Det er jo bare at ligge på hospital, hvor svært kan det være? Ja, der er jo lige kampen om sengelampen. Er den sat op for at plejepersonalet kan se noget i dens lys, eller er den ment som en hjælpe til patienter til at kunne læse og se noget i den mørke tid, fra kl. 16 til kl. 9?
Hvis det et det første er det elvfølgelig helt naturlig at noget plejepersonale skubber den så langt ud af rækkevidde, at man ikke kan nå den, lige meget hvor meget man rækker og strækker sig. Men er den nu tænkt som et hjælpemiddel, så patienten kan se og læse, så er det meget upraktisk, at visse plejepersoner får skubbet den så langt ud til siden at men vil falde ud af sengen, hvis man vil når den. Hvad gør man så?
Så tager man et 2 cm bredt rødt (julefarvet) silkebånd og binder den ene ende til lampen og den anden ende til en stol, så har man altid mulighed for at trække lampen til sig. På dette bånd kan man binde nødkaldssnoren, så forsvinden den heller ikke ud af rækkevidde.
En dag blev jeg kørt på toilet. Da jeg var færdig, og hoppet over på kørestolen igen, opdagede jeg, at nødkaldet var så langt væk ovre ved håndvasken at det ville kræve større anstrengelser at få fat i den. Så jeg satte mig, godt tilrette, i stolen og ventede på, at sygeplejersken ville begynde at savne mig. Jeg skulle jo overflyttes til en anden afdeling, så det ville ske på et eller andet tidspunkt. Og laaang tid senere, vel ½ times tid, kom hun da også og lettere rød i hovedet og generet spurgte om jeg ikke havde kunne nå snoren. Dertil kunne jeg jo kun svare nej. Hvorfor kaldte du så ikke? Nej, mna råber og skriger da ikke på et sted, der er fyldt med syge mennesker. Og jeg var jo ikke i hverken fare eller andet. Kun gjorde det som sædvanligt satans ondt i benet når blodet løber ned i foden.
Jeg havde på fornemmelsen, at jeg havde taget voldsomt på. Huden omkring lårerne og armene strammede. På mit spørgsmål om jeg kunne blive vejet, fik jeg at vide, at man ikke havde ne vægt på afdelingen. "Tilfældigvis" overhørte en sygeplejerske at jeg ringede til min mand og bad ham tage min vægt med, så jeg kunne se, hvordan vægten lå. Og se der, pludselig havde man, ovenikøbet, flere forskellige vægte, bl.a. en stol, man satte sig på. Jeg havde nu kun taget 5 kg på i løbet af 3 uger. De 4 har jeg så tabt igen ved jernhård fødeindtagelse.
Jeg har lært at sætte pris på de t-shirts, med små ærmer, der findes indenfor hospitalstøjet. Dem bruger de på Skejby, på Hjerteafdelingen på Tage Hansensgade og på MEA. Men de fandtes ikke på ESA. Heldigvis begyndte de at få dem allerede dagen efter. Det er nu dejligt at have et lille ærme i trøjen, når man er vant til noget på skulderene. Men det kan være at et "nej, det har vi ikke" er nemmere end at gå og hente en trøje.
I dag kom lægen med et lille bitte lyspunkt: mine infektionstal falder som de skal, hvilket kan tyde på, at der ikke dannes så megt råd, men at det måske er gået i gang med at hele. Der har ikke været åbent til foden siden mandag, og blir det heller ikke før i morgen. I dag gælder det om at få fjernet alle de clips, der er clipeset op langs såret på hele benet. Men kan nu heller ikke se ret meget på benet, idet såret er dækket af sort skumgummi, der er oversækket af klart plast og hvor der er et lille hul i, som en vacummaskine kan suge væske op igennem. Den sorte svamp skal skiftes i morgen: bakterier o.l.
Det er nemt at se, hvor jeg ligger, især udefra: Vinudeskarmen er fyldt med proteindrik-pulver, en limtube, en sparepærer der gir mere lys end den, der var i lampen på stuen, en themokande med kogende vand, en kuffert til sugemaskinen, og nå ja, så lidt julepynt: en 40 cm høj engle i rød kjole, en nisse på en træsko, et par kogler lavet af naboens 15-årige datter i pil, og i lampen hænger et kniplet hjerte, min søsters veninde har lavet til mig, hun er 83.
Ellers blir jeg jo sendt rundt mellem afdelingerne og sygehusene, jeg er blevet udset til at afprøve de forskellige afdelinger og give dem karakter. Så i de her 4 uger har jeg ligget på MEA på Nørrebrogade, på Kardiologisk på Skejby Sygehus, på ESA i bygning 9D, på Nørrebrogade, for nu igen at ligge på MEA i bygning 2 på Nørrebrogade, Århus kommunehospital.
Men, indrømmet, jeg er snart træt af t pakke kuffert og pakke ud igen. Der er jo meget, man slæber med sig rundt: julepynt, ugeblade, høretelefoner, 1 kg proteinpulver, en flaske lim, videokamera, sødemidler af forskellige slags, egen medicin, saks, spejl, pincet, telefoner, flere så der altid er en der er opladt, hytteost, ja, så jeg kan få noget mad, ligeså snart den vigtigste værdi er målt om morgenen. Hvad ligner det at skulle vente på morgenmad til kl. 9, når man er vågnet kl 4.45, og har fulgt med i at gangens gulv er maskinvasket kl. 5.45.?
Men jeg elsker hytteost, i hverfald lige for øjeblikket.
OG............. jeg vandt kampen om Centyl med kaliumklorid!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!
HVER gang jeg spiser dem, blir jeg efter et ar dage, tappet så meget for rkæfter, at jeg er nødt til at kravle på alle 4 fra toilet til sengen. Og det gider jeg ikke mere. Så jeg fortalte dem, at jeg ville blive liggende i sengen indtil man indstillede at give mig dem.
Da jeg i forvejen får 2 x 140 mg vanddrivende Furix, blev Centyl af lægen betegnet som en ært i forhold til et æble. Så dem måtte jeg gerne undlade at få. Det virkede så bare ikke lige i morges, men nu har jeg 1 liggende i skuffen. Og i morgen tager jeg den heller ikke, hvis den er i beholdnigen. Jeg har allerede på eget ansvar ophørt med at tage den 4 gange, så mon ikke jeg overlever endnu en gang? Og hvad er det for et liv ikke at have kræfter til at gå 5 skridt?.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar