Operationen vellykket, og patienten?

Så er den operation overstået. Og om det har virket? det kan jeg ikke umiddelbart mærke. Men jeg kan gå igen, og det er det vigtigste for mig. Inden operationen fik jeg brev om, jeg skulle stoppe med blodfortyndende piller. Så læste jeg, hvad der var skrevet på pilleglassene og stoppede med dem, jeg mente var fortyndende. Det var så ikke lig de rigtige. Jeg skulle ikke have været stoppet med Sinalka. Men det gjorde jeg. Og langsomt kunne jeg begynde at holde til at ævre oprejst igen. ligesom jeg har prøvet det "så mange gange" før.

Faktisk kunne jeg holde til at gå uden stok mandag,da jeg var på sygehuset til aftagning af vac-en.

Tirsdag morgen gik jeg fra indgang 10 på Skejby til afdelingen, hvilket sikkert er 400 - 500 meter. Da jeg ikke havde taget min Sinalka tablet, fik jeg 2 af sygeplejersken. 3 timer senere virkede den, så jeg var så udmattet, at jeg ikke kunne holde ud at stå op af sengen. Kraftløsheden fortsatte resten af dagen og hele onsdagen. Jeg kunne ikke gå ud fra afdelingen, da jeg blev udskrevet, men måtte køres i kørestol.

Først i dag kan jeg igen gå i, for mig, normalt omfang.

Så har jeg fået at vide, at min lave blodprocent på 5,4 ikke skyldes jernmangel, så hvorfor spise 2 jerntabletter hver dag, med det til følge at jeg har svært ved at komme af med affaldsprodukter på toilettet? Så jeg har undladt at spise jern i en uge. Men i går blev de sat tilbage på programmet. Men det er da heldigvis mig, der skal putte pillerne i munden.

Klar til ny operation

Så er jeg klar til at blive skåret i foden i morgen. Medicinen er pakket til 2 dage, som de bad om. Jeg regner ikke med at være indlagt mere end de 2 dage. Strikketøj og noget at læse i.

I dag fik jeg vac-maskinen taget af, så nu kan jeg gå frit rundt omkring. Og det udnytter jeg. Små ture ud til kaffemaskinen, har tømt opvaskemaskinen for første gang siden først i november. Ellers er det noget, min mand har måttet gøre. Er begyndt at pusle omkring blomsterne. På det punkt er der nok at indhente. Flytter ting på plads, og også her er der nok at tage af.

Fodtøj

Jeg har besluttet mig til, at hvis de ikke kan hjælpe mig medet bedre blodomløb i foden ved hjælpe af at sætte stents ind, så må det være så godt, som det er nu. Ikke noget med at skære yderligere af foden.

Ind imellem er der mange smerter. De kommer som toppe lige så hurtigt som man kan knipse med fingrene, og de er lige så hurtigt væk. Men så store, at man mister vejret. Lægerne siger at der findes tabletter som i løbet af 3 - 4 måneder kan tage en lille bitte del af toppen af, men det er ikke sikkert, de virker mere end at sænke smerten fra 10 til 9,5.

Det kan være nervesmerter, det kan være ondt i den storetå, der ikke er der mere. Det er tl at leve med, for de fleste dages vedkommende ihvertfald.

Jeg er forbundet til vac-maskinen. Så jeg har en aktionsradius på 1½ meter. Ellers skal jeg flytte maskinen, og den vejer 2 - 3 kilo. Det er ikke altid, jeg har kræfter til at bære rundt på den, men så kobler jeg mig fra den. Ud over de to slanger, hvor den ene sender væske til foden og den anden suger væsken tilbage i beholderen for brugt væske igen, er der jo kablet med strøm, og de 3 ledninger vikler sig ind i hinanden, bare man tænker på at flytte med dem.

Ellers er det vidunderligt at være hjemme igen. Dejligt at min hun-mis gerne vil ligge oppe hos mig i sengen. Hun accepterer alle de nye lyde og lugte.

Og selv om der ikke er buffet her hos os, så er det dejlig mad, min mand laver. Så jegspiser mere nu endda jeg var på patienthospitalet. Så det kan være at den lave blodprocent på 4,7 er steget lidt.

Fodtøj er et kapitel for sig selv. På venstre fod passer jeg som altid en str 38, men for at få forbindingen på højre fod ned i et stykke fodtøj, er jeg nødt til at bruge en str 43. Så nu har jeg et par sko, der ligner amerikanske basketball sko i rød stof, de er ikke så smarte at gå udendørs med, og i dag har jeg købt et par løbesko i 43. Så nu kan jeg komme ud igen.

Blodomløbet er ikke optimalt

En underlig følelse. Nu troede vi lige, det var på den rigitge vej til at hele, såret på foden.

I dag var jeg til kontrol hos karkirurgerne i Skejby. De kunne så fortælle, at der ikke var den optimale blodforsyning i det nederste af den nye pulsåre. Faktisk var det så dårligt, at de inden for 14 dage vil indkalde mig til undersøgelse af, om de kan lave en ballonudvidelse, det vil sige sætte stents ind, for at forbedre gennemløbet, eller om det vil ende med en afskæring af noget mere af foden. Grimt at tænke på.

Så nu er det bare endnu en gang at have is i maven og vente og håbe.

Heldigvis ved min fod ikke, at den ikke kan hele så godt, så den danner bare mere og mere overhud over såret.

Jeg har nu været hjemme i en uge. Dejligt mat misserne sover hos mig om natten.