Bedring eller?

Tiden går med at foden stille og roligt gro sammen. Der er kommet en vacum-maskine på den 14. januar, der sender saltvand ind på såret, lader såret soppe i det i 10 minutter, hvorefter den suger saltvandet op igen. Det gentager sig efter 3½ time, døgnet rundt.

Efter 2 dage var der et stort fremskridt. Efter de næste 2 dage var det ikke så meget. Men i dag så det ud som om, der igen er et stort fremskridt. Men det kan man kun se, hvis man følger såret meget nøje. Ikke hvis man er en læge, der kun ser det hver 14. dag.

Der er mange smerter. Det eneste gode er, at der hvor der er smerter den ene dag, er der ikke smerter den næste. Det er hurtige voldsomme smerter, der dog ikke varer længe nok til, at jeg har lyst til at tage noget smertestillende. Men det ville være dejligt med en dag, hvor der slet ikke var noget, der gjorde ondt på noget tidspunkt.

Jeg orker ikke at spise noget. Efter 2 mundfulde er jeg klar til at soppe. Kun tanken om, at der skal noget til for at såret kan gro sammen, får mig til at fortsætte.

Jeg har nu været hjemme 2 weekender. Det er dejligt at vågne op i sine vante omgiveler, omgivet af misser og fugle. Men jeg kan ingenting, jeg kan ikk gå ret mange skridt, jeg kan ikke bære noget i hånden, da jeg skal have maskinen med, enten i hånden eller på et køretøj: rullestol eller rolator.

Jeg er dig nødt til at se frem til at skulle hjem for ikke at blive vanvittig af at være ensom på værelset.

Det er derfor en smule nedtrykkende, at lægen i dag sagde jeg ikke skulle nogen steder. Men der mente han nok der ikke er udsigt til en hjemsendelse foreløbig.

Det er svært at kæmpe sig tilbage til en normal tilværelse. Alting tager meget længere tid og er meget mere besværligt. Som om den ene hånd er bundet bag på ryggen, hvad den jo næsten også er, da den er optaget af at holde slangerne viklet ude fra hinanden. At skulle klæde sig på om morgenen er et evighedsprojekt, så man lettere springer over, hvor man kan.

Da jeg ikke uden hjælp kan skille slangerne ad, kan jeg ikke komme i bad om morgenen, som jeg plejer. Det er umuligt at få buksebenet over slanger og maskine, trusser kan heller ikke komme af.

Al den medicin jeg får, ændrer smagsansen, desværre til det værre: en næsten altid værende salt-smag, bitter fylder munden. Meget ubehagelig. Og når jeg så har tænderne i munden, kommer brækfornemmelserne.

Hver gang jeg pusser næse, bløder det. Blodet er så fortyndet, at det finder selv den mindste anledning til at bryde gennem blodårerne.

Forhåbentlig er det hele bare en overgang.