Operationen er lykkedes, men hvordan med patienten?

Så er jeg blevet afsluttet fra diabetisk fod. Det vil sige, skamferingen af min højre fod er groet sammen, operationen er lykkedes. Så status er, at jeg har en livslang skamfering, der betyder, jeg ikke har storetåen og den næste tå, og at de jo selvfølgelig ikke gror ud igen.

Men hvordan har patienten det så? Ja, det kommer jo ikke lægerne ved. Jeg støder hele tiden på sandaler, der er beregnet til at sidde fast ved at der er en rem ned mellem storetåen og den næste. Og dem kan jeg jo ikke bruge. Selv det at gå i et par pæne almindelige sko er svært, og ødelægger min fod for resten af dagen, da jeg skal bære skoen med de sidste 3 tæer, og det er svært.

Trappestigning nemt nok!!!

Ingredienser:
1 krus Kaffe
2 tsk. brun farin
1 ske let pisket flødeskum, som krem.
3 cl. Whisky

Fremgangsmåde:
Hæld kaffe i et højt glas kom brun farin i. rør rundt til det er opløst.
Læg forsigtigt flødeskum på toppen. Hæld whisky i glasset ude i siden forbi flødeskummet.
Drik uden at rører rundt og lad kaffen køle af i flødeskummet.
Når Irsk kaffe laves på denne måde opløses sukkeret helt. Kaffen og flødeskummet smager bedre og whiskyen beholder sin styrke.

I Prag boede vi på et værelse på 1. sal, med trapper. Sidste aften, selvfølgelig, opdagede jeg, hvordan jeg nemt og let kommer op ad trapper.

Jeg skal bare have 2 irsk kaffe!!!!!

Nu er jeg stor nok i forvejen, linie 5 i indlæggelsespapirerne fra december 2010 beskriver: patienten er fed, og jeg vejer kun 14,5 kilo mindre end dengang, så jeg undværer flødeskummet. Farinen er heller ikke godt, så det putter jeg ikke i. Og det er dumt at drikke kaffe sent om aftenen, så kan jeg ikke sove, så den sparer jeg også.

MEN RESTEN AF INDIGREDENSERNE dem skal jeg have 2 kopper af. Og så "flyver" jeg op ad trappen.

Nu kan jeg gå flere kilometer.

Der er sket meget siden jeg skrev sidst. Men alligevel synes det, som om tiden står stille.
Jeg har været på 6 dages ferie i Prag. Og der er man nødt til at gå, meget. Så den første dag dernede gik vi rundt i  byen. Heldigvis kender vi den, så jeg kunne tilrettelægge det sådan, at vi for det meste gik nedad. Og alligevel kom rundt ad de kendte gader.

Vi boede på 1. sal på et lille hotel i Konevova ikke ret langt fra det sjove centrum. At jeg skulle op ad trapperne var rigtig godt, hårdt, men det hjalp mig til at få gang i benene.
De næste 2 dage efter rundgangen kunne jeg næsten ikke gå. Men jeg skulle jo op og ned ad trappen.

Lige siden har jeg forsøgt at holde min gangtræning i gang hver dag. Især strand med sand er godt at gå i, det gier en lille modstand.

Så jeg har været på træningslejr både på Fanø, på Sletten Strand, i bunkeren i Hanstholm og langs stranden deroppe.

Bare jeg husker at lægge en god tot vat i snuden af højre sko, så foden ikke rutscher frem og tilbage. Så gør det ikke så ondt.

Hos bandagisten

Så har jeg været ved bandagist. Godt jeg ikke forventede at alt ville ordne sig, bare jeg så ham. Selvfølgelig kan der gøres noget, nogle sko, strømper o.l.

Men først skal jeg "bare lige" have vandet ud af benene, så den afstøbning, han laver, ikke bliver for stor, når benene skrumper.

Ja, hvad fanden tror han lige, jeg har arbejdet på siden november??

Hans forslag: motionscykel i stedet for at gå, skulle være nemmere. Jeg føler endnu ikke for at skulle belaste min højre svang ved nedtrædning af pedaler.Så hellere gå, selvom det blir på en skæv måde. Underligt nok så har amputerede en tendens til at gå på ydersiden af foden. Ja, hvorfor mon?? Fordi det er hammer ubehageligt at gå på det nydannede væv.

Heldigvis er der længe imellem, at jeg har virkelig store smerter, hvis jeg passer på.

Det eneste opløftende hos ham var, da  min mand rejste sig op, og blev ved med at rejse sig. Som Thomas, bandagist sagde: vi var da i øjenhøjde, da han sad ned, så jeg havde slet ikke set det komme, at han er så høj. Det så nu også skægt ud, da Thomas tabte kæben af måbelse.

Ikke 1 men 2 huller

I går vaar jeg til tjek på diabetisk fod Og fik renset såret. Nu er der ikke 1 men 2 huller. De er dog hver især ikke større end hovedet på en glasknappenål. Helt fantastisk.

Så blir der opgaven med at lære at gå rigtigt på foden. Jeg går på hælen og ydersiden, og det giver skævhed i ankelleddet og siden op i hoften. Og så skal jeg øve mig i at gå hurtigere.

Det nytter at træne

I går gjorde foden forbandet ondt. I dag har der ikke været nævneværdige smerter, dejligt.

Jeg har også med glæde kunne mærke, at det ikke er noget problem at træde op på 3 fliser og ned igen, det har hjulpet at øve mig så meget i går.

Nu vil jeg prøve at lave en pyramide i haven, jeg kan øve mig på et par gange eller to.

Muskeltræning

Solen skinnede i går så det var dejligt vejr at være ude i. Jeg øvede mig i at gå op på 3 cementfliser, der var lagt oven på hinanden og ned igen. Gjorde det mange gange for at stærk musklerne i benene.

I dag føles det som om knoglerne i foden ligger og roder og først finder deres plads, når jeg tager cloks-sko på. Har jeg ikke kos på, kan jeg ikke gå for smerter.

Det blir bedre og bedre

I går gik jeg så langt, som jeg ikke er gået siden mareridtet begyndte sidste år. Det gik forholdsvis godt, ind imellem føltes det som om, knoglerne iokke lå rigtigt, men så skulle jeg are ryste foden, så kom der orden i det igen.

Det havde ikke væsket så meget, så det har sikkert været godt for hele kroppen at blive bevæget så meget.

En morsom oplevelse: jeg ville køre en tur med et lille tog, men det kunne ikke lade sig gøre, da jeg ikke var i stand til at komme op i vognen, musklerne i benene kunne ikke løfte mig så højt.

Så har jeg fundet en løsning på at kunne ligge på gulvet og sove i drivhuset. Og jeg er i stand til at komme op at stå igen, når jeg gør mig umage.

Tegn på blodmangel

Så fik jeg taget mig sammen og læse brochuren om epo. Det var næsten som at læse min egen patientjournal. Blodmangel kan medføre træthed, kraftesløshed, uoplagthed, åndenød og hjertebanken. Desuden koncentrationsbesvær, kuldskærhed, nedsat seksuel lyst og susen for ørerne. Bortset frasusen for ørene passer det hele.

Så jeg har sagt ordene til lægerne, de har bare ikke hørt efter.

Nå, ikke være vred over spildt tid, den kommer sikkert igen, så jeg får lavet det, jeg ikke kunne gøre på grund af træthed m.m.

Sådan får man jern når man får epo

Møder til indkaldte tid, får målt blodtryk. Ved ikke om det har indflydelsee på om man får det flydende jern eller ej. Mit blodtryk var kæmpehøjt, og jeg fik jern alligevel.

Så lægges der en venflon, en nål der stikkes ind i en blodåre for at give jernet der igennem.Min kom til at ligge på venstre tommelfinger, lige i knogle 2, AAAAVVV.

Så hænges posen med jern op, det tog ½ time for det at løbe ind i mig.

Derefter skulle jeg sidde der ½ time, sikkert for at de kunne se, om jeg blev utilpas. Derefter kunne jeg få lov at gå.

Nu til dags skal man kun have jern en gang, "det holder længe".

Tidsregningn på Skejby sygehus er en anden end den der gælder i resten af samfundet

Når en sundhedsperson siger, jeg kommer igen om et kvarter,skal man forberede sig på, at man først ser vedkommende igen 30 minutter senere. I mellemtiden kan man så føle sig glemt, at man er en ligegyldig person, eller at tingene løser sig inden da, enten går de over eller man er dø.

Får man at vide, man skal tilses af en læge inden 14 dage, så er brevet med indkaldelsen ikke engang skrevet inden de 14 dage, og datoen hvor man skal komme, ligger så yderligere 18 dage ud i fremtiden.

"Du skal til kontrol om en måned", betyder at man kan forvente at få brevet om indkaldelsen 11½ måned senere, hvis man er heldig. Selve mødedatoen kan så godt ligge 2½ måned efter dagen, man har ået foretaget et eller andet.

1 års kontorl dagen blir så 15 måneder senere.

Men Skejby sygehus er jo også stort, så det er nok derfor tidsregningen er noget langtrukken.

Det er sikkert rigtig nok, at epo giver flere kræfter. Så det er nok bare mig, der er for utålmodig, når jeg forventer, jeg kan grave have, plante blomsterløg, holde mig i gang hele tiden. I hvertfald er jeg meget træt. Der er ikke ret meget energi efter bare et par timer.

I morgen skal jeg så på Skejby og have en indsprøjtning med jern. Håber det går fremad.

Nu med epo

Det gør ikke ret meget og ikke ret ofte ondt i foden mere. Det er som om, at efter jeg har gået mere end jeg plejer og længere ture jo mindre gør det ondt.

Siden i torsdags har jeg fået epo. 1 sprøjte torsdag og så skal jeg have indsprøjtning med jern på tirsdag og så næste epo om 14 dage. Så nu myrer jeg på. Jeg har i meget lang tid ikke lavet så meget, som jeg har lavet i dag. Det er som om, jeg ikke kan sidde stille. Plantet 35 så påskeblomster og hjulpet min mand med at plante yderligere 150. Så nu er der fint langs stenkanten ud til vejen.

Såret er næsten helet helt op, der er kun en tynd streg af åbent kød. Men pænt bliver det aldrig. 

Findes der mon en elektrisk strøm i kroppen?

Det har været en hård dag. Hele tiden har det føltes som om, der er en elektrisk strøm der går gemmen mit sår. Så er det svært at koncentrere sig. Ikke at smerten er voldsom høj, men at den er der hele tiden, er smertefuld.

Vi passer og plejer jo selv såret. Hver anden dag piller jeg forbindingen af, vasker mig og lader vandet løbe ned over foden. Fredag så det meget gul ud over det hele, så jeg tog noget Trea tee oil renselotion og sprøjtede på i stor mængde, lod det sidde i 15 inden jeg spulede det af. Efterfølgende var det gule væk, der blev små områder med rødt kød og blod, men da det ikke havde gjort ondt, syntes jeg det var fint nok at rense det på den måde.

Bagefter forbandt min mand det, med de materialer vi har fået af sygehuset.

Skulle det blive gult igen, vil jeg rense det med klorhexedin.

Kan selv

I går fik jeg lov til af sårsygeplejerskerne på diabetes fod selv at skulle skifte og behandle mit sår. De vil først se mig igen den 8.4. Skulle der opstå problemer inden da, har jeg telefonnummeret til dme, og skulle det ske i weekenderne eller efter arbejdstid, har jeg nummeret til afdeling MEA. Så det er jeg helt tryg ved.

Og så må jeg bruse foden over let med vand og derefter duppe det tørt, inden jeg skal smøre levertransalve på, lægge sølv på (det kalder man det "papir" i folkemunde, der lægges på for at tage lugten), så et sugende lag, derefter et net til at holde det på plads, så floffyvat for at beskytte mod slag og stød og endelig et elastisk tubestik for at afslutte med en sok, så det ikke blir alt for snavset.

Så det går fremad

Det går fremad

Jeg føler, jeg holder vejret. Men alligevel sker der noget, jeg får bare ikke notert det.

Nu går jeg uden vac-maskine. Det er dejligt, ikke hele tiden at skulle tænke på, at jeg skal passe på ikke at få snorerne, kablerne og andet viklet ind i hinanden.

Men jeg må hele tiden sige til mig selv: du kan gå, bare rejs dig op og gå.

Foden gøre næsten ikke ondt mere. Der er ind imellem jag af smerter, men de er ikke så voldsomme som de var før.

Desuden har "læge" Lene sagt, jeg ikke mere skal spise Heracelin-pencilin-piller, og det er også en lettelse.

Vi er begyndt på selv at skifte forbinding på foden. Dels skal vi lre det, dels blir det nemmere for os, når det blir påske, for der har hjemmeplejen ikke tid til at gøre det.

Jeg holder mig i gang ved at orkere, på 6 dage har jeg lavet 22 påske-æg.

Operationen vellykket, og patienten?

Så er den operation overstået. Og om det har virket? det kan jeg ikke umiddelbart mærke. Men jeg kan gå igen, og det er det vigtigste for mig. Inden operationen fik jeg brev om, jeg skulle stoppe med blodfortyndende piller. Så læste jeg, hvad der var skrevet på pilleglassene og stoppede med dem, jeg mente var fortyndende. Det var så ikke lig de rigtige. Jeg skulle ikke have været stoppet med Sinalka. Men det gjorde jeg. Og langsomt kunne jeg begynde at holde til at ævre oprejst igen. ligesom jeg har prøvet det "så mange gange" før.

Faktisk kunne jeg holde til at gå uden stok mandag,da jeg var på sygehuset til aftagning af vac-en.

Tirsdag morgen gik jeg fra indgang 10 på Skejby til afdelingen, hvilket sikkert er 400 - 500 meter. Da jeg ikke havde taget min Sinalka tablet, fik jeg 2 af sygeplejersken. 3 timer senere virkede den, så jeg var så udmattet, at jeg ikke kunne holde ud at stå op af sengen. Kraftløsheden fortsatte resten af dagen og hele onsdagen. Jeg kunne ikke gå ud fra afdelingen, da jeg blev udskrevet, men måtte køres i kørestol.

Først i dag kan jeg igen gå i, for mig, normalt omfang.

Så har jeg fået at vide, at min lave blodprocent på 5,4 ikke skyldes jernmangel, så hvorfor spise 2 jerntabletter hver dag, med det til følge at jeg har svært ved at komme af med affaldsprodukter på toilettet? Så jeg har undladt at spise jern i en uge. Men i går blev de sat tilbage på programmet. Men det er da heldigvis mig, der skal putte pillerne i munden.

Klar til ny operation

Så er jeg klar til at blive skåret i foden i morgen. Medicinen er pakket til 2 dage, som de bad om. Jeg regner ikke med at være indlagt mere end de 2 dage. Strikketøj og noget at læse i.

I dag fik jeg vac-maskinen taget af, så nu kan jeg gå frit rundt omkring. Og det udnytter jeg. Små ture ud til kaffemaskinen, har tømt opvaskemaskinen for første gang siden først i november. Ellers er det noget, min mand har måttet gøre. Er begyndt at pusle omkring blomsterne. På det punkt er der nok at indhente. Flytter ting på plads, og også her er der nok at tage af.

Fodtøj

Jeg har besluttet mig til, at hvis de ikke kan hjælpe mig medet bedre blodomløb i foden ved hjælpe af at sætte stents ind, så må det være så godt, som det er nu. Ikke noget med at skære yderligere af foden.

Ind imellem er der mange smerter. De kommer som toppe lige så hurtigt som man kan knipse med fingrene, og de er lige så hurtigt væk. Men så store, at man mister vejret. Lægerne siger at der findes tabletter som i løbet af 3 - 4 måneder kan tage en lille bitte del af toppen af, men det er ikke sikkert, de virker mere end at sænke smerten fra 10 til 9,5.

Det kan være nervesmerter, det kan være ondt i den storetå, der ikke er der mere. Det er tl at leve med, for de fleste dages vedkommende ihvertfald.

Jeg er forbundet til vac-maskinen. Så jeg har en aktionsradius på 1½ meter. Ellers skal jeg flytte maskinen, og den vejer 2 - 3 kilo. Det er ikke altid, jeg har kræfter til at bære rundt på den, men så kobler jeg mig fra den. Ud over de to slanger, hvor den ene sender væske til foden og den anden suger væsken tilbage i beholderen for brugt væske igen, er der jo kablet med strøm, og de 3 ledninger vikler sig ind i hinanden, bare man tænker på at flytte med dem.

Ellers er det vidunderligt at være hjemme igen. Dejligt at min hun-mis gerne vil ligge oppe hos mig i sengen. Hun accepterer alle de nye lyde og lugte.

Og selv om der ikke er buffet her hos os, så er det dejlig mad, min mand laver. Så jegspiser mere nu endda jeg var på patienthospitalet. Så det kan være at den lave blodprocent på 4,7 er steget lidt.

Fodtøj er et kapitel for sig selv. På venstre fod passer jeg som altid en str 38, men for at få forbindingen på højre fod ned i et stykke fodtøj, er jeg nødt til at bruge en str 43. Så nu har jeg et par sko, der ligner amerikanske basketball sko i rød stof, de er ikke så smarte at gå udendørs med, og i dag har jeg købt et par løbesko i 43. Så nu kan jeg komme ud igen.

Blodomløbet er ikke optimalt

En underlig følelse. Nu troede vi lige, det var på den rigitge vej til at hele, såret på foden.

I dag var jeg til kontrol hos karkirurgerne i Skejby. De kunne så fortælle, at der ikke var den optimale blodforsyning i det nederste af den nye pulsåre. Faktisk var det så dårligt, at de inden for 14 dage vil indkalde mig til undersøgelse af, om de kan lave en ballonudvidelse, det vil sige sætte stents ind, for at forbedre gennemløbet, eller om det vil ende med en afskæring af noget mere af foden. Grimt at tænke på.

Så nu er det bare endnu en gang at have is i maven og vente og håbe.

Heldigvis ved min fod ikke, at den ikke kan hele så godt, så den danner bare mere og mere overhud over såret.

Jeg har nu været hjemme i en uge. Dejligt mat misserne sover hos mig om natten.

Bedring eller?

Tiden går med at foden stille og roligt gro sammen. Der er kommet en vacum-maskine på den 14. januar, der sender saltvand ind på såret, lader såret soppe i det i 10 minutter, hvorefter den suger saltvandet op igen. Det gentager sig efter 3½ time, døgnet rundt.

Efter 2 dage var der et stort fremskridt. Efter de næste 2 dage var det ikke så meget. Men i dag så det ud som om, der igen er et stort fremskridt. Men det kan man kun se, hvis man følger såret meget nøje. Ikke hvis man er en læge, der kun ser det hver 14. dag.

Der er mange smerter. Det eneste gode er, at der hvor der er smerter den ene dag, er der ikke smerter den næste. Det er hurtige voldsomme smerter, der dog ikke varer længe nok til, at jeg har lyst til at tage noget smertestillende. Men det ville være dejligt med en dag, hvor der slet ikke var noget, der gjorde ondt på noget tidspunkt.

Jeg orker ikke at spise noget. Efter 2 mundfulde er jeg klar til at soppe. Kun tanken om, at der skal noget til for at såret kan gro sammen, får mig til at fortsætte.

Jeg har nu været hjemme 2 weekender. Det er dejligt at vågne op i sine vante omgiveler, omgivet af misser og fugle. Men jeg kan ingenting, jeg kan ikk gå ret mange skridt, jeg kan ikke bære noget i hånden, da jeg skal have maskinen med, enten i hånden eller på et køretøj: rullestol eller rolator.

Jeg er dig nødt til at se frem til at skulle hjem for ikke at blive vanvittig af at være ensom på værelset.

Det er derfor en smule nedtrykkende, at lægen i dag sagde jeg ikke skulle nogen steder. Men der mente han nok der ikke er udsigt til en hjemsendelse foreløbig.

Det er svært at kæmpe sig tilbage til en normal tilværelse. Alting tager meget længere tid og er meget mere besværligt. Som om den ene hånd er bundet bag på ryggen, hvad den jo næsten også er, da den er optaget af at holde slangerne viklet ude fra hinanden. At skulle klæde sig på om morgenen er et evighedsprojekt, så man lettere springer over, hvor man kan.

Da jeg ikke uden hjælp kan skille slangerne ad, kan jeg ikke komme i bad om morgenen, som jeg plejer. Det er umuligt at få buksebenet over slanger og maskine, trusser kan heller ikke komme af.

Al den medicin jeg får, ændrer smagsansen, desværre til det værre: en næsten altid værende salt-smag, bitter fylder munden. Meget ubehagelig. Og når jeg så har tænderne i munden, kommer brækfornemmelserne.

Hver gang jeg pusser næse, bløder det. Blodet er så fortyndet, at det finder selv den mindste anledning til at bryde gennem blodårerne.

Forhåbentlig er det hele bare en overgang.

Nye forhindringer

Jeg har været hjemme fra lørdag aften til søndag morgen. For første gang siden sidst i november, var jeg der. Da min papagøje opdagede, jeg var der, veg den ikke fra mig inditl jeg satte den ind i dens bur. Derefter var det vores ældste mis, der lå på mig. Som om den var glad over, jeg var med i flokken igen.

Havde jeg ikke kunnet gå i det mindste 3 - 4 meter, ville det ikke have været muligt. Det er afstanden fra bildøren til jeg var inde i køkkenet. Selvom rullestolen kunne komme rundt inde i stuen, var det nu meget praktisk, at jeg kunne gå de få meter fra sofaen til toilettet.

I dag har jeg fået en ny type maskine tilsluttet såret. Det er en vacum-maskine, der sender vand til såret, lader det være der ca. 15 minutter hvorefter det suger vandet tilbage i en anden beholder og derved vasker urenheder væk. Så må vi se om det er mere effektivt end bare at forsøge at suge kødet op mod overfladen.

Der ere opstået et hul cirka 1 cm fra sårkanten oppe på fodryggen. Hvordan det er kommet ved man ikke. Det er kommet lige der, hvor jeg siden midt - sidst i september indimellem har haft ondt. Det er kommet indefra. Nu må vi se, hvad det udvikler sig til.

Her til aften har jeg fundet ud af, at jeg ikke er i stand til at skrue ledningerne fra hinanden, den ene ventil er så lille og så stram, at jeg ikke har fingerkræfter nok. Så kan man sige, hvorfor vil jeg skrue dem fra hinanden? Jo fordi jeg ikke kan få buksebenet på de lange bukser ud over maskinen. Så jeg kan hverken komme i bad eller få bukserne af, inden jeg går i seng. Endnu en dag med forhindringer.

Det går fremad

I går fik jeg fået skiftet svampen igen. Og så mente lægen Frank, han først ville se mig igen om 2 uger. Det vil sige, nu kan foden hele på egen fod i 2 uger og skal ikke tilses af ham igen om 7 dage. Så det må gå fremad.

Lige inden han gik ud af døren spurgte jeg ham, om han skulle have noget med fra Duborg, når jeg skulle derned igen. Han blev noget overrasket over spørgsmålet, men mente ikke, der var noget han manglede. Man kan da lige så godt tage med til andre, når man nu skal af sted alligevel.

Jeg skal dog over på afdelingen alligevel hver dag, dels skal de lige pakket vattet af og se, om foden har det godt, dels skal jeg have medicin til næste dag. Men det er meget godt at have noget at tage sig til.

Ellers er der jo kun måltiderne at gå op i.

Men nu er det blevet fastelavnsbolle-tid. Og jeg er helt overbevist om, det fremmer helbredelsen, at jeg spiser fastelavnsboller dagligt. Det er lige som en vitaminpille.

Ellers er der ikke det store nye. Foden gør mindre ondt, og det er jo meget rart. Så er det lykkes mig at ødelægge rullestolen, den pude, der skal holde benet oppe er gået af. Men den har jeg allerede fået skiftet ud.

Hverdag

Der er ved at have indfundet sig en hverdag hos mig. Vækkeuret ringer kl. 8, så skal jeg vågne, op og nedd at have morgenmad. Derefter op og indtage piller og sprøjter. Så skal der læses aviser på nettet. Spilles lidt kort og vente på, kl. blir 10.20 hvor jeg afhentes af portør for at blive kørt over på afdelingen for at de kan vikle bindet af foden for at se, om den ser normal ud indenunder. Der skal måske tage blodprøve og der skal pakkes medicin til det næste døgn.

Visse dage gør det ondt i såret på samme måde som hvis man blir ramt af en hidsig brændenælde, og det behøver man jo ikke morfin-lignende smertestillende piller for, så jeg har stadig et par "morfin" i reserve til bedre, undskyld, dårligere tider.

Det er slet ingen trøst, at man som diabetiker skal være glad for at kunne mærke smerter, da diabetesen ellers plejer at dræbe nerverne. Jeg kan bedst lide de dage, hvor det ikke gør ondt. Angst for om det går den rigtige vej, har jeg hele tiden. Det hul ind under overhuden som de kan måle er mellem 2 - 3 cm, vil det gro ned til resten af kødet i foden, eller vil det dø? så det skal skæres af. Enhver ny skæring i mig vil betyde uger på ryggen, og dem har jeg allerede alt for mange af.

Jeg er glad for den buket blomster, jeg fik af min mand. Uden den pc-er ville jeg være totalt ude af stand til at underholde mig selv. Nu kan jeg komme på nettet, jeg kan sætte mig til at oversætte, men til hvilken glæde, for får jeg brug for det nogensinde?, jeg kan spille kort. Så jeg nyder at de 3.500 kr. gik til en bærbar i stedet for nogle blomster som for længst ville have været visne.

Om der ellers er noget jeg ønsker mig? Jo, jeg ville gerne have haft at man havde taget mig alvorligt, her tænker jeg på mine familielæger, da jeg begyndte at snakke om, at jeg ikke havde energi nok i benene, men lige skulle have punpet ny energi derned, før jeg kunne gå videre. Allerede dengang var det jo et tydeligt tegn på, jeg havde begyndende forstoppelse i mine blodårer. At det så blev til 3!!!! pulsårer i højre ben der er totalt lukkede, det vidste jeg ikke.

Eller endnu længere tilbage da jeg havde følelsen af, at en bølge af blod kom til et lille hul, det ikke kunne komme igennem i den hastighed, det gerne ville, man måtte "stå i kø" for at komme gennem forsnævringen. Men ingen kunne fortælle mig, hvad det var, der udløste denne smerte. Den er nu væk efter jeg har fået lavet den by-pass fra lysken til anklen.

Havde man startet med at måle blodtrykket i tå nummer 2 på højre ben og derfor fundet ud af, at der ikke kom ret meget blod ned i foden, kunne man måske ved at have lavet by-passen først undgået at skære så meget af foden. Men herregud, det er jo kun en fod, og: alle blir meget gladere af at få foden skpret af. De kan danse, svømme, gå ture m.m. Så hvorfor er jeg dog så fuldstændig ulykkelig for at have mistet min?

Jeg sagde stop for at de måtte skære mere af, da de hvde skåret af tæerne to gange, for det kunne jo ikke nytte noget at blive ved med at skære skiver af, når man ikke vidste hvorfor det blev ved med at rådne i stedet for at hele.

Men jeg kan jo ikke tillade mig at klage, jeg har jo ikke selv læst til læge.

Vi var ude at handle i dag igen. 10 minutter gennem stille regn til fods. Ja, det var ham til fods, mig i rullestol. Ad ujævne fortorv indtil han begyndte at køre på cykelstien. Når vi skal noget igen, tager vi bilen. det var for koldt og for langt.

Og så kunne de godt have haft annonceret at der var politiopbud foran skadestuen, så vi kunne have fået underholdningen med. Der sker jo ikke alt for meget udenfor vinduerne.
www.youtube.com/user/superingelise/

http://inge-lisej.blogspot.dk

En tid i rullestol

Først: min hotmailkonto er gået ned, så jeg kan kun modtage breve på min nye adresse:
ingelise.jensen@ofir.dk

Nu er det forhåbentlig kun for en tid, som jeg dog ikke ved hvor længe vl vare, at jeg skal benytte en kørestol for at komme omkring.

Men som det er nu, er det et problem bare at ville på toilet. At komme fra rullestolen til toilettet kræver, at jeg kan støtte bare lidt på det højre ben med den afskårne del. Så drejer jeg rundt på den venstre fod og sætter mig ned.

Skal jeg fra sengen til toilettet kan jeg dog overveje og afstanden ikke er længere end jeg kan klare det ved meget lidt støtte på højre fod. Ligeledes hvis jeg skal hente noget på sofabordet eller på skrivebordet.

Skal jeg udenfor værelset, kræver det armmuskler. Jeg har fået værelse tæt på elevatoren, det er vist kun 5 meter. Fra elevatoren til restauranten er der også cirka 5 meter. De er meget søde til at hjælpe mig med at finde det, jeg gerne vil have at spise. Og jeg behøver ikke rydde af bordet efter mig, selvom det er selvafrydning. Men udenfor kan jeg kun komme et par meter, så begynder det at gå nedad, så det kan jeg ikke med rullestolen. Så jeg er bundet til huset.

Når jeg skal til kontrol på hospitalet, bliver jeg hentet af en portør. Så går det gennem de underjordiske kældre, skubbet af et køretøj. Men det er da altid rart at komme ud og se noget andet.

Her er der ikke noget med, at man kun må komme ud for at ryge. Så her kan vi, efter at have afleveret nøglen, tage af sted som vi har lyst til. Og det er utroligt så stor betydning en tur i bilen har for mig. Alle husene blir omhyggeligt studeret. Nu hvor det blir tidligt mørkt, er det også interessant at kikke ind i husene. Se lysene.

Fordelen ved at spise i restauranten er, at jeg spiser mere. Og kan sidde og lytte til andres samtaler. Og så bare flytte mig når jeg ikke gider mere. Ikke sidde i en seng med lydene fra gangen som eneste lydbillede.
www.youtube.com/user/superingelise/

http://inge-lisej.blogspot.dk

Fra hospital til hotel

Natten til i går gik det helt galt. Hende, jeg delte stue med, sov for 3. nat næsten slet ikke. Så jeg fik kun 2 1/4 times søvn. Så tændte jeg af. Hun lå og snakkede med sig selv, stod ud af sengen, gik ud på gangen, kom tilbage og lod døren stå åben så man rigtig kunne følge med i alle lydene, lukkede vinduet op på stuen ud til januarnatten. Og ja, jeg har da nået at få mig en forkølelse. At så mn julekogle, der havde hængt i vinduet siden den 18. december "faldt ned" så hun samlede den op og gemte den i sit sengebord, ja det henhører jo nok under hensyntagen, at der ikke var andre, der faldt i den kl. 2.30 om natten.
Men al den larm og så det, at hun ikke kunne tage hensyn til, at jeg gerne ville sove. Jeg gad i hverfald ikke kl. 2.30 diskutere med hende om, hvor meget hun ville kunne tabe sig ved at få fra Århus til Randers, eller om hun kunne tabe sig på kun at spise hønsekødssuppe eller hvor meget pizza, hun kunne spise som diabetiker og så alligevel tabe sig. Det kunne være, hun skulle droppe alle Coca colaerne eller de kager, hendes samlever tog med til hende.

Nå pyt, nu er jeg kommet på patienthosppital.

Så i går aftes kunne jegnyde kyllingevinger med salat MED DRESSING. Jeg kan godt se for mig, hvor meget dressing der skal til, når der er 45 til mad. Og vi får da også langt fra dressing hver dag hjemme, men man kan godt komme til at savne det.

Til frokost i dag fik jeg hamburgryg med salat med dressing.

Det er dejligt med et værelse, hvor der ikke er andre lyde end dem, man selv skaber. At man bare kan vende sig om på den anden side og sove videre. Ja, lige til kl. 8.45 blev det til her til morgen. Og lægge sig til at sove når man vil.

Her er eget badeværelse, skrivebord, sofaarrangement, stort tv, elevationsseng. Det eneste der mangler er mine misser.

Ved skiftningen af vac-en i dag så det i mine øjne ikke helt så håbløst ud. Ingen blodårer der blev revet i stykker så blodet væltede ud. Ingen blodsdråbe overhovedet. Så må vi bare se hvordan det går med det hul, ca, 2 ½ cm der er ind under skindet ned til en knogle. Eller langs en knogle. Svært at afgøre hvor følelsen er.

Og så har jeg været i storcenteret. Hvor spændende er det lige at gå på indkøb, når det eneste man skal have er 2 clementiner, 2 bananer og 4 crape light sodavand? Ikke engang en kop kaffe med udsigt til andre handlende er så spændende. Ikke meget Stettin over det.

Aftensmaden var rigtig dejlig. Hvor er det længe siden jeg har siddet og spist ved et bord sammen med min mand. Og masser af lækker mad. Ikke noget t sige til, jeg sov 1 times tid derefter.
Vil du se hvordan min fod ser ud i dag, kan du finde video af den på
www.youtube.com/user/superingelise

Nytårsmad contra hospitalsmad

Nytårsaften var en rigtig dejlig aften, men det skyldtes at vi fik mulighed for at komme i et hjem, hvor der var smukt dækket op, lavet god mad, der smagte vidunderligt og var sammen med et menneske, vi begge sætter pris på.

Tænk hvad det betyder, at man selv kan tage 2 hvide kartofler, 2 brune kartofler, sovs, sødt og surt og gåd og at det ikke er 5 store kartofler, der er kylet på en tallerken med sovs og kød. At der var vin til, dessert og siden kaffe med kage gjorde jo bare aftenen mere fuldkommen.

Aftensmaden i går på hospitalet: millionbøf under kartoffellåg stod der i menuen. På tallerkenen for en lille portion var der en spiseskefuld tør millionbøf iblandet store firkanter kartoffel og lidt salat svarende til 2 spiseskefulde. En fornemmelse af meget tør mad.

Jeg gad vide hvor i håndbog for pasning af mennesker, der bare skal ligge og gro sammen, det står, at de ikke må få mere end 6 timers sammenhængende søvn. Natpillerne kommer efter kl 22 og allerede kl. 5.30 blir man vækket igen, så de kan tage blodsukker. Ikke fordi der sker nogen regulering af blodsukkeret på bagggrund af denne morgenmåling, lige meget om resultatet er 8,5 eller 4,5. Men der må stå et sted, at man ikke heler så godt, hvis man ikke nøjes med 6 timers søvn. så man igen er vågen til at mærke smerterne i såret. Jeg kan i hverfald ikke falde i søvn som ved tryk på en knap efter at være blevet vækket.

Jeg har ikke fået morfinlignende smertestillende piller siden den 30. december. Der er stadig smerter, men det er i størrelsen som at blive brændt af en brænde nælde, og det er i korte øjeblikke. Og man tager jo ikke morfin bare fodi man er blevet brændt af brændenælder.

Dagens højde punkt blir når jeg skal ud at ryge. Selv om kl kun er 6.15 er jeg klædt på og sidder klar til afhentning. Inden da skal man lige måle værdier på mig: blodtryk, om jeg ilter nok, temperaur, inden der serveres morgenmad.

Jeg var så heldig, at det var en mavesur sygeplejerske, der kom og vækkede mig kl. 5.30 så jeg kunne komme op og blive klædt på. Hun var sur over at sengebordet stod for tæt på sengen, så hun ikke kunne komme til at stikke mig i øret og tage en blodsukkermåling. Men nu er hendes arbejdsdag jo også forbi, så hun kan kome hjem og sove.

Yes, lægen har lovet mig ,at de ikke mere har brug for at kontrollere mit blodsukker kl. alt for tidligt om morgenen. Nu må vi se, om det også blir overholdt.

I eftermiddag har jeg været i Bilka. Det er godt nok længe siden, jeg har været der sidst. Dog, intet nyt under solen.