Kan selv

I går fik jeg lov til af sårsygeplejerskerne på diabetes fod selv at skulle skifte og behandle mit sår. De vil først se mig igen den 8.4. Skulle der opstå problemer inden da, har jeg telefonnummeret til dme, og skulle det ske i weekenderne eller efter arbejdstid, har jeg nummeret til afdeling MEA. Så det er jeg helt tryg ved.

Og så må jeg bruse foden over let med vand og derefter duppe det tørt, inden jeg skal smøre levertransalve på, lægge sølv på (det kalder man det "papir" i folkemunde, der lægges på for at tage lugten), så et sugende lag, derefter et net til at holde det på plads, så floffyvat for at beskytte mod slag og stød og endelig et elastisk tubestik for at afslutte med en sok, så det ikke blir alt for snavset.

Så det går fremad

Det går fremad

Jeg føler, jeg holder vejret. Men alligevel sker der noget, jeg får bare ikke notert det.

Nu går jeg uden vac-maskine. Det er dejligt, ikke hele tiden at skulle tænke på, at jeg skal passe på ikke at få snorerne, kablerne og andet viklet ind i hinanden.

Men jeg må hele tiden sige til mig selv: du kan gå, bare rejs dig op og gå.

Foden gøre næsten ikke ondt mere. Der er ind imellem jag af smerter, men de er ikke så voldsomme som de var før.

Desuden har "læge" Lene sagt, jeg ikke mere skal spise Heracelin-pencilin-piller, og det er også en lettelse.

Vi er begyndt på selv at skifte forbinding på foden. Dels skal vi lre det, dels blir det nemmere for os, når det blir påske, for der har hjemmeplejen ikke tid til at gøre det.

Jeg holder mig i gang ved at orkere, på 6 dage har jeg lavet 22 påske-æg.