Operationen er lykkedes, men hvordan med patienten?

Så er jeg blevet afsluttet fra diabetisk fod. Det vil sige, skamferingen af min højre fod er groet sammen, operationen er lykkedes. Så status er, at jeg har en livslang skamfering, der betyder, jeg ikke har storetåen og den næste tå, og at de jo selvfølgelig ikke gror ud igen.

Men hvordan har patienten det så? Ja, det kommer jo ikke lægerne ved. Jeg støder hele tiden på sandaler, der er beregnet til at sidde fast ved at der er en rem ned mellem storetåen og den næste. Og dem kan jeg jo ikke bruge. Selv det at gå i et par pæne almindelige sko er svært, og ødelægger min fod for resten af dagen, da jeg skal bære skoen med de sidste 3 tæer, og det er svært.

Trappestigning nemt nok!!!

Ingredienser:
1 krus Kaffe
2 tsk. brun farin
1 ske let pisket flødeskum, som krem.
3 cl. Whisky

Fremgangsmåde:
Hæld kaffe i et højt glas kom brun farin i. rør rundt til det er opløst.
Læg forsigtigt flødeskum på toppen. Hæld whisky i glasset ude i siden forbi flødeskummet.
Drik uden at rører rundt og lad kaffen køle af i flødeskummet.
Når Irsk kaffe laves på denne måde opløses sukkeret helt. Kaffen og flødeskummet smager bedre og whiskyen beholder sin styrke.

I Prag boede vi på et værelse på 1. sal, med trapper. Sidste aften, selvfølgelig, opdagede jeg, hvordan jeg nemt og let kommer op ad trapper.

Jeg skal bare have 2 irsk kaffe!!!!!

Nu er jeg stor nok i forvejen, linie 5 i indlæggelsespapirerne fra december 2010 beskriver: patienten er fed, og jeg vejer kun 14,5 kilo mindre end dengang, så jeg undværer flødeskummet. Farinen er heller ikke godt, så det putter jeg ikke i. Og det er dumt at drikke kaffe sent om aftenen, så kan jeg ikke sove, så den sparer jeg også.

MEN RESTEN AF INDIGREDENSERNE dem skal jeg have 2 kopper af. Og så "flyver" jeg op ad trappen.

Nu kan jeg gå flere kilometer.

Der er sket meget siden jeg skrev sidst. Men alligevel synes det, som om tiden står stille.
Jeg har været på 6 dages ferie i Prag. Og der er man nødt til at gå, meget. Så den første dag dernede gik vi rundt i  byen. Heldigvis kender vi den, så jeg kunne tilrettelægge det sådan, at vi for det meste gik nedad. Og alligevel kom rundt ad de kendte gader.

Vi boede på 1. sal på et lille hotel i Konevova ikke ret langt fra det sjove centrum. At jeg skulle op ad trapperne var rigtig godt, hårdt, men det hjalp mig til at få gang i benene.
De næste 2 dage efter rundgangen kunne jeg næsten ikke gå. Men jeg skulle jo op og ned ad trappen.

Lige siden har jeg forsøgt at holde min gangtræning i gang hver dag. Især strand med sand er godt at gå i, det gier en lille modstand.

Så jeg har været på træningslejr både på Fanø, på Sletten Strand, i bunkeren i Hanstholm og langs stranden deroppe.

Bare jeg husker at lægge en god tot vat i snuden af højre sko, så foden ikke rutscher frem og tilbage. Så gør det ikke så ondt.