Tåen som den så ud den 7. november.
Stadigvæk, jeg troede, det kun var et spørgsmål om at hele huden. Jeg havde ikke forestillet mig, at der kunne gå infektion i knoglen.
Vi ankom til hospitalet kl. 9.40. og det var jo i god tid, aftalen var kl. 10. kl. 10.10 fik vi anvist den stue, jeg skulle ligge på, og efter et stykke tid kom Maja og redte sengen.
Jeg fik frokost, dejlig mad der smagte godt. Over middag sad jeg i stolen og strikkede mens min mand lå på sengen. En overlæge kom ind, kikkede i de 2 senge, kikkede i sine papirer og gik igen. Vi var enige om, han ledte efter en patient. Lidt senere kom han ind igen og spurgte efter mig ved navns nævenlse. Jeg svarede selvfølgelig, hvorefter han kikkede forbavset på min mand og sagde: hvorfor ligger der så en mand i sengen. Min mand var godt nok fuldt påklædt, men det var jeg nu også.
Men vi fik byttet plads, og lægen fik lov til at se min tå, efter jeg selv havde taget forbindingen af. Her på dette tidspunkt fik jeg/vi at vide, at han kun ville skære 1 ½ knogle af. Jeg havde hjemmefra fundet ud af, hvad de forskellige knogler hedder, så jeg var sikker på, vi snakkede om de samme knogler.
Fra at have fået at vide, de muligvis ville tage foden over anklen til nu af operationsoverlægen at få at vide, de "kun" ville tage 1 ½ knogle, det var næsten ved at vælte mig omkuld.
Et af de sidste billeder af den tå jeg har kendt i 56 år.
Jeg lovede, at vi selv ville forbinde dne igen, der var jo ingen grund til at inficerede den yderligere selvom den skulle skæres af, men detmåtte vi ikke, når jeg var på sygehuset skulle en sygeplejerske gøre det. Vi ventede på, at hun skulle komme, men efter ½ times entetid luskede vi os til at lægge gaze med honning på og forbinde tåen.
Udenpå kunne mna ikke se, at der var infektion i knoglen. Og da det heller ikke gjorde ondt, var det svært at forstå, hvor alvorligt det var.
Der blev mindre og mindre betændelses. Billedet er fra den 10. november Og nederst det sidste billede af min fod, jeg fik taget.
Jeg havde selv mine piller og insulin med på hospitalet for ikke at få noget, jeg ikke kunne tåle. Den ordning holdt da også til og med tirsdag, så begyndte de at komme med piller, som jeg dog afviste.
Jeg frabad mig at de kom og målte blodsukker kl 3 om morgenen, så jeg fik lov at sove til kl. 5 inden de kom.
Tirsdag skulle jeg jo være fastende p.g.a. operationen. Det kan jeg sagtens holde til, når jeg er hjemme. Så kan jeg vente til kl 15 med at få mad. Men her på hospitalet, hvor man bliver kostet rundt, var det svært at undvære morgenmad, så det endte med, jeg gik kold efter badet.
Lidt før middag blev jeg så kørt på anæstesi-afdelingen for at få lagt bedøvelse. Et smertefuldt indstik under knæet og et i overlåret. Ret hurtigt blev jeg ude af stand til at mærke smerter, kun berøring kunne jeg mærke. Efter en tur på toilettet, hvilket er svært med et bedøvet ben, gik det ind på operationsstuen.
Så lidt nekrose var der tilbage til sidst, den 11. november. I løbet af få dage med honning og indtagelse af diverse naturpræparater gik det voldsomt tilbage med såret.
Jeg blev gjort klar. Det var svært at følge med i, hvad de lavede, da jeg ikke vidste noget om hvordan man skulle gøres klar. Da alt var klart til operationen, spurgte de mig, som de sagde, ikke fordi de ikke vidste hvad der skulle laves, men bare for at høre om jeg også vidste det. Jeg svarede at jeg gerne ville have foretaget en næseformindskelse. Det lo de meget af. Men lynhurtigt fortalte jeg, hvad min opfattelse var af, hvad der skulle foregå.
Det værst øjeblik var da saven skar igennem knoglen; nu vidste jeg, at det var definitivt forbi med at have den tå.
Jeg fik lagt forbinding og blev kørt på afdelingen. Nu kunne jeg endelig få noget at spise, og der var ingen ende på min sult. Et trekantet stykke grovfranskbrød med pålæg, risalamande, som in mand kom med, en pære, og da klokken efterhånden var blev 16.00 var der heldigvis kun 1 time til aftensmad.
I dag, lørdag er jeg så hjemme. Jeg har haft flere smerter i tåen siden den blev skåret af end jeg havde mens jeg havde den. Jeg er noget forskrækket over at støtte på foden, selvom jeg godt må gå så meget rundt, som man gør allerhøjest nødvendigt i sit hjem. Når jeg ser videoen af skiftningen af forbindingen, blir jeg helt chokeret. Er det virkelig min fod, der skal se sådan ud i fremtiden?
Der skal ikke røres ved forbindingen før om 14 dage, så skulle såret være helet. Indtil da hedder det: bukser med vidde bukseben, humpe rundt og ellers forsøge at skåne foden mest muligt.
