Godt og dårligt

Det er en stor glæde, at jeg kun fik skåret 1 tå mere af. Så nu er hele storetåen skåret af "helt op til albuen", og så den næste tå. Jeg har endnu ikke selv seet, hvor det ser ud. Det var meningen, foden skulle have været pakket ud i dag, men da tiden kom, var dagen så fremskreden at det faldt sammen med afløsningen af sygeplejerskerne. Så Frank og jeg blev enige om, det kunne vente til i morgen med at pakke foden ud.

Operationen i tirsdags foregik under rygmarvsbedøcelse, så jeg var fuldt vågen, og kunne følge med i, hvad der var af lyde. Jeg lå derfor og talte, hvor mange gange der blev savet med en sav. Først en gang, det var nok den stump af knoglen af stortåen, der stak ud gennem såret. Anden gang der blev savet var så nok den næste tå, der blev skåret af. Da der blev savet for tredje gang, var jeg meget optaget af, om der så også ville blive savet endnu en gang. Men det blev der ikke. Så med stor spænding afventede jeg den opererende læges forklaring. Og den lød, at der for tiden ikke var noget råddent omkring tå nummer 3 og 4, så det var for øjeblikket ikke nødvendigt at skære nogen af dem af.

Jeg kom på opvågning, og det forløb godt. Men da jeg blev kørt tilbage til stuen, begyndte det værste mareridt, jeg endnu har oplevet. Kl. 17.15 bad jeg om en stærk smertestillende pille, samtidig med at jeg bad om at måtte komme på et bækken. Bækkenet kom, og der lå jeg så i 20 minutter, indtil jeg fik kontakt til en sygeplejerskestuderende. Kl. 18.15, efter blodsukkermåling og uddeling ag mad, fik jeg så endelig den smertestillende pille. Den virkede ikke, for nu var smerterne så voldsomme, at de ikke bare lige ville gå væk. Jeg fik endnu en pille kl. 18,45, uden resultat. Lidt senere fik jeg endnu en pille, men jeg græd og græd bare, det gjorde så forfærdeligt ondt.

Mange tårer blev fældet inden jeg kl. 22.30 blev kørt på anæstesi og fik lagt en dobbelt blodkade på begge sider af højre knæ. Og kl. 23.15 begyndte smerterne at klinge af, og jeg fik sovet rimeligt om natten.

Siden har jeg haft min opmærksomhed henledt på, om smerter er på vej. Ved den mindste antydning af smerter, skynder jeg mig at sluge nogle smertestillende piller.

Hvad gør jeg så, hvis det i morgen ved udpakningen af foden viser sig, at den forfærdelige stank, jeg mener at kunne spore, viser sig at være fra en fortsat forrådnelse af foden?