Hverdag

Der er ved at have indfundet sig en hverdag hos mig. Vækkeuret ringer kl. 8, så skal jeg vågne, op og nedd at have morgenmad. Derefter op og indtage piller og sprøjter. Så skal der læses aviser på nettet. Spilles lidt kort og vente på, kl. blir 10.20 hvor jeg afhentes af portør for at blive kørt over på afdelingen for at de kan vikle bindet af foden for at se, om den ser normal ud indenunder. Der skal måske tage blodprøve og der skal pakkes medicin til det næste døgn.

Visse dage gør det ondt i såret på samme måde som hvis man blir ramt af en hidsig brændenælde, og det behøver man jo ikke morfin-lignende smertestillende piller for, så jeg har stadig et par "morfin" i reserve til bedre, undskyld, dårligere tider.

Det er slet ingen trøst, at man som diabetiker skal være glad for at kunne mærke smerter, da diabetesen ellers plejer at dræbe nerverne. Jeg kan bedst lide de dage, hvor det ikke gør ondt. Angst for om det går den rigtige vej, har jeg hele tiden. Det hul ind under overhuden som de kan måle er mellem 2 - 3 cm, vil det gro ned til resten af kødet i foden, eller vil det dø? så det skal skæres af. Enhver ny skæring i mig vil betyde uger på ryggen, og dem har jeg allerede alt for mange af.

Jeg er glad for den buket blomster, jeg fik af min mand. Uden den pc-er ville jeg være totalt ude af stand til at underholde mig selv. Nu kan jeg komme på nettet, jeg kan sætte mig til at oversætte, men til hvilken glæde, for får jeg brug for det nogensinde?, jeg kan spille kort. Så jeg nyder at de 3.500 kr. gik til en bærbar i stedet for nogle blomster som for længst ville have været visne.

Om der ellers er noget jeg ønsker mig? Jo, jeg ville gerne have haft at man havde taget mig alvorligt, her tænker jeg på mine familielæger, da jeg begyndte at snakke om, at jeg ikke havde energi nok i benene, men lige skulle have punpet ny energi derned, før jeg kunne gå videre. Allerede dengang var det jo et tydeligt tegn på, jeg havde begyndende forstoppelse i mine blodårer. At det så blev til 3!!!! pulsårer i højre ben der er totalt lukkede, det vidste jeg ikke.

Eller endnu længere tilbage da jeg havde følelsen af, at en bølge af blod kom til et lille hul, det ikke kunne komme igennem i den hastighed, det gerne ville, man måtte "stå i kø" for at komme gennem forsnævringen. Men ingen kunne fortælle mig, hvad det var, der udløste denne smerte. Den er nu væk efter jeg har fået lavet den by-pass fra lysken til anklen.

Havde man startet med at måle blodtrykket i tå nummer 2 på højre ben og derfor fundet ud af, at der ikke kom ret meget blod ned i foden, kunne man måske ved at have lavet by-passen først undgået at skære så meget af foden. Men herregud, det er jo kun en fod, og: alle blir meget gladere af at få foden skpret af. De kan danse, svømme, gå ture m.m. Så hvorfor er jeg dog så fuldstændig ulykkelig for at have mistet min?

Jeg sagde stop for at de måtte skære mere af, da de hvde skåret af tæerne to gange, for det kunne jo ikke nytte noget at blive ved med at skære skiver af, når man ikke vidste hvorfor det blev ved med at rådne i stedet for at hele.

Men jeg kan jo ikke tillade mig at klage, jeg har jo ikke selv læst til læge.

Vi var ude at handle i dag igen. 10 minutter gennem stille regn til fods. Ja, det var ham til fods, mig i rullestol. Ad ujævne fortorv indtil han begyndte at køre på cykelstien. Når vi skal noget igen, tager vi bilen. det var for koldt og for langt.

Og så kunne de godt have haft annonceret at der var politiopbud foran skadestuen, så vi kunne have fået underholdningen med. Der sker jo ikke alt for meget udenfor vinduerne.
www.youtube.com/user/superingelise/

http://inge-lisej.blogspot.dk