Endnu en nat uden smerter, overhovedet.Rart hvis jeg kan sove igennem. Det kunne jeg ikke, vågnede og tænkte på alle de udsagn, der var givet mig i går.
Så nu skal jeg indlægges på mandag, og så må jeg se, hvad der så sker. Det er en underlig fornemmelse at se på tåen, der ser helt normal ud, og så vide, jeg vil miste den.
Da jeg var på diabetes-fod-ambulatoriet sidste onsdag, det vil sige for 10 dage siden, var det en kedelig oplevelse. Læge, eller var hun kun reservelæge, og sygeplejeske forsøgte at presse mig til at blive indlagt samme dag. Som lægen/reservelægen gjorde klart for mig, ville de først operere, når mit langtidsblodsukker var under 15. Det forsøgte jeg at overbevise dem om, at det var, og det derfor ikke var nødvendigt at blive indlagt for at få det under kontrol. Når jeg har målt det, morgen, middag eller aften, har det været 4,5 eller 6,5 eller en sjælden gang 12,5. Men der skal selvfølgelig meget til at sænke det fra f.eks. 20 til 15. Da jeg var indlagt sidst i september med vand i venstre lunge, små 1,075 liter, var langtidsblodsukkeret, og så kaldet sladdermålingen som er et gennemsnit igennem de sidste 8 uger, 11,5. Siden da har jeg taget min insulin efter foreskriften. Men kvinden ville ikke godtage at jeg var fuldt i stand til at tage mit insulin. Det havde vi en større diskussion om. Det endte med, at jeg fik lagt den pæne pige fra flinkeskolen fra mig og fik reptil-hjernen på banen og fortalte at jeg målte blodsukker før og 1 time og 2 timer efter maden, alle 3 gange jeg spiste om dagen. Der kom vist også et par bandeord.
Til slut tog jeg min taske og hoppede ned fra stolen.
Da der igen skulle tages et røntgenbillede, blev jeg kørt i kørestol fra den ene bygning til den anden og tilbage igen, da jeg ikke måtte lægge vægt på min højre fod, af angst for at sprede infektionen i benet. Lige så snart jeg havde fået taget blodprøven, hoppede jeg ud af stolen og gik nu på begge fødder derfra. Jeg har, trods det at jeg de sidste 5 - 6 uger ikke har måttet gå på benet, lært at flyve.
Jeg forsøgte tirsdag at bestille flere pencillin piller hos min huslæges sekretær, det lykkedes ikke, så vi kørte forgæves til apoteket.
Da jeg ringede til hende onsdag, fik jeg at vide, at hun havde haft kontaktet diabetes-fod og forhørt sig om, hvad der skete. Hun bad mig kontakte afdelingen, da de gerne ville tale med mig om min fod. Og så havde hun sendt recepten til apoteket, så jeg ville kunne hente den samme dag. Det betød så heldigvis kun 1 døgn uden pencillin.
Onsdag kontaktede jeg også efter aftale diabetes-sygeplejesken. Hun kunne fortælle mig, at sladderprøven fra ugen før viste, at på trods af jeg kun havde taget insulin en del af perioden, lå med et gennemsnit på 9,6. Ligeledes fortalte hun at det ikke ville være noget problem at miste sin fod, da der fandtes elektriske kørestole. På mit spørgsmål om hvordan man får dem til at køre op ad en stejl trappe, fortalte hun at man kan få elevator installeret. Nu kender hun jo ikke forholdene i vores hus. Her er trappen så stejl, at der umuligt kan laves elevator på trappen, så skal der bygges en udvendig elevator, og så forsvinder vinduerne i soveværelset.
Onsdag snakkede jeg også med sekretær Henriette fra diabetes-fod. Hun kom til at nævne at man kunne komme på hospitalet og få en intraveniøs-antibiotika-behandling. Men hun syntes, at jeg skulle afvente det brev. lægen havde skrevet til mig, og så tage stilling til, hvad der skulle videre ske.
Torsdag var brevet selvfølgelig ikke kommet til mig. Så jeg ringede igen til Henriette og fik bl.a. at vide, at hvis jeg ikke ville lade min fod skære af, var der ingen intraveniøs-antibiotika-behandling, da det ville være formålsløs.
Heldigvis ringede lægen Claus til mig og fortale mig om min fod.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar