Klokken er 10.15 og jeg ved endnu ikke, hvornår jeg skal opereres, men forhåbentlig blir det i dag. En forfærdelig stank er begyndt at sende tråde op til min næse. Råddent, virkelig råddent kød. Hvis det var mit køleskab der lugtede sådan, ville jeg smide det komplet på containerpladsen.
Det gør ondt i små bløde bølger. Ikke virkelig sindsygt ondt, men det måtte for min skyld gerne holde op.
Fra gangen lyden af travle fødder, høj tale. Nu er vi kommet dertil at de børn der lærte at råbe og skrige i daginstitutionerne er nu kommet på arbejdsmarkedet. Og det betyder, at selv det der kunne nøjes med at blive sagt i en stille tone til den, vedkommende kenvender sig til, fordi det egentlig kun interesserer dem, nu blir udtalt i så høj en tone at de er sikre på, at også patienten i den sidste stue på gangen, får det hele med.
Så egentlig er det godt, at jeg ikke er rigtig syg, men bare skal have et eller andet antal tæer skåret af.
I dag skal jeg så for tredje gang, forberede mig på at sige farvel til de tæer, jeg har kendt længe. Jeg har svært ved at se det glædelige i, at det trods alt ikke er hele benet. Flere og flere snakker om specialsko. Men jeg har allerede 150 par specielle sko, jeg har selv udvalgt og købt dem. Hvad skal jeg med flere sko? Og kan jeg så ikke beholde dem på min højre lemlæstede fod, ja så må jeg lime dem fast på foden med kontaktlim.
Jeg er begyndt at spørge sygeplejerskerne hvad de tor, Joakim B. Olsen vil sige, hvis han får at vide, at jeg nu på 3 døgn ligger på sygehuset til en dagspris af 25.000 - 30.000 kr. og er på slankekur? Der er ingen af dem, der er glade for at jeg kunne finde på at henlede hans opmærksomhed på det. At jeg så faster som forberedelse på en operation behøver jeg ikke bringe frem i lyset.
Kl. er nu 11.10 og hende, der skal til før mig, er endnu ikke hentet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar