Hele tiden, hele tiden, hele tiden kredser mine tanker omkring min højre fod. Skal jeg have den skåret af, som lægen sagde for 3 dage siden. Eller får jeg lov at beholde den?
Tilbageblik: jeg fik konstateret sukkersyge i 1998. På det tidspunkt havde jeg længe klaget til min læge over træthed, tørst og almindelig ubehag. Da min søster skulle lære at måle blodsukker i forbindelse med opdagelsen af hendes sukkersyge, skulle jeg for sjov også lige prøve at måle mit blodsukker. Det viste sig, at jeg havde endnu højere værdi end hende.
På grund af mit arbejde gik der nogle dage inden jeg kom i behandling. Dage fyldt med angst, noget jeg senere fik et mere afslappet forhold til. Faktisk så afslappet så jeg i mange måneder ikke bekymrede mig om sygdommen.
Ind imellem tog jeg mig sammen og var en dygtig patient. Gik til kontrol, tog pillerne og senere sprøjtede insulin som lægen foreskrev.
Så blev kolesterol-tallet for højt, så jeg fik Simvastetin. Ret hurtigt kunne jeg ikke holde til at få mere end 50 meter inden jeg måtte standse op for at få nye kræfter i benene. Det var uholdbart og den eneste løsning jeg så, var at holde op med at tage pillerne. Set bagud er jeg altid blevet ramt på evnen til at gå, når jeg har fået piller.
Blodtrykket blev selvfølgelig også for højt og skulle også reguleres. Så jeg blev ordineret Ramipril. Igen tog det min evne til at gå.
For at få vand ud af kroppen fik jeg Furix. Da jeg i en periode i december 2010 ikke fik taget dem,gik det galt og korthuset væltede.Jeg blev større og større, tog på i vægt. Da jeg blev indlagt sidst i december 2010 skrev den indlæggende læge i linie 5: patienten er fed. Blodtrykket var da 235. Lidt højt måske. Så man gik i gang med alverdens indsprøjtninger. I løbet af få dage havde man givet mig så meget flydende Furix at ejg tabte 3.5 kilo om dagen. En behagelig måde at tabe sig på, hvis der ikke lige havde været de andre ubehageligheder under indlæggelsen. Urin der skulel samles op og måles, sygeplejeske der ikke vidste det og bare hældte det ud.Stor kvindelig læge der spurgte mig, om jeg ikke kunne finde ud af at spise ordentlig. Hvad det så skulle betyde.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar