov til at drikke.
I dag var jeg mere snu, troede jeg, jeg bad om et glas Fun. Men, men, men der var lige så meget sukker i det glas, som der var i går. Så jeg måtte sprøjte endnu mere hurtigvirkende insulin. Tak sygehus.
Ellers går tiden med at sove, sove, sove. Hjernen gider ikke mere være med.
Min første tanke var, gad vide hvem der havde bedt hende om at overbevise mig om, det vil være bedre at lade dem save benet af under knæet.
I dag har foden været pakket ud igen, den nyeste video ses på youtube.
Ud over bekymringen om foden, skal jeg også passe på min diabetes. I går blev jeg tilbudt et glas saftevand. Straks jeg fik den første dråbe på læben, kunne jeg smage, det var fyldt med sukker, så det fik min mand lov til at drikke.
I dag var jeg mere snu, troede jeg, jeg bad om et glas Fun. Men, men, men der var lige så meget sukker i det glas, som der var i går. Så jeg måtte sprøjte endnu mere hurtigvirkende insulin. Tak sygehus.
Ellers går tiden med at sove, sove, sove. Hjernen gider ikke mere være med.
søndag den 16. december 2012
Karriere som morfinafhængig
Det varede ikke ret længe med min morfinafhængighed. Jeg har kastet op, og kastet op og kastet op. Da jeg vågnede kl. 11.45 hørte jeg ordet rugbrød, og straks var jeg klar til at kaste op igen.Så nu har jeg ikke fået morfin siden i går og nu er det vist ved at være ovre. Så håber jeg bare, jeg kan klare mig med noget ikke så stærkt smertestillende.
Det er lykkedes i dag.
Der er ikk blevet skiftet forbindinge i dag. Heller ikke set til foden, så det er med meget bange anelser, jeg afventer åbningen i morgen.
Det er lykkedes i dag.
Der er ikk blevet skiftet forbindinge i dag. Heller ikke set til foden, så det er med meget bange anelser, jeg afventer åbningen i morgen.
fredag den 14. december 2012
En smuk blomst
I dag pakkede de min fod ud. Da de kom ind til det hvide vat, var det den mest beskidte (blodfyldte) forbinding, jeg nogen sinde har set. Aldrig har jeg set noget lignende. Der er en video af det her:
youtube.com/user/SuperIngeLise/videos
Men jeg kom også til at tænke på, det lignede en stor mørkerød bonderose. Og lidt glædeligt ved al det blod er der jo: det er kommet der, fordi der er blevet blodløb ned i benet.
De kan endnu ikke sige, om resten af foden overlever eller ej.
I morgen skal den ydre forbinding af igen for at de kan se, om jeg bløder igennem.
Så er jeg blevet tvunget til at genoptage indtagelsen af Caliumklorid, hvilket tager alle kræfterne fra mig. Så jeg har bestemt, at jeg bliver liggende i sengen indtil jeg slipper af med dem igen. Jeg GIDER ikke kæmpe med at have kræfter nok til at gå de 7 meter fra toilettet til sengen.
Jeg har ikke mere et venflon i armen, det var blevet utæt i går aftes så det tog 2 timer at få antibiotikaen ind. Ind imellem besvimede jeg, fordi det gjorde så ondt. Da det var færdig, var noget af det løbet ud i huden på hånden. Så nu får jeg piller, Heracelin, Igen.
Efter at venflonet var fjernet kl. 24, fik jeg en morfintablet. Så jeg kom til at sove omkring 00.30. Kl. 5.45 skulle jeg på toilet, da havde jeg været vågen 3 gange i løbet af natten da naboen hostede meget ubehgeligt. kl. 6.10 kom jeg så på toilet. kl. 6.15 fik jeg 2 panodil, der så lige skulle virke. kl. 6.30, ca, befandt jeg mig pludselig mift i en hønsegård, at dømme efter lydene på gangen.
Og så begyndte dagens målinger, hvilket jeg dog modsatte mig, indtil jeg havde fået en morfintablet.
Siden har jeg så kastet op 5 gange. Det sker, når jeg skal bevæge mig hurtigt, pludseligt. Så ryger aftensmaden, godt og grundigt. Mon det hjælper på de 5 kilo, jeg har taget på?
youtube.com/user/SuperIngeLise/videos
Men jeg kom også til at tænke på, det lignede en stor mørkerød bonderose. Og lidt glædeligt ved al det blod er der jo: det er kommet der, fordi der er blevet blodløb ned i benet.
De kan endnu ikke sige, om resten af foden overlever eller ej.
I morgen skal den ydre forbinding af igen for at de kan se, om jeg bløder igennem.
Så er jeg blevet tvunget til at genoptage indtagelsen af Caliumklorid, hvilket tager alle kræfterne fra mig. Så jeg har bestemt, at jeg bliver liggende i sengen indtil jeg slipper af med dem igen. Jeg GIDER ikke kæmpe med at have kræfter nok til at gå de 7 meter fra toilettet til sengen.
Jeg har ikke mere et venflon i armen, det var blevet utæt i går aftes så det tog 2 timer at få antibiotikaen ind. Ind imellem besvimede jeg, fordi det gjorde så ondt. Da det var færdig, var noget af det løbet ud i huden på hånden. Så nu får jeg piller, Heracelin, Igen.
Efter at venflonet var fjernet kl. 24, fik jeg en morfintablet. Så jeg kom til at sove omkring 00.30. Kl. 5.45 skulle jeg på toilet, da havde jeg været vågen 3 gange i løbet af natten da naboen hostede meget ubehgeligt. kl. 6.10 kom jeg så på toilet. kl. 6.15 fik jeg 2 panodil, der så lige skulle virke. kl. 6.30, ca, befandt jeg mig pludselig mift i en hønsegård, at dømme efter lydene på gangen.
Og så begyndte dagens målinger, hvilket jeg dog modsatte mig, indtil jeg havde fået en morfintablet.
Siden har jeg så kastet op 5 gange. Det sker, når jeg skal bevæge mig hurtigt, pludseligt. Så ryger aftensmaden, godt og grundigt. Mon det hjælper på de 5 kilo, jeg har taget på?
torsdag den 13. december 2012
Godt og dårligt
Det er en stor glæde, at jeg kun fik skåret 1 tå mere af. Så nu er hele storetåen skåret af "helt op til albuen", og så den næste tå. Jeg har endnu ikke selv seet, hvor det ser ud. Det var meningen, foden skulle have været pakket ud i dag, men da tiden kom, var dagen så fremskreden at det faldt sammen med afløsningen af sygeplejerskerne. Så Frank og jeg blev enige om, det kunne vente til i morgen med at pakke foden ud.
Operationen i tirsdags foregik under rygmarvsbedøcelse, så jeg var fuldt vågen, og kunne følge med i, hvad der var af lyde. Jeg lå derfor og talte, hvor mange gange der blev savet med en sav. Først en gang, det var nok den stump af knoglen af stortåen, der stak ud gennem såret. Anden gang der blev savet var så nok den næste tå, der blev skåret af. Da der blev savet for tredje gang, var jeg meget optaget af, om der så også ville blive savet endnu en gang. Men det blev der ikke. Så med stor spænding afventede jeg den opererende læges forklaring. Og den lød, at der for tiden ikke var noget råddent omkring tå nummer 3 og 4, så det var for øjeblikket ikke nødvendigt at skære nogen af dem af.
Jeg kom på opvågning, og det forløb godt. Men da jeg blev kørt tilbage til stuen, begyndte det værste mareridt, jeg endnu har oplevet. Kl. 17.15 bad jeg om en stærk smertestillende pille, samtidig med at jeg bad om at måtte komme på et bækken. Bækkenet kom, og der lå jeg så i 20 minutter, indtil jeg fik kontakt til en sygeplejerskestuderende. Kl. 18.15, efter blodsukkermåling og uddeling ag mad, fik jeg så endelig den smertestillende pille. Den virkede ikke, for nu var smerterne så voldsomme, at de ikke bare lige ville gå væk. Jeg fik endnu en pille kl. 18,45, uden resultat. Lidt senere fik jeg endnu en pille, men jeg græd og græd bare, det gjorde så forfærdeligt ondt.
Mange tårer blev fældet inden jeg kl. 22.30 blev kørt på anæstesi og fik lagt en dobbelt blodkade på begge sider af højre knæ. Og kl. 23.15 begyndte smerterne at klinge af, og jeg fik sovet rimeligt om natten.
Siden har jeg haft min opmærksomhed henledt på, om smerter er på vej. Ved den mindste antydning af smerter, skynder jeg mig at sluge nogle smertestillende piller.
Hvad gør jeg så, hvis det i morgen ved udpakningen af foden viser sig, at den forfærdelige stank, jeg mener at kunne spore, viser sig at være fra en fortsat forrådnelse af foden?
Operationen i tirsdags foregik under rygmarvsbedøcelse, så jeg var fuldt vågen, og kunne følge med i, hvad der var af lyde. Jeg lå derfor og talte, hvor mange gange der blev savet med en sav. Først en gang, det var nok den stump af knoglen af stortåen, der stak ud gennem såret. Anden gang der blev savet var så nok den næste tå, der blev skåret af. Da der blev savet for tredje gang, var jeg meget optaget af, om der så også ville blive savet endnu en gang. Men det blev der ikke. Så med stor spænding afventede jeg den opererende læges forklaring. Og den lød, at der for tiden ikke var noget råddent omkring tå nummer 3 og 4, så det var for øjeblikket ikke nødvendigt at skære nogen af dem af.
Jeg kom på opvågning, og det forløb godt. Men da jeg blev kørt tilbage til stuen, begyndte det værste mareridt, jeg endnu har oplevet. Kl. 17.15 bad jeg om en stærk smertestillende pille, samtidig med at jeg bad om at måtte komme på et bækken. Bækkenet kom, og der lå jeg så i 20 minutter, indtil jeg fik kontakt til en sygeplejerskestuderende. Kl. 18.15, efter blodsukkermåling og uddeling ag mad, fik jeg så endelig den smertestillende pille. Den virkede ikke, for nu var smerterne så voldsomme, at de ikke bare lige ville gå væk. Jeg fik endnu en pille kl. 18,45, uden resultat. Lidt senere fik jeg endnu en pille, men jeg græd og græd bare, det gjorde så forfærdeligt ondt.
Mange tårer blev fældet inden jeg kl. 22.30 blev kørt på anæstesi og fik lagt en dobbelt blodkade på begge sider af højre knæ. Og kl. 23.15 begyndte smerterne at klinge af, og jeg fik sovet rimeligt om natten.
Siden har jeg haft min opmærksomhed henledt på, om smerter er på vej. Ved den mindste antydning af smerter, skynder jeg mig at sluge nogle smertestillende piller.
Hvad gør jeg så, hvis det i morgen ved udpakningen af foden viser sig, at den forfærdelige stank, jeg mener at kunne spore, viser sig at være fra en fortsat forrådnelse af foden?
tirsdag den 11. december 2012
En forfærdelig stank
Klokken er 10.15 og jeg ved endnu ikke, hvornår jeg skal opereres, men forhåbentlig blir det i dag. En forfærdelig stank er begyndt at sende tråde op til min næse. Råddent, virkelig råddent kød. Hvis det var mit køleskab der lugtede sådan, ville jeg smide det komplet på containerpladsen.
Det gør ondt i små bløde bølger. Ikke virkelig sindsygt ondt, men det måtte for min skyld gerne holde op.
Fra gangen lyden af travle fødder, høj tale. Nu er vi kommet dertil at de børn der lærte at råbe og skrige i daginstitutionerne er nu kommet på arbejdsmarkedet. Og det betyder, at selv det der kunne nøjes med at blive sagt i en stille tone til den, vedkommende kenvender sig til, fordi det egentlig kun interesserer dem, nu blir udtalt i så høj en tone at de er sikre på, at også patienten i den sidste stue på gangen, får det hele med.
Så egentlig er det godt, at jeg ikke er rigtig syg, men bare skal have et eller andet antal tæer skåret af.
I dag skal jeg så for tredje gang, forberede mig på at sige farvel til de tæer, jeg har kendt længe. Jeg har svært ved at se det glædelige i, at det trods alt ikke er hele benet. Flere og flere snakker om specialsko. Men jeg har allerede 150 par specielle sko, jeg har selv udvalgt og købt dem. Hvad skal jeg med flere sko? Og kan jeg så ikke beholde dem på min højre lemlæstede fod, ja så må jeg lime dem fast på foden med kontaktlim.
Jeg er begyndt at spørge sygeplejerskerne hvad de tor, Joakim B. Olsen vil sige, hvis han får at vide, at jeg nu på 3 døgn ligger på sygehuset til en dagspris af 25.000 - 30.000 kr. og er på slankekur? Der er ingen af dem, der er glade for at jeg kunne finde på at henlede hans opmærksomhed på det. At jeg så faster som forberedelse på en operation behøver jeg ikke bringe frem i lyset.
Kl. er nu 11.10 og hende, der skal til før mig, er endnu ikke hentet.
Det gør ondt i små bløde bølger. Ikke virkelig sindsygt ondt, men det måtte for min skyld gerne holde op.
Fra gangen lyden af travle fødder, høj tale. Nu er vi kommet dertil at de børn der lærte at råbe og skrige i daginstitutionerne er nu kommet på arbejdsmarkedet. Og det betyder, at selv det der kunne nøjes med at blive sagt i en stille tone til den, vedkommende kenvender sig til, fordi det egentlig kun interesserer dem, nu blir udtalt i så høj en tone at de er sikre på, at også patienten i den sidste stue på gangen, får det hele med.
Så egentlig er det godt, at jeg ikke er rigtig syg, men bare skal have et eller andet antal tæer skåret af.
I dag skal jeg så for tredje gang, forberede mig på at sige farvel til de tæer, jeg har kendt længe. Jeg har svært ved at se det glædelige i, at det trods alt ikke er hele benet. Flere og flere snakker om specialsko. Men jeg har allerede 150 par specielle sko, jeg har selv udvalgt og købt dem. Hvad skal jeg med flere sko? Og kan jeg så ikke beholde dem på min højre lemlæstede fod, ja så må jeg lime dem fast på foden med kontaktlim.
Jeg er begyndt at spørge sygeplejerskerne hvad de tor, Joakim B. Olsen vil sige, hvis han får at vide, at jeg nu på 3 døgn ligger på sygehuset til en dagspris af 25.000 - 30.000 kr. og er på slankekur? Der er ingen af dem, der er glade for at jeg kunne finde på at henlede hans opmærksomhed på det. At jeg så faster som forberedelse på en operation behøver jeg ikke bringe frem i lyset.
Kl. er nu 11.10 og hende, der skal til før mig, er endnu ikke hentet.
mandag den 10. december 2012
I morgen ryger tå nummer 2, 3, 4 og så måske også nummer 5
Det blev ikke i dag, jeg blev opereret.Jeg havde luret dem lidt, jeg blev ikke vækket før kl. 7.30, og det var knap tid, hvis jeg skulle gøres helt klar til dagens operation. Der blev målt blodsukker, blodtryk, temperatur, om jeg ilter nok og så blev der sat en intravenøs pencelinblanding op. Ingen sukker vand. Og jeg blev ikke vasket, og det bjorde mig lidt skeptisk. Men jeg sagde ikke noget, lod det bare komme som det kom.
Jeg havde problemer med ikke at måtte få noget t drikke, og var lidt bekymret for, hvordan jeg skulle kune komme igennem indtil oprationen.
Kl. 9 fik jeg at vide, at jeg gerne måtte få morgenmad, operationen var aflyst. Men hvor var det dejligt at få noget at drikke.
Op ad dagen kom Frank, foden blev pakket ud, renset og jeg fik at vide, hvad han havde kunne læse sig til. Første tå efter storetåen skal helt sikkert skæres af, og hvis anden tå ser dårlig ud, skal dne også skæres af. Skulle det være sådan, at det har bredt sig til 3. tå, skærer de også den af, og når man skærer den af, skal man af etiske grunde skære den sidste lille tå af også.
Så det kan være at jeg vågner og mangler alle tæerne.
Sygeplejersken skiftede forbinding på tåen, Vad-suget kom væk. Hun mente, jeg skulle kikke væk og ikke se min tå, men det er jo mig, der skal vænne mig til, hvordan det ser ud. Og jeg fik filmet nogle få sekunder, som man senere vil kunne se på youtube.
Anæstasilægen har været her og tale bedøveles. Han ville gerne have lov til at prøve en rygmarvsblokade, selvom de ikke var i stand til at få det lagt på Skejby. Det kunne sagtens være at den ene læge ikke kunne men at den anden læge kunne. Og hvis det ikke virker, har de en helbedøvelse klar. Under alle omstændigheder vil de lægge mig til at sove under operationen.
Jeg skal have taget alle målingerne i morgen tidlig, skal vaskes når dagvagten er mødt, da jeg ikke er den første opertion, så det kan vi sagtens nå.
I dag skulle der også skiftes venflon, da væsken løb ud og gjorde dynen våd. Heldigvis ville sygeplejersken i dag lytte til nig, da jeg fortalte det, og da hun samtidig kunne mærke af elatikhandsken omkring hånden også var våd, hev hun resolut venflonet ud.
Så skulle der jo lægges et nyt. Flere sygeplejersker fik lov at prøve, deriblandt afdelingens haj, (hvide haj?) fik lov. Men det lykkedes ikke. Efter 3 forsøg gav hun op. Så, som sædvanlig, blev jeg kørt på anæstesi-afdelingen, hvor de lynhurtigt fik lagt et. Men jeg havde haft lejlighed til 4 gange at danse min lille (senge)indianerjubeldans. Jeg kan jo ikke gøre for at jeg har tynde fine blodårer, der forsvinder, og dem der er der, er så fyldt med arvæv, at de ikke kan stikkes i.
Sven har æøsten hver dag, han har været her, vasket mig i badet. Det er bare rigtig super vidunderligt, at have såan nogel private minutter med ham. Ikke at vi snakker store emner, men bare det, vi er sammen og ingen kommer og forstyrer med en eller anden prøve eller pille, der skal tages. Det er jeg ham meget taknemmelig for, at han gider.
Ligeledes rydder han op efter mig i badet, vasketøj i kurven, gulvet blir tørret for vand, ja, alt er i orden når vi forlader badet, gjort af ham.
Jeg havde problemer med ikke at måtte få noget t drikke, og var lidt bekymret for, hvordan jeg skulle kune komme igennem indtil oprationen.
Kl. 9 fik jeg at vide, at jeg gerne måtte få morgenmad, operationen var aflyst. Men hvor var det dejligt at få noget at drikke.
Op ad dagen kom Frank, foden blev pakket ud, renset og jeg fik at vide, hvad han havde kunne læse sig til. Første tå efter storetåen skal helt sikkert skæres af, og hvis anden tå ser dårlig ud, skal dne også skæres af. Skulle det være sådan, at det har bredt sig til 3. tå, skærer de også den af, og når man skærer den af, skal man af etiske grunde skære den sidste lille tå af også.
Så det kan være at jeg vågner og mangler alle tæerne.
Sygeplejersken skiftede forbinding på tåen, Vad-suget kom væk. Hun mente, jeg skulle kikke væk og ikke se min tå, men det er jo mig, der skal vænne mig til, hvordan det ser ud. Og jeg fik filmet nogle få sekunder, som man senere vil kunne se på youtube.
Anæstasilægen har været her og tale bedøveles. Han ville gerne have lov til at prøve en rygmarvsblokade, selvom de ikke var i stand til at få det lagt på Skejby. Det kunne sagtens være at den ene læge ikke kunne men at den anden læge kunne. Og hvis det ikke virker, har de en helbedøvelse klar. Under alle omstændigheder vil de lægge mig til at sove under operationen.
Jeg skal have taget alle målingerne i morgen tidlig, skal vaskes når dagvagten er mødt, da jeg ikke er den første opertion, så det kan vi sagtens nå.
I dag skulle der også skiftes venflon, da væsken løb ud og gjorde dynen våd. Heldigvis ville sygeplejersken i dag lytte til nig, da jeg fortalte det, og da hun samtidig kunne mærke af elatikhandsken omkring hånden også var våd, hev hun resolut venflonet ud.
Så skulle der jo lægges et nyt. Flere sygeplejersker fik lov at prøve, deriblandt afdelingens haj, (hvide haj?) fik lov. Men det lykkedes ikke. Efter 3 forsøg gav hun op. Så, som sædvanlig, blev jeg kørt på anæstesi-afdelingen, hvor de lynhurtigt fik lagt et. Men jeg havde haft lejlighed til 4 gange at danse min lille (senge)indianerjubeldans. Jeg kan jo ikke gøre for at jeg har tynde fine blodårer, der forsvinder, og dem der er der, er så fyldt med arvæv, at de ikke kan stikkes i.
Sven har æøsten hver dag, han har været her, vasket mig i badet. Det er bare rigtig super vidunderligt, at have såan nogel private minutter med ham. Ikke at vi snakker store emner, men bare det, vi er sammen og ingen kommer og forstyrer med en eller anden prøve eller pille, der skal tages. Det er jeg ham meget taknemmelig for, at han gider.
Ligeledes rydder han op efter mig i badet, vasketøj i kurven, gulvet blir tørret for vand, ja, alt er i orden når vi forlader badet, gjort af ham.
søndag den 9. december 2012
ingen operation i dag
Jeg sov dårligt i nat Iført muslimkjole og tørklæde. Jeg er nemlig konverteret. Og hvorfor så det? Jo, ifølge Frank kan man kun få afskårne lemme udleveret, hvis man er muslim, og så kan man få det til sin bedemand. Så i tilfælde af, at de vil tage mit ben under knæet, vil jeg have benet med hjem i en plastpose.
Kl. 9 blev jeg overført fra Skejby til Nørrebrogade. Til kirurgisk sengeafsnit.
Her har jeg så ventet fastende indtil jeg lkokken 16 fik at vide, at jeg ikke ville komme under kniven i dag. Så kors hvor jeg jeg så åd, 1 ½ big mac burger. Um, hvor det smagte. Men så blir det jo nok i morgen at jeg skal sige farvel til 1 måske 2 tæer. Min hjerne kan ikke rumme mere. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg hr fået Tradolan, Jeg kan ikke huske hvad den pille hedder, jeg mister kræfterne af. Så da min søster havde hjulpet mig med at finde ud af, at det var centryl med kaliumklorid, skrev jeg det på hånden for ikke at glemme det.
Det medførte en skideballe af sygeplejersken: det der skal af når du er i bad, det kan ikke stå der når du skal opereres.
Det kom af, men jeg måtte SMS navnet til mig selv for senere at kunne få en læge til at tage det af min medicinliste. Herre gud, bare fordi jeg blir så afkræftet, at jeg, hvis jeg ikke tager mig sammen, må kravle på alle 4 fra Toilet til sengen.
Samme sygeplejerske mente at venflonet fra i torsdags ikke duede mere. Om hun måtte lægge et nyt? ja, gerne for min skyld. Om jeg er svær at lægge venflon i? Nej, de andre der har gjort det, er det da lykkedes for i første hug. Det lykkedes dog ikke for hende, hvorefter jeg med lyseblå øjne fortalte, de andre der havde kunnet gør det, var anestatister, og de brugte ultralydskanning til at finde blodårerne.
Min lille indianer-sejrsdans måtte forgå i sengen.
En nyhed var, at de snakker om at jeg skal overflyttes til Nyremedecinsk efter operationen.
Fra klokken 24 faster jeg så igen.
Kl. 9 blev jeg overført fra Skejby til Nørrebrogade. Til kirurgisk sengeafsnit.
Her har jeg så ventet fastende indtil jeg lkokken 16 fik at vide, at jeg ikke ville komme under kniven i dag. Så kors hvor jeg jeg så åd, 1 ½ big mac burger. Um, hvor det smagte. Men så blir det jo nok i morgen at jeg skal sige farvel til 1 måske 2 tæer. Min hjerne kan ikke rumme mere. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg hr fået Tradolan, Jeg kan ikke huske hvad den pille hedder, jeg mister kræfterne af. Så da min søster havde hjulpet mig med at finde ud af, at det var centryl med kaliumklorid, skrev jeg det på hånden for ikke at glemme det.
Det medførte en skideballe af sygeplejersken: det der skal af når du er i bad, det kan ikke stå der når du skal opereres.
Det kom af, men jeg måtte SMS navnet til mig selv for senere at kunne få en læge til at tage det af min medicinliste. Herre gud, bare fordi jeg blir så afkræftet, at jeg, hvis jeg ikke tager mig sammen, må kravle på alle 4 fra Toilet til sengen.
Samme sygeplejerske mente at venflonet fra i torsdags ikke duede mere. Om hun måtte lægge et nyt? ja, gerne for min skyld. Om jeg er svær at lægge venflon i? Nej, de andre der har gjort det, er det da lykkedes for i første hug. Det lykkedes dog ikke for hende, hvorefter jeg med lyseblå øjne fortalte, de andre der havde kunnet gør det, var anestatister, og de brugte ultralydskanning til at finde blodårerne.
Min lille indianer-sejrsdans måtte forgå i sengen.
En nyhed var, at de snakker om at jeg skal overflyttes til Nyremedecinsk efter operationen.
Fra klokken 24 faster jeg så igen.
lørdag den 8. december 2012
Jeg rådner stadig
Jo, der var flere nyheder til mig i dag. En læge fra ortopædisk klinik var her på Skejby for at fortælle mig, at der er råddent hud, kød, sener og blodårer omkring tå 2 og muligvis også tå 3, så jeg ikke skal blive forbavset, når operationen er overstået, hvis jeg ikke mere har tå 3.
Det er ikke kun selve tæerne, de tager men også hele eller dele af knogle 3 oppe på foden.
Svarende til at man skærer hånden af midt på hånden og ikke kun fingrene.
Kunne det have været gået anderledes. Tja, hvis man havde lyttet til, at jeg klagede over, jeg ikke havde kraft nok i benene til at kunne gå langt, over 100 meter, uden smerter, og så havde undersøgt blodomløbet i benet, kunne man have nøjes med at tage storetåen.
Det er ikke kun selve tæerne, de tager men også hele eller dele af knogle 3 oppe på foden.
Svarende til at man skærer hånden af midt på hånden og ikke kun fingrene.
Kunne det have været gået anderledes. Tja, hvis man havde lyttet til, at jeg klagede over, jeg ikke havde kraft nok i benene til at kunne gå langt, over 100 meter, uden smerter, og så havde undersøgt blodomløbet i benet, kunne man have nøjes med at tage storetåen.
Tå nummer 2
Selvom det er formiddag, kommer der forhåbentlig ikke flere "nyheder" i dnag.
Man har skiftet plasteret, der går fra anklen til lysken. Så kan man se, om der siver mere ud af operationssåret.
Alt ser indtil nu godt ud. Og det betyder, at der kommer blod ned i foden, så såret kan hele.
Og så har de også renset det rådne kød væk på storetåen, og ligeledes det der var ved tå 2, hvor jeg har knoglerne endnu. I morgen skal jeg overføres fastende til Nørrebrogade, hvor de skal operere hvad der skal opereres.
Der er 95 % chance for, de skal skære tå 2 af også.
Man har skiftet plasteret, der går fra anklen til lysken. Så kan man se, om der siver mere ud af operationssåret.
Alt ser indtil nu godt ud. Og det betyder, at der kommer blod ned i foden, så såret kan hele.
Og så har de også renset det rådne kød væk på storetåen, og ligeledes det der var ved tå 2, hvor jeg har knoglerne endnu. I morgen skal jeg overføres fastende til Nørrebrogade, hvor de skal operere hvad der skal opereres.
Der er 95 % chance for, de skal skære tå 2 af også.
fredag den 7. december 2012
Måske virker venen som blodåre
I går blev jeg vækket kl 6, ja, jeg havde ikke sovet så godt om natten, men det var tidligt alligevel.
Så i bad, fik taget blodsukker, blodtryk, målt temperatur og om jeg ilter nok. Klædt på i operationstøj.
Og så vente på at blive kørt på operationsstuen kl. 8.10, heldigvis var jeg først for, så skulle jeg ikke faste så længe.
En bedøvelse skulle lægges, en venflon kom til i højre hånd, og så skulle der laves en epiralbedøvelse: ind ved rygmarven. At stikke ind gik godt nok, mne der kom ingen væske ud, spm skulle vise, den lå rigtig, så han prøvede igen, men heller ikke denne gang kom der væske. Det gør fandens ondt at blive stukketi, skulle jeg lige hilsen og sige.
Hurtigt blev der gjort forberedelse til fuld narkose. Så da jeg vågnede igen, var det med et plaster fra anklen til op i lysken. Og der er puls i knøet, hvilket der ikke var før.
Det har gjort ondt ved knæet og i lysken, men det skal nok gå over. Fra kl. 22 i går aftes til kl. 15.30 i dag behøvede jeg ikke stærke smertepiller. Den plejer ellers kun at virke i 8 timer.
I dag måtte jeg igen have 2 poser blod, ligesom i sidste uge. Mit blod forsvinder, guderne må vide hvorhen. I sidste uge vågnede jeg om natten ved, at jeg blev mere og mere våd på ryggen, og til sidst føltes det underligt glat på fingrene. Så havde jeg, mens jeg sov, revet ventilerne ud af venflonnet og derefter pumpet blod ud på gulvet. Da der ikke blev vasket gulv de før søndag, kunne Sven se pletten på gulvet med hans kones blod, som de havde prøvet at tørre op.
På et tidspunkt under skiftning af sengetøj og mit tøj lå jeg helt nøgen, med blot et lille håndklæde over mig. Jeg kom til at grine, idet jeg forestillede mig, at det er fremtiden indenfor sygehusene.
Da jeg fortalte min søn det, sagde han: jamen mor, du havde jo heller ikke betalt for den store pakke, der giver ret til et badehåndklæde.
Dagen i dag har gået med smerter, med at sove, døse og alle målingerne.
Så i bad, fik taget blodsukker, blodtryk, målt temperatur og om jeg ilter nok. Klædt på i operationstøj.
Og så vente på at blive kørt på operationsstuen kl. 8.10, heldigvis var jeg først for, så skulle jeg ikke faste så længe.
En bedøvelse skulle lægges, en venflon kom til i højre hånd, og så skulle der laves en epiralbedøvelse: ind ved rygmarven. At stikke ind gik godt nok, mne der kom ingen væske ud, spm skulle vise, den lå rigtig, så han prøvede igen, men heller ikke denne gang kom der væske. Det gør fandens ondt at blive stukketi, skulle jeg lige hilsen og sige.
Hurtigt blev der gjort forberedelse til fuld narkose. Så da jeg vågnede igen, var det med et plaster fra anklen til op i lysken. Og der er puls i knøet, hvilket der ikke var før.
Det har gjort ondt ved knæet og i lysken, men det skal nok gå over. Fra kl. 22 i går aftes til kl. 15.30 i dag behøvede jeg ikke stærke smertepiller. Den plejer ellers kun at virke i 8 timer.
I dag måtte jeg igen have 2 poser blod, ligesom i sidste uge. Mit blod forsvinder, guderne må vide hvorhen. I sidste uge vågnede jeg om natten ved, at jeg blev mere og mere våd på ryggen, og til sidst føltes det underligt glat på fingrene. Så havde jeg, mens jeg sov, revet ventilerne ud af venflonnet og derefter pumpet blod ud på gulvet. Da der ikke blev vasket gulv de før søndag, kunne Sven se pletten på gulvet med hans kones blod, som de havde prøvet at tørre op.
På et tidspunkt under skiftning af sengetøj og mit tøj lå jeg helt nøgen, med blot et lille håndklæde over mig. Jeg kom til at grine, idet jeg forestillede mig, at det er fremtiden indenfor sygehusene.
Da jeg fortalte min søn det, sagde han: jamen mor, du havde jo heller ikke betalt for den store pakke, der giver ret til et badehåndklæde.
Dagen i dag har gået med smerter, med at sove, døse og alle målingerne.
onsdag den 5. december 2012
Ikke kun underbenet men hele benet
Dagens store overraskelse er, at det ikke kun er i højre underben at jeg skal have lavet en vene om til en blodåre, men at det er helt fra lysken og så langt ned mod anklen, man kan operere.
Ellers er dagen gået med overflytning fra Nørrebrogade til Skejby sygehus. Ambulancefolkene kunne ventes fra kl. 8.30, så det var med at få pakket de sidste ting, få taget alle værdierne, hvilket vil sige, måle temperatur, måle blodsukker, måle blodtryk og om der er ilt nok i blodet. Desuden skulle der tages en masse blodprøver, og det er efterhånden et problem, jeg er blevet stukket ret mange gange i armbøjningerne, i går ikke mindre end 5 gange om eftermiddagen.
Desuden skulle jeg gerne have morgenmad, inden jeg blev overført. Ret hektisk, så det endte da også med jeg kastede op af stress.
Jeg kom til Skejby kl. 9.50.På grund af køreturen og stresset startede jeg med at kaste op, da jeg havde fået min seng. Og nu begyndte indlæggelsen. Måling af blodtryk, måling af blodsukker, måling af temperatur, lytning af hjerte og lunger, få taget en Ekg. Derefter fortælling af hvad der skal ske i morgen. Efterfølgende udspøring af alt i mit liv. Senere kom en sygeplejerske og optog rapport, om mit liv og sygdomme.
Der kom besøg af Ingeborg, hende der skal operere mig i morgen. Det var hende, der fortalte hvor meget det skulle udskiftes. Der er ingen blodforsyning i mit højre knæ, i hverfald ikke ret meget.
Narkoselægen kikkede forbi, ligeledes en læge fra nyreafdelingen, da det er dem, der holder øje med blodtrykket, som i de sidste dage er steget, så det ligger omkring 210.
Det høje blodtryk fik jeg en ny pille imod i går, og endnu en ny pille i dag.
Til aften fik jeg en sprøjte med 5.000 anti-Xa IE, et middel for at undgå blodpropper under operationen.
Blodtrykket blev målt sent på dagen, igen, men det var ikke faldet. Til gengæld er mit blod nu så tyndt, at det varer 10 minutter at stoppe blødningen efter en blodsukkermåling.
Aftensmaden var lækker, men jeg kunne næsten ikke spise noget. Til gengæld er jeg ved at kvæle vand liter nummer 2. For at skylle kontrastvæsken ud af nyrerne.
Så har jeg været i bad, men denne gang med en special sæbe. I morgen blir jeg vækket kl. 6, skal i bad igen og så bare vente på at skulle opereres. Jeg fik fortalt, at de bruger en bedøvelse i rygmarven. Om jeg vil have noget at sove på, skal jeg først beslutte i morgen. Operationen var 3 - 4 timer.
Mens jeg er bedøvet, skal forbindingen skiftes på min fod, hvilket vil betyde at jeg ikke kan filme hvordan den se ud lige nu. Vacumsuget, som jeg har haft på siden fredag, begyndte i går kl. 14 at trække væske ud af foden. Ikke ret meget men alligevel.
De sidste par dage har mit blodsukker ikke været til at styre. Det der før lå pænt under 10, sniger sig nu op til 13. Uden at jeg spiser noget sukkerfyldt.
Ellers er dagen gået med overflytning fra Nørrebrogade til Skejby sygehus. Ambulancefolkene kunne ventes fra kl. 8.30, så det var med at få pakket de sidste ting, få taget alle værdierne, hvilket vil sige, måle temperatur, måle blodsukker, måle blodtryk og om der er ilt nok i blodet. Desuden skulle der tages en masse blodprøver, og det er efterhånden et problem, jeg er blevet stukket ret mange gange i armbøjningerne, i går ikke mindre end 5 gange om eftermiddagen.
Desuden skulle jeg gerne have morgenmad, inden jeg blev overført. Ret hektisk, så det endte da også med jeg kastede op af stress.
Jeg kom til Skejby kl. 9.50.På grund af køreturen og stresset startede jeg med at kaste op, da jeg havde fået min seng. Og nu begyndte indlæggelsen. Måling af blodtryk, måling af blodsukker, måling af temperatur, lytning af hjerte og lunger, få taget en Ekg. Derefter fortælling af hvad der skal ske i morgen. Efterfølgende udspøring af alt i mit liv. Senere kom en sygeplejerske og optog rapport, om mit liv og sygdomme.
Der kom besøg af Ingeborg, hende der skal operere mig i morgen. Det var hende, der fortalte hvor meget det skulle udskiftes. Der er ingen blodforsyning i mit højre knæ, i hverfald ikke ret meget.
Narkoselægen kikkede forbi, ligeledes en læge fra nyreafdelingen, da det er dem, der holder øje med blodtrykket, som i de sidste dage er steget, så det ligger omkring 210.
Det høje blodtryk fik jeg en ny pille imod i går, og endnu en ny pille i dag.
Til aften fik jeg en sprøjte med 5.000 anti-Xa IE, et middel for at undgå blodpropper under operationen.
Blodtrykket blev målt sent på dagen, igen, men det var ikke faldet. Til gengæld er mit blod nu så tyndt, at det varer 10 minutter at stoppe blødningen efter en blodsukkermåling.
Aftensmaden var lækker, men jeg kunne næsten ikke spise noget. Til gengæld er jeg ved at kvæle vand liter nummer 2. For at skylle kontrastvæsken ud af nyrerne.
Så har jeg været i bad, men denne gang med en special sæbe. I morgen blir jeg vækket kl. 6, skal i bad igen og så bare vente på at skulle opereres. Jeg fik fortalt, at de bruger en bedøvelse i rygmarven. Om jeg vil have noget at sove på, skal jeg først beslutte i morgen. Operationen var 3 - 4 timer.
Mens jeg er bedøvet, skal forbindingen skiftes på min fod, hvilket vil betyde at jeg ikke kan filme hvordan den se ud lige nu. Vacumsuget, som jeg har haft på siden fredag, begyndte i går kl. 14 at trække væske ud af foden. Ikke ret meget men alligevel.
De sidste par dage har mit blodsukker ikke været til at styre. Det der før lå pænt under 10, sniger sig nu op til 13. Uden at jeg spiser noget sukkerfyldt.
tirsdag den 4. december 2012
Adresser på nettet med film om min fod
Her på dette link er der henvisning til film om min fod:
youtube.com/user/SuperIngeLise/videos?view=0
youtube.com/user/SuperIngeLise/videos?view=0
En overraskende vending
I dag skulle jeg efter planen til karkirurgerne på Skejby. I går fik jeg målt blodtrykket på tå nummer 2 på højre fod, resultatet fik jeg først i dag, men det er jo heller ikke nødvendigt, at jeg kender det, herregud, det er jo kun min fod.
Da jeg fik foretaget samme måling den 3. oktober i år var tallet 73, hvilket var rigtig flot. I går var tallet faldet til 30. Et fald på 43 i løbet af 2 måneder. Chokerende. Så jeg besluttede mig for at sige ja tak til en røntgen-undersøgelse af benet, om der var blodårer der var blokerede. Også selvom kontrastfarven, der skulle ind i årene for at man kunne se noget, kunne risikere at ødelægge mine utætte nyrer, så jeg ville blive afhængig af dialyse. Men hvis jeg ikke fik foretaget undersøgelsen kunne man jo ikke vide, hvorfor blodtrykket var blevet så dårligt.
CT-scanningen viste at jeg har ikke mindre end 3 blodårer, der er lukkede.
Bagefter blev jeg ultralydundersøgt, om der var en vene i benet de kunne bruge til en by-pass. Og det var der heldigvis. Så torsdag skal jeg have en by-pass i højre underben.
Så nu krydser jeg bare fingre for at det hjælper.
Da jeg fik foretaget samme måling den 3. oktober i år var tallet 73, hvilket var rigtig flot. I går var tallet faldet til 30. Et fald på 43 i løbet af 2 måneder. Chokerende. Så jeg besluttede mig for at sige ja tak til en røntgen-undersøgelse af benet, om der var blodårer der var blokerede. Også selvom kontrastfarven, der skulle ind i årene for at man kunne se noget, kunne risikere at ødelægge mine utætte nyrer, så jeg ville blive afhængig af dialyse. Men hvis jeg ikke fik foretaget undersøgelsen kunne man jo ikke vide, hvorfor blodtrykket var blevet så dårligt.
CT-scanningen viste at jeg har ikke mindre end 3 blodårer, der er lukkede.
Bagefter blev jeg ultralydundersøgt, om der var en vene i benet de kunne bruge til en by-pass. Og det var der heldigvis. Så torsdag skal jeg have en by-pass i højre underben.
Så nu krydser jeg bare fingre for at det hjælper.
mandag den 3. december 2012
Nu er hele storetåen på højre fod væk, og det slutter ikke der
Jeg fik skåret 1 ½ led af storetåen af den 13. november. Så blev jeg udskrevet fredag den 16. november. Om mandagen tog vi på diabetes-fod da det var blødt igennem, her fik vi forbindingen skiftet.
Vi mødte atter op den 21. november, om onsdagen, da operationslægen var til stede og kunne kikke på tåen. Det så ikke godt ud, men jeg fik ny forbinding på.
Vi skulle selv skifte det om fredagen og komme på fod igen om mandagen. Torsdag den 22. havde jeg så ondt i foden, at jeg rev forbindingen af. Det så slet ikke godt ud. Så vi styrtede af sted til skadestuen, uden forbinding lagt men kun med et let stykke stof over. På ortopædisk fortalte man os, at det var et godt tegn at det blødte, det rensede, og i øvrigt så det godt ud. Så jeg fik lagt en ny forbinding, ikke så stramt, da man regnede med at smerterne, der havde været væk i den tid, jeg ikke havde forbinding på, stammede fra en for stram forbinding.
Lørdag den 24. var det blødt igennem igen, men det tog vi roligt og gjorde ikke noget ved det. Søndag den 25. var det blevet lidt værre, men igen, vi gjorde ikke noget, vi havde jo også en aftale på fod om mandagen.
På fod var de slet ikke begejstrede for synet af såret. Jeg blev indlagt for at man kunne give antibiotika. Det fik jeg en portion af kl. 14. Kort efter kom en operationslæge og sagde, at man ikke kunne helbrede det med antibiotika, man ville være nødt til at skære.
Så om natten mellem den 26. og 27. november skar man resten af knogle 2 og vist nok hele knogle 3 af sammen med en del hud. Jeg kunne ikke, som ved første operation, nøjes med delvis bedøvelse, men måtte lægges i fuld narkose. Aftalen med operationslægen var, at hvis det så helt håbløst ud, med under 5 % chance for at lykkes måtte han skære af over anklen.
Da jeg vågnede, kunne jeg se det hvide bind omkring anklen og først derefter så jeg, at jeg havde min fod endnu. Så jeg lå og sang Sør4en Banjomus på opvågningsstuen.
Fredag den 30. november pakkede man foden ud, og den var fortsat med at rådne. For at prøve t hjælpe til heling har man sat en vac-maskine på tåen. Den danner undertryk som skal få bunden af såret til at komme udad. Der kommer ikke noget betændelse eller andet i slangen, og det er jo meget godt. Men foden rådner lystigt videre, og så i dag efter at man har skiftet forbindingen i forbindelsen med vac-en.
Vi mødte atter op den 21. november, om onsdagen, da operationslægen var til stede og kunne kikke på tåen. Det så ikke godt ud, men jeg fik ny forbinding på.
Vi skulle selv skifte det om fredagen og komme på fod igen om mandagen. Torsdag den 22. havde jeg så ondt i foden, at jeg rev forbindingen af. Det så slet ikke godt ud. Så vi styrtede af sted til skadestuen, uden forbinding lagt men kun med et let stykke stof over. På ortopædisk fortalte man os, at det var et godt tegn at det blødte, det rensede, og i øvrigt så det godt ud. Så jeg fik lagt en ny forbinding, ikke så stramt, da man regnede med at smerterne, der havde været væk i den tid, jeg ikke havde forbinding på, stammede fra en for stram forbinding.
Lørdag den 24. var det blødt igennem igen, men det tog vi roligt og gjorde ikke noget ved det. Søndag den 25. var det blevet lidt værre, men igen, vi gjorde ikke noget, vi havde jo også en aftale på fod om mandagen.
På fod var de slet ikke begejstrede for synet af såret. Jeg blev indlagt for at man kunne give antibiotika. Det fik jeg en portion af kl. 14. Kort efter kom en operationslæge og sagde, at man ikke kunne helbrede det med antibiotika, man ville være nødt til at skære.
Så om natten mellem den 26. og 27. november skar man resten af knogle 2 og vist nok hele knogle 3 af sammen med en del hud. Jeg kunne ikke, som ved første operation, nøjes med delvis bedøvelse, men måtte lægges i fuld narkose. Aftalen med operationslægen var, at hvis det så helt håbløst ud, med under 5 % chance for at lykkes måtte han skære af over anklen.
Da jeg vågnede, kunne jeg se det hvide bind omkring anklen og først derefter så jeg, at jeg havde min fod endnu. Så jeg lå og sang Sør4en Banjomus på opvågningsstuen.
Fredag den 30. november pakkede man foden ud, og den var fortsat med at rådne. For at prøve t hjælpe til heling har man sat en vac-maskine på tåen. Den danner undertryk som skal få bunden af såret til at komme udad. Der kommer ikke noget betændelse eller andet i slangen, og det er jo meget godt. Men foden rådner lystigt videre, og så i dag efter at man har skiftet forbindingen i forbindelsen med vac-en.
lørdag den 17. november 2012
1. dag på hospitalet, nu billeder af tåen op til operationen.
Nu vil jeg kikke tilbage på tiden på hospitalet og bagefter lidt om dagen i dag.
Tåen som den så ud den 7. november.
Stadigvæk, jeg troede, det kun var et spørgsmål om at hele huden. Jeg havde ikke forestillet mig, at der kunne gå infektion i knoglen.
Vi ankom til hospitalet kl. 9.40. og det var jo i god tid, aftalen var kl. 10. kl. 10.10 fik vi anvist den stue, jeg skulle ligge på, og efter et stykke tid kom Maja og redte sengen.
Jeg fik frokost, dejlig mad der smagte godt. Over middag sad jeg i stolen og strikkede mens min mand lå på sengen. En overlæge kom ind, kikkede i de 2 senge, kikkede i sine papirer og gik igen. Vi var enige om, han ledte efter en patient. Lidt senere kom han ind igen og spurgte efter mig ved navns nævenlse. Jeg svarede selvfølgelig, hvorefter han kikkede forbavset på min mand og sagde: hvorfor ligger der så en mand i sengen. Min mand var godt nok fuldt påklædt, men det var jeg nu også.
Men vi fik byttet plads, og lægen fik lov til at se min tå, efter jeg selv havde taget forbindingen af. Her på dette tidspunkt fik jeg/vi at vide, at han kun ville skære 1 ½ knogle af. Jeg havde hjemmefra fundet ud af, hvad de forskellige knogler hedder, så jeg var sikker på, vi snakkede om de samme knogler.
Fra at have fået at vide, de muligvis ville tage foden over anklen til nu af operationsoverlægen at få at vide, de "kun" ville tage 1 ½ knogle, det var næsten ved at vælte mig omkuld.
Et af de sidste billeder af den tå jeg har kendt i 56 år.
Jeg lovede, at vi selv ville forbinde dne igen, der var jo ingen grund til at inficerede den yderligere selvom den skulle skæres af, men detmåtte vi ikke, når jeg var på sygehuset skulle en sygeplejerske gøre det. Vi ventede på, at hun skulle komme, men efter ½ times entetid luskede vi os til at lægge gaze med honning på og forbinde tåen.
Udenpå kunne mna ikke se, at der var infektion i knoglen. Og da det heller ikke gjorde ondt, var det svært at forstå, hvor alvorligt det var.
Der blev mindre og mindre betændelses. Billedet er fra den 10. november Og nederst det sidste billede af min fod, jeg fik taget.
Jeg havde selv mine piller og insulin med på hospitalet for ikke at få noget, jeg ikke kunne tåle. Den ordning holdt da også til og med tirsdag, så begyndte de at komme med piller, som jeg dog afviste.
Jeg frabad mig at de kom og målte blodsukker kl 3 om morgenen, så jeg fik lov at sove til kl. 5 inden de kom.
Tirsdag skulle jeg jo være fastende p.g.a. operationen. Det kan jeg sagtens holde til, når jeg er hjemme. Så kan jeg vente til kl 15 med at få mad. Men her på hospitalet, hvor man bliver kostet rundt, var det svært at undvære morgenmad, så det endte med, jeg gik kold efter badet.
Lidt før middag blev jeg så kørt på anæstesi-afdelingen for at få lagt bedøvelse. Et smertefuldt indstik under knæet og et i overlåret. Ret hurtigt blev jeg ude af stand til at mærke smerter, kun berøring kunne jeg mærke. Efter en tur på toilettet, hvilket er svært med et bedøvet ben, gik det ind på operationsstuen.
Tåen som den så ud den 7. november.
Stadigvæk, jeg troede, det kun var et spørgsmål om at hele huden. Jeg havde ikke forestillet mig, at der kunne gå infektion i knoglen.
Vi ankom til hospitalet kl. 9.40. og det var jo i god tid, aftalen var kl. 10. kl. 10.10 fik vi anvist den stue, jeg skulle ligge på, og efter et stykke tid kom Maja og redte sengen.
Jeg fik frokost, dejlig mad der smagte godt. Over middag sad jeg i stolen og strikkede mens min mand lå på sengen. En overlæge kom ind, kikkede i de 2 senge, kikkede i sine papirer og gik igen. Vi var enige om, han ledte efter en patient. Lidt senere kom han ind igen og spurgte efter mig ved navns nævenlse. Jeg svarede selvfølgelig, hvorefter han kikkede forbavset på min mand og sagde: hvorfor ligger der så en mand i sengen. Min mand var godt nok fuldt påklædt, men det var jeg nu også.
Men vi fik byttet plads, og lægen fik lov til at se min tå, efter jeg selv havde taget forbindingen af. Her på dette tidspunkt fik jeg/vi at vide, at han kun ville skære 1 ½ knogle af. Jeg havde hjemmefra fundet ud af, hvad de forskellige knogler hedder, så jeg var sikker på, vi snakkede om de samme knogler.
Fra at have fået at vide, de muligvis ville tage foden over anklen til nu af operationsoverlægen at få at vide, de "kun" ville tage 1 ½ knogle, det var næsten ved at vælte mig omkuld.
Et af de sidste billeder af den tå jeg har kendt i 56 år.
Jeg lovede, at vi selv ville forbinde dne igen, der var jo ingen grund til at inficerede den yderligere selvom den skulle skæres af, men detmåtte vi ikke, når jeg var på sygehuset skulle en sygeplejerske gøre det. Vi ventede på, at hun skulle komme, men efter ½ times entetid luskede vi os til at lægge gaze med honning på og forbinde tåen.
Udenpå kunne mna ikke se, at der var infektion i knoglen. Og da det heller ikke gjorde ondt, var det svært at forstå, hvor alvorligt det var.
Der blev mindre og mindre betændelses. Billedet er fra den 10. november Og nederst det sidste billede af min fod, jeg fik taget.
Jeg havde selv mine piller og insulin med på hospitalet for ikke at få noget, jeg ikke kunne tåle. Den ordning holdt da også til og med tirsdag, så begyndte de at komme med piller, som jeg dog afviste.
Jeg frabad mig at de kom og målte blodsukker kl 3 om morgenen, så jeg fik lov at sove til kl. 5 inden de kom.
Tirsdag skulle jeg jo være fastende p.g.a. operationen. Det kan jeg sagtens holde til, når jeg er hjemme. Så kan jeg vente til kl 15 med at få mad. Men her på hospitalet, hvor man bliver kostet rundt, var det svært at undvære morgenmad, så det endte med, jeg gik kold efter badet.
Lidt før middag blev jeg så kørt på anæstesi-afdelingen for at få lagt bedøvelse. Et smertefuldt indstik under knæet og et i overlåret. Ret hurtigt blev jeg ude af stand til at mærke smerter, kun berøring kunne jeg mærke. Efter en tur på toilettet, hvilket er svært med et bedøvet ben, gik det ind på operationsstuen.
Så lidt nekrose var der tilbage til sidst, den 11. november. I løbet af få dage med honning og indtagelse af diverse naturpræparater gik det voldsomt tilbage med såret.
Jeg blev gjort klar. Det var svært at følge med i, hvad de lavede, da jeg ikke vidste noget om hvordan man skulle gøres klar. Da alt var klart til operationen, spurgte de mig, som de sagde, ikke fordi de ikke vidste hvad der skulle laves, men bare for at høre om jeg også vidste det. Jeg svarede at jeg gerne ville have foretaget en næseformindskelse. Det lo de meget af. Men lynhurtigt fortalte jeg, hvad min opfattelse var af, hvad der skulle foregå.
Det værst øjeblik var da saven skar igennem knoglen; nu vidste jeg, at det var definitivt forbi med at have den tå.
Jeg fik lagt forbinding og blev kørt på afdelingen. Nu kunne jeg endelig få noget at spise, og der var ingen ende på min sult. Et trekantet stykke grovfranskbrød med pålæg, risalamande, som in mand kom med, en pære, og da klokken efterhånden var blev 16.00 var der heldigvis kun 1 time til aftensmad.
I dag, lørdag er jeg så hjemme. Jeg har haft flere smerter i tåen siden den blev skåret af end jeg havde mens jeg havde den. Jeg er noget forskrækket over at støtte på foden, selvom jeg godt må gå så meget rundt, som man gør allerhøjest nødvendigt i sit hjem. Når jeg ser videoen af skiftningen af forbindingen, blir jeg helt chokeret. Er det virkelig min fod, der skal se sådan ud i fremtiden?
Der skal ikke røres ved forbindingen før om 14 dage, så skulle såret være helet. Indtil da hedder det: bukser med vidde bukseben, humpe rundt og ellers forsøge at skåne foden mest muligt.
søndag den 11. november 2012
I morgen skal min tå skæres af
Klokken 10 skal jeg indlægges og så skal der tages stilling til, hvornår tåen skal skæres af.
Hvad hjælper det, man går tidligt til læge, hvis lægen er ukompetent?
Jeg var til læge Jørgen Schou, Tilst, med hullet i min tå i midten af august. På det tidspunkt kunne man sikkert have gjort noget ved infektionen, så den kunne stoppes, og jeg ikke ville miste min tå.
Ifælge flere hjemmesider skal man tage en prøve, gå i gang med antibiotika-behandlingen straks, og så rette ind med den rigtige antibiotika, når man har fundet ud af, hvad det er for en bakterie.
Der er aldrig taget en prøve af indholdet i min tå.
Sidst i september gik jeg igen til læge. Denne gang havde Jørgen ferie, så det blev en anden læge i det nærliggende lægehus. Han vidste, at der var noget der hed diabetisk-fod, hvor de tager sig afhuller i fødder hos folk med diabetes.
De rensede hullet, lagde en eller anden creme i hullet og lagde forbinding. Så skulle jegkomme igen ugen efter den 3. oktober. Atter kikkede de på hullet, rensede det godt og forbandt det. Næste indkaldelse hos dem var 2 uger senere. Den 3. fik jeg taget røntgenfoto af tåen. De billeder var der ikke kikket på da jeg kom igen.
Ved det møde var de ikke tilfredse med helingen så jeg blev henvist til karkirurgisk ambulatorium. Det tog 14 dage inden jeg kom til der. Og så var det den forkerte afdeling, de kunne ikke gøre noget for min fod. Derfor blev jeg henvist til en anden afdeling. Den blev jeg indkaldt til at møde den 6. november.
Jeg ringede til diabetes-fod og til alt held kune jeg komme på afdelingen dagen efter. der ville den læge, der skulle tage stilling til, hvad der skulle gøres for foden, være til stede der.
Hans korte besked, efter at have kikket på billederne fra den 3. oktober var, den skal skæres af.
Jeg har i dag på det blå marked i Låsby set flere mennesker i kørestol. Den ene dame manglede begge ben. Selvfølgelig kan man leve uden tæer, fødder, ben. Men kan jeg psykisk klare det?
I går aftes surfede jeg rundt på nettet og fandt youtube-film omkring at have fået en tå skåret af. Forfærdelig skræmmende billeder, rigtig ubehagelige at se. Gad vide om man også i dag skamferer fødderne sådan?
Her er adressen på de sider, jeg har kikket på, bl.a.
http://www.apoteket.dk/Sygdomsleksikon/SygdommeEgenproduktion/Knoglebetaendelse%20Osteomyelitis.aspx
http://www.sundhedsguiden.dk/da/temaer/alle-temaer/boernesygdomme/muskler-skelet-og-led/knoglebetaendelse-%28osteomyelitis%29-/
http://www.youtube.com/watch?v=kWAwTsOmSug&feature=channel&list=UL
http://www.youtube.com/watch?v=AId9yly5plQ&feature=channel&list=UL
lørdag den 10. november 2012
Hvis du ikke lader din fod skære af, vil vi ikke give dig antibiotika
Endnu en nat uden smerter, overhovedet.Rart hvis jeg kan sove igennem. Det kunne jeg ikke, vågnede og tænkte på alle de udsagn, der var givet mig i går.
Så nu skal jeg indlægges på mandag, og så må jeg se, hvad der så sker. Det er en underlig fornemmelse at se på tåen, der ser helt normal ud, og så vide, jeg vil miste den.
Da jeg var på diabetes-fod-ambulatoriet sidste onsdag, det vil sige for 10 dage siden, var det en kedelig oplevelse. Læge, eller var hun kun reservelæge, og sygeplejeske forsøgte at presse mig til at blive indlagt samme dag. Som lægen/reservelægen gjorde klart for mig, ville de først operere, når mit langtidsblodsukker var under 15. Det forsøgte jeg at overbevise dem om, at det var, og det derfor ikke var nødvendigt at blive indlagt for at få det under kontrol. Når jeg har målt det, morgen, middag eller aften, har det været 4,5 eller 6,5 eller en sjælden gang 12,5. Men der skal selvfølgelig meget til at sænke det fra f.eks. 20 til 15. Da jeg var indlagt sidst i september med vand i venstre lunge, små 1,075 liter, var langtidsblodsukkeret, og så kaldet sladdermålingen som er et gennemsnit igennem de sidste 8 uger, 11,5. Siden da har jeg taget min insulin efter foreskriften. Men kvinden ville ikke godtage at jeg var fuldt i stand til at tage mit insulin. Det havde vi en større diskussion om. Det endte med, at jeg fik lagt den pæne pige fra flinkeskolen fra mig og fik reptil-hjernen på banen og fortalte at jeg målte blodsukker før og 1 time og 2 timer efter maden, alle 3 gange jeg spiste om dagen. Der kom vist også et par bandeord.
Til slut tog jeg min taske og hoppede ned fra stolen.
Da der igen skulle tages et røntgenbillede, blev jeg kørt i kørestol fra den ene bygning til den anden og tilbage igen, da jeg ikke måtte lægge vægt på min højre fod, af angst for at sprede infektionen i benet. Lige så snart jeg havde fået taget blodprøven, hoppede jeg ud af stolen og gik nu på begge fødder derfra. Jeg har, trods det at jeg de sidste 5 - 6 uger ikke har måttet gå på benet, lært at flyve.
Jeg forsøgte tirsdag at bestille flere pencillin piller hos min huslæges sekretær, det lykkedes ikke, så vi kørte forgæves til apoteket.
Da jeg ringede til hende onsdag, fik jeg at vide, at hun havde haft kontaktet diabetes-fod og forhørt sig om, hvad der skete. Hun bad mig kontakte afdelingen, da de gerne ville tale med mig om min fod. Og så havde hun sendt recepten til apoteket, så jeg ville kunne hente den samme dag. Det betød så heldigvis kun 1 døgn uden pencillin.
Onsdag kontaktede jeg også efter aftale diabetes-sygeplejesken. Hun kunne fortælle mig, at sladderprøven fra ugen før viste, at på trods af jeg kun havde taget insulin en del af perioden, lå med et gennemsnit på 9,6. Ligeledes fortalte hun at det ikke ville være noget problem at miste sin fod, da der fandtes elektriske kørestole. På mit spørgsmål om hvordan man får dem til at køre op ad en stejl trappe, fortalte hun at man kan få elevator installeret. Nu kender hun jo ikke forholdene i vores hus. Her er trappen så stejl, at der umuligt kan laves elevator på trappen, så skal der bygges en udvendig elevator, og så forsvinder vinduerne i soveværelset.
Onsdag snakkede jeg også med sekretær Henriette fra diabetes-fod. Hun kom til at nævne at man kunne komme på hospitalet og få en intraveniøs-antibiotika-behandling. Men hun syntes, at jeg skulle afvente det brev. lægen havde skrevet til mig, og så tage stilling til, hvad der skulle videre ske.
Torsdag var brevet selvfølgelig ikke kommet til mig. Så jeg ringede igen til Henriette og fik bl.a. at vide, at hvis jeg ikke ville lade min fod skære af, var der ingen intraveniøs-antibiotika-behandling, da det ville være formålsløs.
Heldigvis ringede lægen Claus til mig og fortale mig om min fod.
Så nu skal jeg indlægges på mandag, og så må jeg se, hvad der så sker. Det er en underlig fornemmelse at se på tåen, der ser helt normal ud, og så vide, jeg vil miste den.
Da jeg var på diabetes-fod-ambulatoriet sidste onsdag, det vil sige for 10 dage siden, var det en kedelig oplevelse. Læge, eller var hun kun reservelæge, og sygeplejeske forsøgte at presse mig til at blive indlagt samme dag. Som lægen/reservelægen gjorde klart for mig, ville de først operere, når mit langtidsblodsukker var under 15. Det forsøgte jeg at overbevise dem om, at det var, og det derfor ikke var nødvendigt at blive indlagt for at få det under kontrol. Når jeg har målt det, morgen, middag eller aften, har det været 4,5 eller 6,5 eller en sjælden gang 12,5. Men der skal selvfølgelig meget til at sænke det fra f.eks. 20 til 15. Da jeg var indlagt sidst i september med vand i venstre lunge, små 1,075 liter, var langtidsblodsukkeret, og så kaldet sladdermålingen som er et gennemsnit igennem de sidste 8 uger, 11,5. Siden da har jeg taget min insulin efter foreskriften. Men kvinden ville ikke godtage at jeg var fuldt i stand til at tage mit insulin. Det havde vi en større diskussion om. Det endte med, at jeg fik lagt den pæne pige fra flinkeskolen fra mig og fik reptil-hjernen på banen og fortalte at jeg målte blodsukker før og 1 time og 2 timer efter maden, alle 3 gange jeg spiste om dagen. Der kom vist også et par bandeord.
Til slut tog jeg min taske og hoppede ned fra stolen.
Da der igen skulle tages et røntgenbillede, blev jeg kørt i kørestol fra den ene bygning til den anden og tilbage igen, da jeg ikke måtte lægge vægt på min højre fod, af angst for at sprede infektionen i benet. Lige så snart jeg havde fået taget blodprøven, hoppede jeg ud af stolen og gik nu på begge fødder derfra. Jeg har, trods det at jeg de sidste 5 - 6 uger ikke har måttet gå på benet, lært at flyve.
Jeg forsøgte tirsdag at bestille flere pencillin piller hos min huslæges sekretær, det lykkedes ikke, så vi kørte forgæves til apoteket.
Da jeg ringede til hende onsdag, fik jeg at vide, at hun havde haft kontaktet diabetes-fod og forhørt sig om, hvad der skete. Hun bad mig kontakte afdelingen, da de gerne ville tale med mig om min fod. Og så havde hun sendt recepten til apoteket, så jeg ville kunne hente den samme dag. Det betød så heldigvis kun 1 døgn uden pencillin.
Onsdag kontaktede jeg også efter aftale diabetes-sygeplejesken. Hun kunne fortælle mig, at sladderprøven fra ugen før viste, at på trods af jeg kun havde taget insulin en del af perioden, lå med et gennemsnit på 9,6. Ligeledes fortalte hun at det ikke ville være noget problem at miste sin fod, da der fandtes elektriske kørestole. På mit spørgsmål om hvordan man får dem til at køre op ad en stejl trappe, fortalte hun at man kan få elevator installeret. Nu kender hun jo ikke forholdene i vores hus. Her er trappen så stejl, at der umuligt kan laves elevator på trappen, så skal der bygges en udvendig elevator, og så forsvinder vinduerne i soveværelset.
Onsdag snakkede jeg også med sekretær Henriette fra diabetes-fod. Hun kom til at nævne at man kunne komme på hospitalet og få en intraveniøs-antibiotika-behandling. Men hun syntes, at jeg skulle afvente det brev. lægen havde skrevet til mig, og så tage stilling til, hvad der skulle videre ske.
Torsdag var brevet selvfølgelig ikke kommet til mig. Så jeg ringede igen til Henriette og fik bl.a. at vide, at hvis jeg ikke ville lade min fod skære af, var der ingen intraveniøs-antibiotika-behandling, da det ville være formålsløs.
Heldigvis ringede lægen Claus til mig og fortale mig om min fod.
mandag den 5. november 2012
I dag er første dag, jeg ikke har haft smerter i foden. Overhovedet ingen smerter. Og hvad har jeg så gjort anderledes end at få forbindingen skiftet af hjemmesygeplejeskerne? Jo, jeg har lagt et stykke gaze med honning på hen over såret og pakket det godt ind.
Fortsættelsen af sygdomsforløbet i december 2010:
Jeg lod mig udskrive den 28. december, meget mod lægernes anbefaling, og på egen risiko. Men jeg havde fået hospitalskuller og ville ikke kunne opføre mig anstændigt mere. Jeg kunne ikke holde til at overvære sygeplejeskernes behandling af mine medpatienter. Deres tone overfor dem var direkte uhøflig.
Men inden jeg forlod hospitalet, var der 2 hændelser, der fik afgørende betydning for min fremtid. Først havde man vist mig en brochure fra Skejby hospitals hjerteafdeling, hvor man tilbød en undersøgelse for forsnævring i og på hjertes årer. Og da det avr et billede med solskin på, sagde jeg ja tak til at komme derud.
Ligeledes blev jeg ført ind i et lille rum af en læge og en sygeplejeske, hvor de nærmest truede mig til at tage piller mod forhæjet blodtryk. Hvis jeg ikke tog dem, ville jeg dø næsten omgående. Jeg husker de bl.a. sagde, at pillen ville glatte blodårernes inderside ud, så der kunne være mere blod i årerne, og derved ville trykket blive sænket.
Hvad de ikke fortalte var, at jeg ville blive ude af stand til at gå ret langt. Ja faktisk kunne jeg kun gå 5 skridt, inden jeg var nødt til at sætte mig og hvile til der var kommet ny energi i benene og i det hele taget i hele kroppen. Dette ville jeg komme til at lide af i mange måneder.
Fortsættelsen af sygdomsforløbet i december 2010:
Jeg lod mig udskrive den 28. december, meget mod lægernes anbefaling, og på egen risiko. Men jeg havde fået hospitalskuller og ville ikke kunne opføre mig anstændigt mere. Jeg kunne ikke holde til at overvære sygeplejeskernes behandling af mine medpatienter. Deres tone overfor dem var direkte uhøflig.
Men inden jeg forlod hospitalet, var der 2 hændelser, der fik afgørende betydning for min fremtid. Først havde man vist mig en brochure fra Skejby hospitals hjerteafdeling, hvor man tilbød en undersøgelse for forsnævring i og på hjertes årer. Og da det avr et billede med solskin på, sagde jeg ja tak til at komme derud.
Ligeledes blev jeg ført ind i et lille rum af en læge og en sygeplejeske, hvor de nærmest truede mig til at tage piller mod forhæjet blodtryk. Hvis jeg ikke tog dem, ville jeg dø næsten omgående. Jeg husker de bl.a. sagde, at pillen ville glatte blodårernes inderside ud, så der kunne være mere blod i årerne, og derved ville trykket blive sænket.
Hvad de ikke fortalte var, at jeg ville blive ude af stand til at gå ret langt. Ja faktisk kunne jeg kun gå 5 skridt, inden jeg var nødt til at sætte mig og hvile til der var kommet ny energi i benene og i det hele taget i hele kroppen. Dette ville jeg komme til at lide af i mange måneder.
søndag den 4. november 2012
Oplevelser i Sundhedssystemet
Hele tiden, hele tiden, hele tiden kredser mine tanker omkring min højre fod. Skal jeg have den skåret af, som lægen sagde for 3 dage siden. Eller får jeg lov at beholde den?
Tilbageblik: jeg fik konstateret sukkersyge i 1998. På det tidspunkt havde jeg længe klaget til min læge over træthed, tørst og almindelig ubehag. Da min søster skulle lære at måle blodsukker i forbindelse med opdagelsen af hendes sukkersyge, skulle jeg for sjov også lige prøve at måle mit blodsukker. Det viste sig, at jeg havde endnu højere værdi end hende.
På grund af mit arbejde gik der nogle dage inden jeg kom i behandling. Dage fyldt med angst, noget jeg senere fik et mere afslappet forhold til. Faktisk så afslappet så jeg i mange måneder ikke bekymrede mig om sygdommen.
Ind imellem tog jeg mig sammen og var en dygtig patient. Gik til kontrol, tog pillerne og senere sprøjtede insulin som lægen foreskrev.
Så blev kolesterol-tallet for højt, så jeg fik Simvastetin. Ret hurtigt kunne jeg ikke holde til at få mere end 50 meter inden jeg måtte standse op for at få nye kræfter i benene. Det var uholdbart og den eneste løsning jeg så, var at holde op med at tage pillerne. Set bagud er jeg altid blevet ramt på evnen til at gå, når jeg har fået piller.
Blodtrykket blev selvfølgelig også for højt og skulle også reguleres. Så jeg blev ordineret Ramipril. Igen tog det min evne til at gå.
For at få vand ud af kroppen fik jeg Furix. Da jeg i en periode i december 2010 ikke fik taget dem,gik det galt og korthuset væltede.Jeg blev større og større, tog på i vægt. Da jeg blev indlagt sidst i december 2010 skrev den indlæggende læge i linie 5: patienten er fed. Blodtrykket var da 235. Lidt højt måske. Så man gik i gang med alverdens indsprøjtninger. I løbet af få dage havde man givet mig så meget flydende Furix at ejg tabte 3.5 kilo om dagen. En behagelig måde at tabe sig på, hvis der ikke lige havde været de andre ubehageligheder under indlæggelsen. Urin der skulel samles op og måles, sygeplejeske der ikke vidste det og bare hældte det ud.Stor kvindelig læge der spurgte mig, om jeg ikke kunne finde ud af at spise ordentlig. Hvad det så skulle betyde.
Tilbageblik: jeg fik konstateret sukkersyge i 1998. På det tidspunkt havde jeg længe klaget til min læge over træthed, tørst og almindelig ubehag. Da min søster skulle lære at måle blodsukker i forbindelse med opdagelsen af hendes sukkersyge, skulle jeg for sjov også lige prøve at måle mit blodsukker. Det viste sig, at jeg havde endnu højere værdi end hende.
På grund af mit arbejde gik der nogle dage inden jeg kom i behandling. Dage fyldt med angst, noget jeg senere fik et mere afslappet forhold til. Faktisk så afslappet så jeg i mange måneder ikke bekymrede mig om sygdommen.
Ind imellem tog jeg mig sammen og var en dygtig patient. Gik til kontrol, tog pillerne og senere sprøjtede insulin som lægen foreskrev.
Så blev kolesterol-tallet for højt, så jeg fik Simvastetin. Ret hurtigt kunne jeg ikke holde til at få mere end 50 meter inden jeg måtte standse op for at få nye kræfter i benene. Det var uholdbart og den eneste løsning jeg så, var at holde op med at tage pillerne. Set bagud er jeg altid blevet ramt på evnen til at gå, når jeg har fået piller.
Blodtrykket blev selvfølgelig også for højt og skulle også reguleres. Så jeg blev ordineret Ramipril. Igen tog det min evne til at gå.
For at få vand ud af kroppen fik jeg Furix. Da jeg i en periode i december 2010 ikke fik taget dem,gik det galt og korthuset væltede.Jeg blev større og større, tog på i vægt. Da jeg blev indlagt sidst i december 2010 skrev den indlæggende læge i linie 5: patienten er fed. Blodtrykket var da 235. Lidt højt måske. Så man gik i gang med alverdens indsprøjtninger. I løbet af få dage havde man givet mig så meget flydende Furix at ejg tabte 3.5 kilo om dagen. En behagelig måde at tabe sig på, hvis der ikke lige havde været de andre ubehageligheder under indlæggelsen. Urin der skulel samles op og måles, sygeplejeske der ikke vidste det og bare hældte det ud.Stor kvindelig læge der spurgte mig, om jeg ikke kunne finde ud af at spise ordentlig. Hvad det så skulle betyde.
Abonner på:
Opslag (Atom)