Tiden går med at foden stille og roligt gro sammen. Der er kommet en vacum-maskine på den 14. januar, der sender saltvand ind på såret, lader såret soppe i det i 10 minutter, hvorefter den suger saltvandet op igen. Det gentager sig efter 3½ time, døgnet rundt.
Efter 2 dage var der et stort fremskridt. Efter de næste 2 dage var det ikke så meget. Men i dag så det ud som om, der igen er et stort fremskridt. Men det kan man kun se, hvis man følger såret meget nøje. Ikke hvis man er en læge, der kun ser det hver 14. dag.
Der er mange smerter. Det eneste gode er, at der hvor der er smerter den ene dag, er der ikke smerter den næste. Det er hurtige voldsomme smerter, der dog ikke varer længe nok til, at jeg har lyst til at tage noget smertestillende. Men det ville være dejligt med en dag, hvor der slet ikke var noget, der gjorde ondt på noget tidspunkt.
Jeg orker ikke at spise noget. Efter 2 mundfulde er jeg klar til at soppe. Kun tanken om, at der skal noget til for at såret kan gro sammen, får mig til at fortsætte.
Jeg har nu været hjemme 2 weekender. Det er dejligt at vågne op i sine vante omgiveler, omgivet af misser og fugle. Men jeg kan ingenting, jeg kan ikk gå ret mange skridt, jeg kan ikke bære noget i hånden, da jeg skal have maskinen med, enten i hånden eller på et køretøj: rullestol eller rolator.
Jeg er dig nødt til at se frem til at skulle hjem for ikke at blive vanvittig af at være ensom på værelset.
Det er derfor en smule nedtrykkende, at lægen i dag sagde jeg ikke skulle nogen steder. Men der mente han nok der ikke er udsigt til en hjemsendelse foreløbig.
Det er svært at kæmpe sig tilbage til en normal tilværelse. Alting tager meget længere tid og er meget mere besværligt. Som om den ene hånd er bundet bag på ryggen, hvad den jo næsten også er, da den er optaget af at holde slangerne viklet ude fra hinanden. At skulle klæde sig på om morgenen er et evighedsprojekt, så man lettere springer over, hvor man kan.
Da jeg ikke uden hjælp kan skille slangerne ad, kan jeg ikke komme i bad om morgenen, som jeg plejer. Det er umuligt at få buksebenet over slanger og maskine, trusser kan heller ikke komme af.
Al den medicin jeg får, ændrer smagsansen, desværre til det værre: en næsten altid værende salt-smag, bitter fylder munden. Meget ubehagelig. Og når jeg så har tænderne i munden, kommer brækfornemmelserne.
Hver gang jeg pusser næse, bløder det. Blodet er så fortyndet, at det finder selv den mindste anledning til at bryde gennem blodårerne.
Forhåbentlig er det hele bare en overgang.
onsdag den 23. januar 2013
mandag den 14. januar 2013
Nye forhindringer
Jeg har været hjemme fra lørdag aften til søndag morgen. For første gang siden sidst i november, var jeg der. Da min papagøje opdagede, jeg var der, veg den ikke fra mig inditl jeg satte den ind i dens bur. Derefter var det vores ældste mis, der lå på mig. Som om den var glad over, jeg var med i flokken igen.
Havde jeg ikke kunnet gå i det mindste 3 - 4 meter, ville det ikke have været muligt. Det er afstanden fra bildøren til jeg var inde i køkkenet. Selvom rullestolen kunne komme rundt inde i stuen, var det nu meget praktisk, at jeg kunne gå de få meter fra sofaen til toilettet.
I dag har jeg fået en ny type maskine tilsluttet såret. Det er en vacum-maskine, der sender vand til såret, lader det være der ca. 15 minutter hvorefter det suger vandet tilbage i en anden beholder og derved vasker urenheder væk. Så må vi se om det er mere effektivt end bare at forsøge at suge kødet op mod overfladen.
Der ere opstået et hul cirka 1 cm fra sårkanten oppe på fodryggen. Hvordan det er kommet ved man ikke. Det er kommet lige der, hvor jeg siden midt - sidst i september indimellem har haft ondt. Det er kommet indefra. Nu må vi se, hvad det udvikler sig til.
Her til aften har jeg fundet ud af, at jeg ikke er i stand til at skrue ledningerne fra hinanden, den ene ventil er så lille og så stram, at jeg ikke har fingerkræfter nok. Så kan man sige, hvorfor vil jeg skrue dem fra hinanden? Jo fordi jeg ikke kan få buksebenet på de lange bukser ud over maskinen. Så jeg kan hverken komme i bad eller få bukserne af, inden jeg går i seng. Endnu en dag med forhindringer.
Havde jeg ikke kunnet gå i det mindste 3 - 4 meter, ville det ikke have været muligt. Det er afstanden fra bildøren til jeg var inde i køkkenet. Selvom rullestolen kunne komme rundt inde i stuen, var det nu meget praktisk, at jeg kunne gå de få meter fra sofaen til toilettet.
I dag har jeg fået en ny type maskine tilsluttet såret. Det er en vacum-maskine, der sender vand til såret, lader det være der ca. 15 minutter hvorefter det suger vandet tilbage i en anden beholder og derved vasker urenheder væk. Så må vi se om det er mere effektivt end bare at forsøge at suge kødet op mod overfladen.
Der ere opstået et hul cirka 1 cm fra sårkanten oppe på fodryggen. Hvordan det er kommet ved man ikke. Det er kommet lige der, hvor jeg siden midt - sidst i september indimellem har haft ondt. Det er kommet indefra. Nu må vi se, hvad det udvikler sig til.
Her til aften har jeg fundet ud af, at jeg ikke er i stand til at skrue ledningerne fra hinanden, den ene ventil er så lille og så stram, at jeg ikke har fingerkræfter nok. Så kan man sige, hvorfor vil jeg skrue dem fra hinanden? Jo fordi jeg ikke kan få buksebenet på de lange bukser ud over maskinen. Så jeg kan hverken komme i bad eller få bukserne af, inden jeg går i seng. Endnu en dag med forhindringer.
fredag den 11. januar 2013
Det går fremad
I går fik jeg fået skiftet svampen igen. Og så mente lægen Frank, han først ville se mig igen om 2 uger. Det vil sige, nu kan foden hele på egen fod i 2 uger og skal ikke tilses af ham igen om 7 dage. Så det må gå fremad.
Lige inden han gik ud af døren spurgte jeg ham, om han skulle have noget med fra Duborg, når jeg skulle derned igen. Han blev noget overrasket over spørgsmålet, men mente ikke, der var noget han manglede. Man kan da lige så godt tage med til andre, når man nu skal af sted alligevel.
Jeg skal dog over på afdelingen alligevel hver dag, dels skal de lige pakket vattet af og se, om foden har det godt, dels skal jeg have medicin til næste dag. Men det er meget godt at have noget at tage sig til.
Ellers er der jo kun måltiderne at gå op i.
Men nu er det blevet fastelavnsbolle-tid. Og jeg er helt overbevist om, det fremmer helbredelsen, at jeg spiser fastelavnsboller dagligt. Det er lige som en vitaminpille.
Ellers er der ikke det store nye. Foden gør mindre ondt, og det er jo meget rart. Så er det lykkes mig at ødelægge rullestolen, den pude, der skal holde benet oppe er gået af. Men den har jeg allerede fået skiftet ud.
Lige inden han gik ud af døren spurgte jeg ham, om han skulle have noget med fra Duborg, når jeg skulle derned igen. Han blev noget overrasket over spørgsmålet, men mente ikke, der var noget han manglede. Man kan da lige så godt tage med til andre, når man nu skal af sted alligevel.
Jeg skal dog over på afdelingen alligevel hver dag, dels skal de lige pakket vattet af og se, om foden har det godt, dels skal jeg have medicin til næste dag. Men det er meget godt at have noget at tage sig til.
Ellers er der jo kun måltiderne at gå op i.
Men nu er det blevet fastelavnsbolle-tid. Og jeg er helt overbevist om, det fremmer helbredelsen, at jeg spiser fastelavnsboller dagligt. Det er lige som en vitaminpille.
Ellers er der ikke det store nye. Foden gør mindre ondt, og det er jo meget rart. Så er det lykkes mig at ødelægge rullestolen, den pude, der skal holde benet oppe er gået af. Men den har jeg allerede fået skiftet ud.
tirsdag den 8. januar 2013
Hverdag
Der er ved at have indfundet sig en hverdag hos mig. Vækkeuret ringer kl. 8, så skal jeg vågne, op og nedd at have morgenmad. Derefter op og indtage piller og sprøjter. Så skal der læses aviser på nettet. Spilles lidt kort og vente på, kl. blir 10.20 hvor jeg afhentes af portør for at blive kørt over på afdelingen for at de kan vikle bindet af foden for at se, om den ser normal ud indenunder. Der skal måske tage blodprøve og der skal pakkes medicin til det næste døgn.
Visse dage gør det ondt i såret på samme måde som hvis man blir ramt af en hidsig brændenælde, og det behøver man jo ikke morfin-lignende smertestillende piller for, så jeg har stadig et par "morfin" i reserve til bedre, undskyld, dårligere tider.
Det er slet ingen trøst, at man som diabetiker skal være glad for at kunne mærke smerter, da diabetesen ellers plejer at dræbe nerverne. Jeg kan bedst lide de dage, hvor det ikke gør ondt. Angst for om det går den rigtige vej, har jeg hele tiden. Det hul ind under overhuden som de kan måle er mellem 2 - 3 cm, vil det gro ned til resten af kødet i foden, eller vil det dø? så det skal skæres af. Enhver ny skæring i mig vil betyde uger på ryggen, og dem har jeg allerede alt for mange af.
Jeg er glad for den buket blomster, jeg fik af min mand. Uden den pc-er ville jeg være totalt ude af stand til at underholde mig selv. Nu kan jeg komme på nettet, jeg kan sætte mig til at oversætte, men til hvilken glæde, for får jeg brug for det nogensinde?, jeg kan spille kort. Så jeg nyder at de 3.500 kr. gik til en bærbar i stedet for nogle blomster som for længst ville have været visne.
Om der ellers er noget jeg ønsker mig? Jo, jeg ville gerne have haft at man havde taget mig alvorligt, her tænker jeg på mine familielæger, da jeg begyndte at snakke om, at jeg ikke havde energi nok i benene, men lige skulle have punpet ny energi derned, før jeg kunne gå videre. Allerede dengang var det jo et tydeligt tegn på, jeg havde begyndende forstoppelse i mine blodårer. At det så blev til 3!!!! pulsårer i højre ben der er totalt lukkede, det vidste jeg ikke.
Eller endnu længere tilbage da jeg havde følelsen af, at en bølge af blod kom til et lille hul, det ikke kunne komme igennem i den hastighed, det gerne ville, man måtte "stå i kø" for at komme gennem forsnævringen. Men ingen kunne fortælle mig, hvad det var, der udløste denne smerte. Den er nu væk efter jeg har fået lavet den by-pass fra lysken til anklen.
Havde man startet med at måle blodtrykket i tå nummer 2 på højre ben og derfor fundet ud af, at der ikke kom ret meget blod ned i foden, kunne man måske ved at have lavet by-passen først undgået at skære så meget af foden. Men herregud, det er jo kun en fod, og: alle blir meget gladere af at få foden skpret af. De kan danse, svømme, gå ture m.m. Så hvorfor er jeg dog så fuldstændig ulykkelig for at have mistet min?
Jeg sagde stop for at de måtte skære mere af, da de hvde skåret af tæerne to gange, for det kunne jo ikke nytte noget at blive ved med at skære skiver af, når man ikke vidste hvorfor det blev ved med at rådne i stedet for at hele.
Men jeg kan jo ikke tillade mig at klage, jeg har jo ikke selv læst til læge.
Vi var ude at handle i dag igen. 10 minutter gennem stille regn til fods. Ja, det var ham til fods, mig i rullestol. Ad ujævne fortorv indtil han begyndte at køre på cykelstien. Når vi skal noget igen, tager vi bilen. det var for koldt og for langt.
Og så kunne de godt have haft annonceret at der var politiopbud foran skadestuen, så vi kunne have fået underholdningen med. Der sker jo ikke alt for meget udenfor vinduerne.
www.youtube.com/user/superingelise/
http://inge-lisej.blogspot.dk
Visse dage gør det ondt i såret på samme måde som hvis man blir ramt af en hidsig brændenælde, og det behøver man jo ikke morfin-lignende smertestillende piller for, så jeg har stadig et par "morfin" i reserve til bedre, undskyld, dårligere tider.
Det er slet ingen trøst, at man som diabetiker skal være glad for at kunne mærke smerter, da diabetesen ellers plejer at dræbe nerverne. Jeg kan bedst lide de dage, hvor det ikke gør ondt. Angst for om det går den rigtige vej, har jeg hele tiden. Det hul ind under overhuden som de kan måle er mellem 2 - 3 cm, vil det gro ned til resten af kødet i foden, eller vil det dø? så det skal skæres af. Enhver ny skæring i mig vil betyde uger på ryggen, og dem har jeg allerede alt for mange af.
Jeg er glad for den buket blomster, jeg fik af min mand. Uden den pc-er ville jeg være totalt ude af stand til at underholde mig selv. Nu kan jeg komme på nettet, jeg kan sætte mig til at oversætte, men til hvilken glæde, for får jeg brug for det nogensinde?, jeg kan spille kort. Så jeg nyder at de 3.500 kr. gik til en bærbar i stedet for nogle blomster som for længst ville have været visne.
Om der ellers er noget jeg ønsker mig? Jo, jeg ville gerne have haft at man havde taget mig alvorligt, her tænker jeg på mine familielæger, da jeg begyndte at snakke om, at jeg ikke havde energi nok i benene, men lige skulle have punpet ny energi derned, før jeg kunne gå videre. Allerede dengang var det jo et tydeligt tegn på, jeg havde begyndende forstoppelse i mine blodårer. At det så blev til 3!!!! pulsårer i højre ben der er totalt lukkede, det vidste jeg ikke.
Eller endnu længere tilbage da jeg havde følelsen af, at en bølge af blod kom til et lille hul, det ikke kunne komme igennem i den hastighed, det gerne ville, man måtte "stå i kø" for at komme gennem forsnævringen. Men ingen kunne fortælle mig, hvad det var, der udløste denne smerte. Den er nu væk efter jeg har fået lavet den by-pass fra lysken til anklen.
Havde man startet med at måle blodtrykket i tå nummer 2 på højre ben og derfor fundet ud af, at der ikke kom ret meget blod ned i foden, kunne man måske ved at have lavet by-passen først undgået at skære så meget af foden. Men herregud, det er jo kun en fod, og: alle blir meget gladere af at få foden skpret af. De kan danse, svømme, gå ture m.m. Så hvorfor er jeg dog så fuldstændig ulykkelig for at have mistet min?
Jeg sagde stop for at de måtte skære mere af, da de hvde skåret af tæerne to gange, for det kunne jo ikke nytte noget at blive ved med at skære skiver af, når man ikke vidste hvorfor det blev ved med at rådne i stedet for at hele.
Men jeg kan jo ikke tillade mig at klage, jeg har jo ikke selv læst til læge.
Vi var ude at handle i dag igen. 10 minutter gennem stille regn til fods. Ja, det var ham til fods, mig i rullestol. Ad ujævne fortorv indtil han begyndte at køre på cykelstien. Når vi skal noget igen, tager vi bilen. det var for koldt og for langt.
Og så kunne de godt have haft annonceret at der var politiopbud foran skadestuen, så vi kunne have fået underholdningen med. Der sker jo ikke alt for meget udenfor vinduerne.
www.youtube.com/user/superingelise/
http://inge-lisej.blogspot.dk
mandag den 7. januar 2013
En tid i rullestol
Først: min hotmailkonto er gået ned, så jeg kan kun modtage breve på min nye adresse:
ingelise.jensen@ofir.dk
Nu er det forhåbentlig kun for en tid, som jeg dog ikke ved hvor længe vl vare, at jeg skal benytte en kørestol for at komme omkring.
Men som det er nu, er det et problem bare at ville på toilet. At komme fra rullestolen til toilettet kræver, at jeg kan støtte bare lidt på det højre ben med den afskårne del. Så drejer jeg rundt på den venstre fod og sætter mig ned.
Skal jeg fra sengen til toilettet kan jeg dog overveje og afstanden ikke er længere end jeg kan klare det ved meget lidt støtte på højre fod. Ligeledes hvis jeg skal hente noget på sofabordet eller på skrivebordet.
Skal jeg udenfor værelset, kræver det armmuskler. Jeg har fået værelse tæt på elevatoren, det er vist kun 5 meter. Fra elevatoren til restauranten er der også cirka 5 meter. De er meget søde til at hjælpe mig med at finde det, jeg gerne vil have at spise. Og jeg behøver ikke rydde af bordet efter mig, selvom det er selvafrydning. Men udenfor kan jeg kun komme et par meter, så begynder det at gå nedad, så det kan jeg ikke med rullestolen. Så jeg er bundet til huset.
Når jeg skal til kontrol på hospitalet, bliver jeg hentet af en portør. Så går det gennem de underjordiske kældre, skubbet af et køretøj. Men det er da altid rart at komme ud og se noget andet.
Her er der ikke noget med, at man kun må komme ud for at ryge. Så her kan vi, efter at have afleveret nøglen, tage af sted som vi har lyst til. Og det er utroligt så stor betydning en tur i bilen har for mig. Alle husene blir omhyggeligt studeret. Nu hvor det blir tidligt mørkt, er det også interessant at kikke ind i husene. Se lysene.
Fordelen ved at spise i restauranten er, at jeg spiser mere. Og kan sidde og lytte til andres samtaler. Og så bare flytte mig når jeg ikke gider mere. Ikke sidde i en seng med lydene fra gangen som eneste lydbillede.
www.youtube.com/user/superingelise/
http://inge-lisej.blogspot.dk
ingelise.jensen@ofir.dk
Nu er det forhåbentlig kun for en tid, som jeg dog ikke ved hvor længe vl vare, at jeg skal benytte en kørestol for at komme omkring.
Men som det er nu, er det et problem bare at ville på toilet. At komme fra rullestolen til toilettet kræver, at jeg kan støtte bare lidt på det højre ben med den afskårne del. Så drejer jeg rundt på den venstre fod og sætter mig ned.
Skal jeg fra sengen til toilettet kan jeg dog overveje og afstanden ikke er længere end jeg kan klare det ved meget lidt støtte på højre fod. Ligeledes hvis jeg skal hente noget på sofabordet eller på skrivebordet.
Skal jeg udenfor værelset, kræver det armmuskler. Jeg har fået værelse tæt på elevatoren, det er vist kun 5 meter. Fra elevatoren til restauranten er der også cirka 5 meter. De er meget søde til at hjælpe mig med at finde det, jeg gerne vil have at spise. Og jeg behøver ikke rydde af bordet efter mig, selvom det er selvafrydning. Men udenfor kan jeg kun komme et par meter, så begynder det at gå nedad, så det kan jeg ikke med rullestolen. Så jeg er bundet til huset.
Når jeg skal til kontrol på hospitalet, bliver jeg hentet af en portør. Så går det gennem de underjordiske kældre, skubbet af et køretøj. Men det er da altid rart at komme ud og se noget andet.
Her er der ikke noget med, at man kun må komme ud for at ryge. Så her kan vi, efter at have afleveret nøglen, tage af sted som vi har lyst til. Og det er utroligt så stor betydning en tur i bilen har for mig. Alle husene blir omhyggeligt studeret. Nu hvor det blir tidligt mørkt, er det også interessant at kikke ind i husene. Se lysene.
Fordelen ved at spise i restauranten er, at jeg spiser mere. Og kan sidde og lytte til andres samtaler. Og så bare flytte mig når jeg ikke gider mere. Ikke sidde i en seng med lydene fra gangen som eneste lydbillede.
www.youtube.com/user/superingelise/
http://inge-lisej.blogspot.dk
søndag den 6. januar 2013
Fra hospital til hotel
Natten til i går gik det helt galt. Hende, jeg delte stue med, sov for 3. nat næsten slet ikke. Så jeg fik kun 2 1/4 times søvn. Så tændte jeg af. Hun lå og snakkede med sig selv, stod ud af sengen, gik ud på gangen, kom tilbage og lod døren stå åben så man rigtig kunne følge med i alle lydene, lukkede vinduet op på stuen ud til januarnatten. Og ja, jeg har da nået at få mig en forkølelse. At så mn julekogle, der havde hængt i vinduet siden den 18. december "faldt ned" så hun samlede den op og gemte den i sit sengebord, ja det henhører jo nok under hensyntagen, at der ikke var andre, der faldt i den kl. 2.30 om natten.
Men al den larm og så det, at hun ikke kunne tage hensyn til, at jeg gerne ville sove. Jeg gad i hverfald ikke kl. 2.30 diskutere med hende om, hvor meget hun ville kunne tabe sig ved at få fra Århus til Randers, eller om hun kunne tabe sig på kun at spise hønsekødssuppe eller hvor meget pizza, hun kunne spise som diabetiker og så alligevel tabe sig. Det kunne være, hun skulle droppe alle Coca colaerne eller de kager, hendes samlever tog med til hende.
Nå pyt, nu er jeg kommet på patienthosppital.
Så i går aftes kunne jegnyde kyllingevinger med salat MED DRESSING. Jeg kan godt se for mig, hvor meget dressing der skal til, når der er 45 til mad. Og vi får da også langt fra dressing hver dag hjemme, men man kan godt komme til at savne det.
Til frokost i dag fik jeg hamburgryg med salat med dressing.
Det er dejligt med et værelse, hvor der ikke er andre lyde end dem, man selv skaber. At man bare kan vende sig om på den anden side og sove videre. Ja, lige til kl. 8.45 blev det til her til morgen. Og lægge sig til at sove når man vil.
Her er eget badeværelse, skrivebord, sofaarrangement, stort tv, elevationsseng. Det eneste der mangler er mine misser.
Ved skiftningen af vac-en i dag så det i mine øjne ikke helt så håbløst ud. Ingen blodårer der blev revet i stykker så blodet væltede ud. Ingen blodsdråbe overhovedet. Så må vi bare se hvordan det går med det hul, ca, 2 ½ cm der er ind under skindet ned til en knogle. Eller langs en knogle. Svært at afgøre hvor følelsen er.
Og så har jeg været i storcenteret. Hvor spændende er det lige at gå på indkøb, når det eneste man skal have er 2 clementiner, 2 bananer og 4 crape light sodavand? Ikke engang en kop kaffe med udsigt til andre handlende er så spændende. Ikke meget Stettin over det.
Aftensmaden var rigtig dejlig. Hvor er det længe siden jeg har siddet og spist ved et bord sammen med min mand. Og masser af lækker mad. Ikke noget t sige til, jeg sov 1 times tid derefter.
Vil du se hvordan min fod ser ud i dag, kan du finde video af den på
www.youtube.com/user/superingelise
Men al den larm og så det, at hun ikke kunne tage hensyn til, at jeg gerne ville sove. Jeg gad i hverfald ikke kl. 2.30 diskutere med hende om, hvor meget hun ville kunne tabe sig ved at få fra Århus til Randers, eller om hun kunne tabe sig på kun at spise hønsekødssuppe eller hvor meget pizza, hun kunne spise som diabetiker og så alligevel tabe sig. Det kunne være, hun skulle droppe alle Coca colaerne eller de kager, hendes samlever tog med til hende.
Nå pyt, nu er jeg kommet på patienthosppital.
Så i går aftes kunne jegnyde kyllingevinger med salat MED DRESSING. Jeg kan godt se for mig, hvor meget dressing der skal til, når der er 45 til mad. Og vi får da også langt fra dressing hver dag hjemme, men man kan godt komme til at savne det.
Til frokost i dag fik jeg hamburgryg med salat med dressing.
Det er dejligt med et værelse, hvor der ikke er andre lyde end dem, man selv skaber. At man bare kan vende sig om på den anden side og sove videre. Ja, lige til kl. 8.45 blev det til her til morgen. Og lægge sig til at sove når man vil.
Her er eget badeværelse, skrivebord, sofaarrangement, stort tv, elevationsseng. Det eneste der mangler er mine misser.
Ved skiftningen af vac-en i dag så det i mine øjne ikke helt så håbløst ud. Ingen blodårer der blev revet i stykker så blodet væltede ud. Ingen blodsdråbe overhovedet. Så må vi bare se hvordan det går med det hul, ca, 2 ½ cm der er ind under skindet ned til en knogle. Eller langs en knogle. Svært at afgøre hvor følelsen er.
Og så har jeg været i storcenteret. Hvor spændende er det lige at gå på indkøb, når det eneste man skal have er 2 clementiner, 2 bananer og 4 crape light sodavand? Ikke engang en kop kaffe med udsigt til andre handlende er så spændende. Ikke meget Stettin over det.
Aftensmaden var rigtig dejlig. Hvor er det længe siden jeg har siddet og spist ved et bord sammen med min mand. Og masser af lækker mad. Ikke noget t sige til, jeg sov 1 times tid derefter.
Vil du se hvordan min fod ser ud i dag, kan du finde video af den på
www.youtube.com/user/superingelise
fredag den 4. januar 2013
Nytårsmad contra hospitalsmad
Nytårsaften var en rigtig dejlig aften, men det skyldtes at vi fik mulighed for at komme i et hjem, hvor der var smukt dækket op, lavet god mad, der smagte vidunderligt og var sammen med et menneske, vi begge sætter pris på.
Tænk hvad det betyder, at man selv kan tage 2 hvide kartofler, 2 brune kartofler, sovs, sødt og surt og gåd og at det ikke er 5 store kartofler, der er kylet på en tallerken med sovs og kød. At der var vin til, dessert og siden kaffe med kage gjorde jo bare aftenen mere fuldkommen.
Aftensmaden i går på hospitalet: millionbøf under kartoffellåg stod der i menuen. På tallerkenen for en lille portion var der en spiseskefuld tør millionbøf iblandet store firkanter kartoffel og lidt salat svarende til 2 spiseskefulde. En fornemmelse af meget tør mad.
Jeg gad vide hvor i håndbog for pasning af mennesker, der bare skal ligge og gro sammen, det står, at de ikke må få mere end 6 timers sammenhængende søvn. Natpillerne kommer efter kl 22 og allerede kl. 5.30 blir man vækket igen, så de kan tage blodsukker. Ikke fordi der sker nogen regulering af blodsukkeret på bagggrund af denne morgenmåling, lige meget om resultatet er 8,5 eller 4,5. Men der må stå et sted, at man ikke heler så godt, hvis man ikke nøjes med 6 timers søvn. så man igen er vågen til at mærke smerterne i såret. Jeg kan i hverfald ikke falde i søvn som ved tryk på en knap efter at være blevet vækket.
Jeg har ikke fået morfinlignende smertestillende piller siden den 30. december. Der er stadig smerter, men det er i størrelsen som at blive brændt af en brænde nælde, og det er i korte øjeblikke. Og man tager jo ikke morfin bare fodi man er blevet brændt af brændenælder.
Dagens højde punkt blir når jeg skal ud at ryge. Selv om kl kun er 6.15 er jeg klædt på og sidder klar til afhentning. Inden da skal man lige måle værdier på mig: blodtryk, om jeg ilter nok, temperaur, inden der serveres morgenmad.
Jeg var så heldig, at det var en mavesur sygeplejerske, der kom og vækkede mig kl. 5.30 så jeg kunne komme op og blive klædt på. Hun var sur over at sengebordet stod for tæt på sengen, så hun ikke kunne komme til at stikke mig i øret og tage en blodsukkermåling. Men nu er hendes arbejdsdag jo også forbi, så hun kan kome hjem og sove.
Yes, lægen har lovet mig ,at de ikke mere har brug for at kontrollere mit blodsukker kl. alt for tidligt om morgenen. Nu må vi se, om det også blir overholdt.
I eftermiddag har jeg været i Bilka. Det er godt nok længe siden, jeg har været der sidst. Dog, intet nyt under solen.
Tænk hvad det betyder, at man selv kan tage 2 hvide kartofler, 2 brune kartofler, sovs, sødt og surt og gåd og at det ikke er 5 store kartofler, der er kylet på en tallerken med sovs og kød. At der var vin til, dessert og siden kaffe med kage gjorde jo bare aftenen mere fuldkommen.
Aftensmaden i går på hospitalet: millionbøf under kartoffellåg stod der i menuen. På tallerkenen for en lille portion var der en spiseskefuld tør millionbøf iblandet store firkanter kartoffel og lidt salat svarende til 2 spiseskefulde. En fornemmelse af meget tør mad.
Jeg gad vide hvor i håndbog for pasning af mennesker, der bare skal ligge og gro sammen, det står, at de ikke må få mere end 6 timers sammenhængende søvn. Natpillerne kommer efter kl 22 og allerede kl. 5.30 blir man vækket igen, så de kan tage blodsukker. Ikke fordi der sker nogen regulering af blodsukkeret på bagggrund af denne morgenmåling, lige meget om resultatet er 8,5 eller 4,5. Men der må stå et sted, at man ikke heler så godt, hvis man ikke nøjes med 6 timers søvn. så man igen er vågen til at mærke smerterne i såret. Jeg kan i hverfald ikke falde i søvn som ved tryk på en knap efter at være blevet vækket.
Jeg har ikke fået morfinlignende smertestillende piller siden den 30. december. Der er stadig smerter, men det er i størrelsen som at blive brændt af en brænde nælde, og det er i korte øjeblikke. Og man tager jo ikke morfin bare fodi man er blevet brændt af brændenælder.
Dagens højde punkt blir når jeg skal ud at ryge. Selv om kl kun er 6.15 er jeg klædt på og sidder klar til afhentning. Inden da skal man lige måle værdier på mig: blodtryk, om jeg ilter nok, temperaur, inden der serveres morgenmad.
Jeg var så heldig, at det var en mavesur sygeplejerske, der kom og vækkede mig kl. 5.30 så jeg kunne komme op og blive klædt på. Hun var sur over at sengebordet stod for tæt på sengen, så hun ikke kunne komme til at stikke mig i øret og tage en blodsukkermåling. Men nu er hendes arbejdsdag jo også forbi, så hun kan kome hjem og sove.
Yes, lægen har lovet mig ,at de ikke mere har brug for at kontrollere mit blodsukker kl. alt for tidligt om morgenen. Nu må vi se, om det også blir overholdt.
I eftermiddag har jeg været i Bilka. Det er godt nok længe siden, jeg har været der sidst. Dog, intet nyt under solen.
Abonner på:
Opslag (Atom)