I dag er første dag, jeg ikke har haft smerter i foden. Overhovedet ingen smerter. Og hvad har jeg så gjort anderledes end at få forbindingen skiftet af hjemmesygeplejeskerne? Jo, jeg har lagt et stykke gaze med honning på hen over såret og pakket det godt ind.

Fortsættelsen af sygdomsforløbet i december 2010:

Jeg lod mig udskrive den 28. december, meget mod lægernes anbefaling, og på egen risiko. Men jeg havde fået hospitalskuller og ville ikke kunne opføre mig anstændigt mere. Jeg kunne ikke holde til at overvære sygeplejeskernes behandling af mine medpatienter. Deres tone overfor dem var direkte uhøflig.

Men inden jeg forlod hospitalet, var der 2 hændelser, der fik afgørende betydning for min fremtid. Først havde man vist mig en brochure fra Skejby hospitals hjerteafdeling, hvor man tilbød en undersøgelse for forsnævring i og på hjertes årer. Og da det avr et billede med solskin på, sagde jeg ja tak til at komme derud.

Ligeledes blev jeg ført ind i et lille rum af en læge og en sygeplejeske, hvor de nærmest truede mig til at tage piller mod forhæjet blodtryk. Hvis jeg ikke tog dem, ville jeg dø næsten omgående. Jeg husker de bl.a. sagde, at pillen ville glatte blodårernes inderside ud, så der kunne være mere blod i årerne, og derved ville trykket blive sænket.

Hvad de ikke fortalte var, at jeg ville blive ude af stand til at gå ret langt. Ja faktisk kunne jeg kun gå 5 skridt, inden jeg var nødt til at sætte mig og hvile til der var kommet ny energi i benene og i det hele taget i hele kroppen. Dette ville jeg komme til at lide af i mange måneder.