Fodtøj

Jeg har besluttet mig til, at hvis de ikke kan hjælpe mig medet bedre blodomløb i foden ved hjælpe af at sætte stents ind, så må det være så godt, som det er nu. Ikke noget med at skære yderligere af foden.

Ind imellem er der mange smerter. De kommer som toppe lige så hurtigt som man kan knipse med fingrene, og de er lige så hurtigt væk. Men så store, at man mister vejret. Lægerne siger at der findes tabletter som i løbet af 3 - 4 måneder kan tage en lille bitte del af toppen af, men det er ikke sikkert, de virker mere end at sænke smerten fra 10 til 9,5.

Det kan være nervesmerter, det kan være ondt i den storetå, der ikke er der mere. Det er tl at leve med, for de fleste dages vedkommende ihvertfald.

Jeg er forbundet til vac-maskinen. Så jeg har en aktionsradius på 1½ meter. Ellers skal jeg flytte maskinen, og den vejer 2 - 3 kilo. Det er ikke altid, jeg har kræfter til at bære rundt på den, men så kobler jeg mig fra den. Ud over de to slanger, hvor den ene sender væske til foden og den anden suger væsken tilbage i beholderen for brugt væske igen, er der jo kablet med strøm, og de 3 ledninger vikler sig ind i hinanden, bare man tænker på at flytte med dem.

Ellers er det vidunderligt at være hjemme igen. Dejligt at min hun-mis gerne vil ligge oppe hos mig i sengen. Hun accepterer alle de nye lyde og lugte.

Og selv om der ikke er buffet her hos os, så er det dejlig mad, min mand laver. Så jegspiser mere nu endda jeg var på patienthospitalet. Så det kan være at den lave blodprocent på 4,7 er steget lidt.

Fodtøj er et kapitel for sig selv. På venstre fod passer jeg som altid en str 38, men for at få forbindingen på højre fod ned i et stykke fodtøj, er jeg nødt til at bruge en str 43. Så nu har jeg et par sko, der ligner amerikanske basketball sko i rød stof, de er ikke så smarte at gå udendørs med, og i dag har jeg købt et par løbesko i 43. Så nu kan jeg komme ud igen.